En patient, lad os kalde ham hr. Jensen, glider lige så roligt ind i den store hjernescanner. Han er syg, og lægerne har brug for at vide, om det har noget med hovedet at gøre. Det har det ikke, viser billederne, men de viser også, at der sidder en lille tumor så dybt i hans hjerne, at den ikke kan opereres ud. Den er ikke umiddelbart livstruende, så skal hr. Jensen have noget at vide?
Et flertal vil formentlig sige ja, for de vil gerne vide, hvad de kan blive ramt af, men hvad så, hvis scanningen også afslører tegn på, at hr. Jensen har sociopatiske træk, eksempelvis fordi området i hjernen for empati er beskadiget?
Skal han så have det at vide? Skal myndighederne underrettes, eller skal fundet på anden vis registreres, så man kan holde særligt øje med hr. Jensens tendenser?
Måske synes du, at eksemplet er fortænkt fremtidssnak, men det er det ikke, siger professor i etik på Roskilde Universitet og medlem af Det Etiske Råd Thomas Søbirk Petersen. Han har netop fået bevilget en million kroner til at etablere et tværvidenskabeligt netværk af danske og internationale forskere. Det er både hjerneforskere, filosoffer, neuropsykologer og jurister, der sammen skal være med til at kortlægge og analysere de mest centrale etiske spørgsmål inden for hjernescanning samt hjernekirurgi og andre former for indgreb i hjernen.
”Jeg tror, de fleste vil blive overraskede over, hvor vi allerede er på dette område,” siger han.
”Og endnu mere over, hvor vi er på vej hen. Mulighederne inden for hjernescanning og hjerneintervention er eksploderet de senere år, og de etiske overvejelser har ikke kunnet følge med. Der har rejst sig en lang række etiske problemstillinger, som den enkelte neurolog ikke kan løse alene, for de involverer både politiske, juridiske og først og fremmest fælles etiske overvejelser, som vi er nødt til at forholde os til på et kvalificeret grundlag. Og det er det grundlag, mit projekt skal være med til at skabe.”
Hvis du stadig ikke er helt overbevist om, hvor reelle de etiske udfordringer er, så overvej truslen mod tankefriheden. Forskning har gentagende gange vist, at man med hjernescanninger kan læse ikke blot folks tanker, men også deres hensigter. Så når psykologer og psykiatere i dag foretager den rutinemæssige farlighedsvurdering af indsatte i landets fængsler, er det så i orden, at de også bruge hjernescanninger, spørger Thomas Søbirk Petersen. Eller er der dele af os selv, vi har ret til at gøre helt private?
Og når vi er ved evnen til at se ind i fremtiden, har forskning fra blandt andet det prestigefyldte Harvard Universitet i USA vist, at man med hjernescanninger meget tidligt kan forudsige risikoen for især læsevanskeligheder og depression – endda med større sikkerhed end psykologiske tests. Det samme gælder virkningen af behandling for angst, alkoholisme, narkomani og overvægt. Så hvorfor ikke udnytte mulighederne?
”Der er hele tiden både fordele og ulemper ved de nye teknologiske muligheder, så det er ikke så ligetil at drage grænserne for, hvilken vej vi skal, og hvor langt vi skal gå, men vi er jo nødt til at have nogle fælles retningslinjer,” siger professoren.
Det bliver ikke lettere at finde de retningslinjer, når det gælder fysiske interventioner i hjernen. Mulighederne er åbenlyse og ikke mindst tydelige blandt mennesker med Parkinsons sygdom, som er en af de mest almindelige neurologiske sygdomme. 7300 mennesker i Danmark er ramt, mange af dem i form af voldsomme rystelser, men ved at stimulere bestemte områder af hjernen med en kobbertråd kan man stoppe rystelserne helt. Og det er bare første bølge af, hvad der er på vej, siger Thomas Søbirk Petersen.
Gennem hjernestimulation vil man måske kunne gøre folk lykkelige hele tiden. Man kan muligvis også regulere pædofiles seksuelle præferencer og regulere alle mulige andre ting i vores psyke, som vi mener fungerer uhensigtsmæssigt. Eller vi kan gennem hjernekirurgi fjerne de uønskede områder, og vi kan tilføje og forstærke evner, vi gerne vil have.
Vi gør det allerede, især gennem medicin, påpeger han. Et af de mest kendte tilfælde er beroligende medicin til udadreagerende mennesker med adhd. Det etiske spørgsmål her er blandt andet, om det bør blive lovligt for raske mennesker at påvirke deres hjerne på samme måde, så de eksempelvis kan styrke koncentrationsevnen i forbindelse med en eksamen eller andre vigtige arbejdsopgaver.
”Vi ved, at mellem 2 og 20 procent af verdens studerende allerede bruger forskellige former for medicin, der påstår at fremme kognitionsevnen,” siger Thomas Søbirk Petersen.
”Så skal vi indføre blodprøver til eksamen eller tværtimod tilskynde, at de unge gør sig så dygtige, de kan være? Skal vi kræve, at vidner ved domstolene tager medicin, der får dem til at huske så meget som muligt? Skal vi tvinge voldsforbrydere til at tage medicin, der kontrollerer deres aggressive tendenser? Skal vi i det hele taget indføre moralforbedrende medicin? Det er jo nogle ret vilde perspektiver!”.
Men alligevel ikke vildere, end at det allerede er en del af straffen i flere amerikanske stater at give seksualforbrydere medicin, der dæmper deres seksualdrift. I det hele taget er mange af de scenarier, Thomas Søbirk Petersen stiller op, allerede teknologisk mulige og i nogle tilfælde en realitet. Derfor er spørgsmålet ikke så meget for og imod brugen af hjernescannere og hjerneintervention, men hvordan vi bruger teknologien mest hensigtsmæssigt.
”Som det er nu, overser vi nemt nogle væsentlige aspekter af de etiske problemstillinger, fordi humanister, videnskabsfolk og jurister sjældent taler særlig tæt sammen. Det er vi nødt til at lave om på, hvis vi skal opnå lidt kontrol med et område, der udvikler sig ekstremt hurtigt,” siger han.
Millionen skal især bruges på at arrangere to store internationale konferencer og 10 mindre workshops. Arbejdet går i gang til september.