Er der en grænse for, hvor mange venner man kan have? Det spørgsmål har den britiske professor Robin Dunbar brugtårtier på at udforske som professor i antropologi og evolutionær biologi ved universitetet i Oxford. Man skal ikke bladre længe i forskningsartikler om venskab, før man støder på hans navn, og hans tidligere bøger er oversat til kinesisk, japansk, italiensk, polsk og enkelte til svensk. Han er kendt for at have kortlagt venskabets anatomi og sat tal på, hvor mange venner et menneske kan have, nemlig 150.
Et kort over Afrika er hængt op på væggen i dagligstuen i Liverpool i det nordlige England, hvor Robin Dunbar har sat sig denne formiddag for via Zoom at udfolde venskabets anatomi i en samtale med Kristeligt Dagblad. Afrikakortet vidner om, hvordan han de første 20 år som forsker primært studerede adfærd hos aber i det østlige Afrika. I 1990’erne blev det svært at skaffe finansieringen til feltarbejdet i Afrika, og han begyndte i stedetat arbejde med menneskets sociale hjerne. Tidligere havde han observeret abernes liv i træerne – nu fordybede han sig i britisk julekortskrivning. Han medgiver, at det i dag lyder som et håbløst projekt at lave en kobling mellem julehilsner og venskabsrelationer.
”Dengang i 1990’erne kunne man udlede en masse om menneskers sociale relationer ved at se, hvem de sendte og modtog julekort fra. De lister, som nogle i dag bruger til at sende en fælles e-mail til jul, giver slet ikke samme information om deres relationer.”
Den nyere del af Robin Dunbar og kollegernes forskning bygger blandt andet på analyser af mailkorrespondancer og mobildata fra flere lande. Centrale aspekter af forskningen er samlet i en velskrevet, populærvidenskabeligbog, ”Friends”, der udkom i Storbritannien i foråret på forlaget Little Brown.
Hans studier viser, at venskabets anatomi består af cirkler.Hver cirkel udtrykker et lag af venner: Inderst i modellen er personen selv og et menneske, man deler det meste med. Den inderste cirkel er omgivet af en cirkel med fem nære relationer. Uden om den cirkel er en cirkel med plads til de 15 bedste venner, og den cirkel er omgivet af en cirkel med 50 gode venner, og endelig kommer den yderste ring, hvor man når op på 150, som er grænsen for venner. Og venner i Dunbars univers er ikke kun kæresten, veninderne og nære kolleger, men også forældre, søskende og svigerfamilie.
I Dunbars model er der en tyk streg, når man når til 150. Efterfølgende er der et lag, som viser, hvor mange mennesker vi er i stand til at genkende, selvom vi ikke kender dem personligt – fra fiskehandleren og postbudet til royale personer og popstjerner.
”Tidligere ville journalister gerne vide, hvordan jeg kunne hævde, at vi kun har 150 venner, fordi man jo på Facebook ser folk, som har mange flere venner. Men venner er jo ikke bare venner. Og i dag kan vi se, at det antal personer, man er i kontakt med på Facebook, sjældent overstiger 150, og adfærden på Facebook viser, at den flok, man interagerer med, typisk er en lille del af dem, man er venner med.”
Tid er en central faktor for venskabers opståen og beståen. Når Robin Dunbar har organiseret menneskers relationer, har han med data fra tidsstudier kortlagt, hvor meget tid man bruger med venner. På tværs af studier kan man se, at mennesker bruger en femtedel af deres vågne tid på social interaktion. Er man vågen i 18 timer (og det er vel egentlig lidt for længe), har man tre en halv time til at være social, og den tid er brugt på alt fra et middagsselskab til at se ægtefællen dybt i øjnene. Og som Robin Dunbar konkluderer, bliver der ikke meget tid til hver af de 150 personer på ens sociale balkort.
”Der er stor forskel på, hvem af vores 150 relationer vi bruger tid med. 40 procent af tiden bruger man med fem fra de inderste cirkler, som kan være en partner, børn og nære venner. Det er mennesker, som du i hvert fald ser en gang om ugen.”
Det fysiske møde er vigtigt for et venskab, selvom vi lever i en tid med mulighed for Zoom-møder og samtaler over Facetime.
”Flytter man mere end 30 minutters rejse væk, så vil det typisk svække venskabet.”
150 er ifølge Dunbaret fuldtegnet relationelt balkort, men faktisk sker der også en del udskiftninger gennem livet. Når unge flytter for at uddanne sig, bliver der skiftet radikalt ud blandt vennerne.
”Jeg har været overrasket over at se, hvor meget afstand betyder for vores venskaber. Studerende, som flytter for at gå på universitetet, vil typisk skifte 40 procent af deres venskaber ud i løbet af det første år.”
Et venskab kan synes opstået tilfældigt, men Dunbar har defineret syv søjler, som fortæller om sandsynligheden for, at et venskab opstår og udvikles. Jo flere af søjlerne man deler i en relation, jo større er sandsynligheden for, at venskabet opstår og bevares. Det kan for eksempel være livssyn, musiksmag, humor og samme uddannelsesmæssige baggrund.
”Et venskab er kendetegnet ved tryghed og en følelse af hjemlighed, og søjlerne udtrykker, hvad der skal til, for at de følelser kan opstå.”
Ser man nærmere på de 150 relationer på balkortet, er knap halvdelen af relationerne familie. Forholdet til venner ændrer sig ofte gennem livet, mens relationen til familien er præget af stabilitet, medmindre man bliver skilt. Ved en skilsmisse vil man typisk miste en femtedel af sine relationer, fremgår det af tal fra Robin Dunbar.
Mængden af relationer gennem livet er formet som et omvendt U, forklarer han. Antallet af venner topper, når man som ung stifter familie og får en svigerfamilie.
Med årene bliver der typisk en del ledige pladser på balkortet. Og i den sidste del af livet vil man typisk opleve, at venner dør. Men døden er ikke altid en grænse for en relation, siger Robin Dunbar:
”Der er mennesker, hvor tankerne om en afdød fylder så meget, at man stadig vil sige, at den afdøde indgår i ens venskabscirkel.”