De danske IS-sympatisører og deres børns skæbner har de seneste uger præget debatten. På den ene side står et folketingsflertal, der i udgangspunktet mener, at forældrene og deres børn uanset tilknytningen til Danmark skal forblive i Syrien. Også selvom de er danske statsborgere. ”Der er tale om mennesker, der selv har valgt at vende Danmark og danske værdier ryggen,” har retorikken fra regeringen og dele af højrefløjen blandt andet lydt. Anderledes forholder det sig hos regeringens støttepartier. De har undervejs samstemmende argumentereret, at de ikke helmer, før de 19 børn med dansk tilknytning, der befinder sig i fangelejrene, er hentet til Danmark. Den tilspidsede situation viser et grundlæggende dilemma, der sammenblander jura og etik: for kan en stat undsige sig sine egne statsborgere?
Professor i politisk filosofi ved Københavns Universitet Nils Holtug kalder debatten for ”betændt” og mener, at den er et udtryk for, at to solidaritetsformer kolliderer:
”Debatten handler om, hvor grænserne for vores solidaritet som mennesker går. Her er det ene perspektiv, at vi lever i et liberalt demokrati, hvor alle qua statsborgerskabet er sikret et minimum af beskyttelse fra staten uanset deres handlinger. Altså en grundlæggende solidaritet med alle statsborgere. Det andet perspektiv er, at solidariteten hos nogle ikke nødvendigvis følger statsborgeskabet, men i højere grad har rod i den nationale og kulturelle identitet. Her kan argumentet blandt nogen være, at børnene og deres mødre i Syrien ikke er rigtig danske, fordi de ikke har del i vores nationalidentitet, hvorfor samfundet ikke bør hjælpe dem,” siger han og uddyber:
”Det interessante i forlængelse heraf er, hvorvidt børnene i Syrien skal straffes for deres forældres handlinger. Det mener vi ikke under normale omstændigheder, at børn skal. Hvis ikke forældre kan tage vare på deres børn, træder staten til og beskytter børnene, men i dette tilfælde er retorikken en anden. Her konstaterer nogen, at forældrene har truffet et valg, hvorfor vi ikke skal hjælpe børnene, selvom de er danske statsborgere.”
I alt menes seks mødre med tilknytning til Danmark at sidde i de kurdiskkontrollerede fangelejre al-Roj og al-Hol i Syrien. Tre af disse har ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger dansk statsborgerskab og tilsammen 13 børn, hvoraf ét blev evakueret til Danmark i 2019 efter at være blevet lam i benene. De tre resterende kvinder havde angiveligt dobbelt statsborgerskab, da de drog til Syrien, og har i dag fået frataget deres danske statsborgerskab. De har tilsammen fem børn. Det sidste to af de i alt 19 børn med tilknytning til Danmark har danske fædre og en henholdsvis syrisk og hollandsk mor. Også disse børn befinder sig angiveligt i al-Hol-lejren.
I Danmark bliver et nyfødt barn automatisk tildelt dansk statsborgerskab, hvis en af forældre er danske statsborgere. Og netop spørgsmålet om, hvorvidt forældrene og børnene er danske statsborgere eller ej, er afgørende for, hvilket forpligtelser Danmark har, vurderer Louise Halleskov, lektor i menneskeret ved Aarhus Universitet. Hun påpeger, at statsborgerskabet er individuelt, og at et barn sagtens kan være dansk statsborger, selvom barnets mor eller far har fået frataget deres danske statsborgerskab efter barnets fødsel.
”Juraen er soleklar: Et barn får ikke frataget sit statsborgerskab, fordi en eller begge forældre får frataget deres statsborgerskab. Og for flere af de her børn gælder det derfor, at de som danske statsborgere – uanset hvad forældrene må have gjort – har de samme rettigheder som alle andre danske statsborgere,” siger Louise Halleskov og fastslår, at det blandt andet indebærer, at ”hvis børnene senere en dag står ved den danske grænse, så kan vi ikke afvise at lukke dem ind.”
Ove Korsgaard, professor emeritus ved Aarhus Universitet, forsker i grænserne mellem statsborgerskabet og medborgerskabet. Han mener først og fremmest, at det er centralt at skelne den etiske debat fra den juridiske, når man diskuterer Danmarks forpligtigelser over for IS-sympatisører og børn med dansk statsborgerskab.
”Det ligger i selve statsborgerskabstankegangen, at et land både må tage sig af sine gode borgere og sine slyngler, der har forbrudt sig mod landets love og normer. Diskussionen må altså ikke reduceres til et spørgsmål om værdier. De pågældende skal uden tvivl straffes for deres handlinger, men som stat må vi tage os af dem, også selvom vi ikke bryder os om dem,” siger Ove Korsgaard og uddyber:
”I den her debat ser jeg imidlertid en klar bevægelse fra de mere objektive retsprincipper til de mere subjektive værdier, når det kommer til vores syn på statsborgerskabet. Grundlæggende har et samfund altid bygget på begge dele, men jeg ser et skred mod at flere subjektive værdier vedrørende national identitet og sammenhængskraft får forrang for de mere objektive retsprincipper. Her er det vigtigt at konstatere, at det ikke er et problem at betone danske værdier og fordømme IS-sympatisørerne handlinger, det er først et problem, når det sker på bekostning af vores retsstatsprincipper. Personligt tilhører jeg ikke dem, der siger, at bare man har et rødbedefarvet pas, så er man dansk. Der er også dyder og værdier, der knytter sig til dette, men det handler om at finde en balance, for underminerer man retsstaten, så underminerer man samtidig det demokrati, der har skabt værdierne,” siger han.
De danske statsborgere i fangelejrene har netop forbrudt sig mod danske værdier og dyder – bør man ikke trække en streg i sandet og sige, at man i ikke vil hjælpe dem?
”Det har de helt klart. Men vi må huske på, at der er mange, der forbryder sig mod dansk lovgivning. IS-sympatisørerne har gjort det i en ekstrem grad, men det ændrer ikke på, at et land er nødt til at tage sig af sine forbrydere. Hvis ikke vi tager ansvar for vores forbrydere, kan vi heller ikke bede andre lande om at tage sig af deres forbrydere,” siger Ove Korsgaard.
Det sidste kan man relatere til i Danmark. For på udrejsecentre og i fængsler herhjemme befinder flere udenlandske statsborgere sig, som er idømt udvisning fra Danmark, og hvor de danske myndighederne kæmper for at få lande i primært Den Tredje Verden til at modtage deres egne kriminelle statsborgere.
Et af de seneste eksempler er bandelederen Shuaib Khan, der er pakistansk statsborger, men født og opvokset i Danmark, og hvis familie har boet her i over 50 år. På trods af hans tilknytning til Danmark fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse tidligere i år, at det var i orden at udvise ham grundet grovheden af hans kriminalitet.
Af den grund rummer modstanden mod at hjemtage danske statsborgere, der opholder sig i Syrien, et åbenlyst paradoks, vurderer blandt andre professor i politisk filosofi Nils Holtug:
”Danmark skubber lige nu på for at lave hjemsendelsesaftaler med stater, så disse kan modtage deres udviste statsborgere, mens vi samtidig ikke er villige til at indgå en aftale om at modtage vores egne statsborgere, som kurderne i dette tilfælde ønsker. Det er et paradoks,” siger han.
Kilder: Udenrigsministeriet & Institut for menneskerettigheder