Prøv avisen
Spørg om livet

Hvor meget kan man ændre sin partner?

Kærlighed er altid en gave fra et menneske til et andet. Det er ikke noget, som vi kan købe eller forlange. Og vi kan selv være med til at fremme klimaet for, at kærlighedsatmosfæren næres, og at den anden part får lyst til at give tilbage. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Parforholdet er en lærerig skole, og selvom det ofte siges, at man kun kan ændre sig selv, skader det ikke kærligt at udfordre den anden. Med gensidig nysgerrighed kan man komme langt

Kære brevkasse

Jeg læste brevet fra Stine sidste fredag, og jeg tænker over alt det, hun savner. Jeg og min mand har været gift et helt liv. Og så tænker jeg på, hvor jeg dog har brugt – og spildt – meget tid på det, som Stine skriver om. Vort første halve liv troede jeg, at han var ansvarlig for min lykke. Så blev jeg klar over, at det var jeg selv.

Jeg kom til at tænke sådan: ”Hvad er det, du vil have – og hvordan får du det?”. Og så kommer historien om solen og blæsten, der kæmper om at få frakken af manden, der går sig en tur. Og vi ved jo, at det var solen, der vandt. Jesus siger: ”Giv, så skal der gives jer.”

Og jeg tror, at det også er sådan her. Hvad er det, jeg vil have, og hvordan får jeg det? Giv kærlighed, og du får kærlighed. Ikke nødvendigvis efter ”min opskrift” og på den måde, som jeg har tænkt mig. Men på så mange andre måder. Jo mere jeg gav slip, jo mere fik jeg af tilfredshed, af lyst til livet sammen, og en viden om trofasthed til ”verdens ende”, en vilje til at gøre det, jeg havde brug for ham til, fælde et træ, løfte de tunge ting, bare være her som den, man er.

Jeg tænker: Hvad lovede han, som han ikke har givet? Han lovede at elske og ære. Hvad er det? Det er vel at være det menneske, man er og var den dag, man lovede det. Og al den tid man gik der og blev glad for hinanden. Jo, vel ændres vi, og det har ingen eneret på.

Der er mange mænd, også gode mænd, der ikke bryder sig om at rode i deres følelser. De kan slet ikke. Og det kommer der ikke noget godt ud af at gennemtrumfe. Man kan ikke forlange det umulige. Tag et skridt ad gangen. Måske et frem og to tilbage. Hvis man er kommet foran, så må man jo vente på hinanden, altså, hvis man vil følges.

”En vej eller anden, vor Herre ved råd, måske ikke min vej, måske ikke din vej, men dog ad sin egen vor Herre ved råd” (Salmebogen nummer 24).

Jeg er sikker på, at hvis det er det, man vil, så finder man den også: vejen, hvor så end den går.

Venlig hilsen

Grethe

Kære Grethe

Mange tak for din respons. Du skriver om nogle vigtige pointer. Kærlighed er altid en gave fra et menneske til et andet. Det er ikke noget, som vi kan købe eller forlange. Og vi kan selv være med til at fremme klimaet for, at kærlighedsatmosfæren næres, og at den anden part får lyst til at give tilbage.

Man kan træne i at være tålmodig ved at give det, man ved den anden sætter pris på, ved at være taknemlig for det, den anden giver, og ikke primært have fokus på det, man nødvendigvis ikke får.

I sidste uge citerede vi Lars Hjortshøj, og han understreger netop, at kærligheden er et projekt, hvor man kan træne i at gøre godt for et andet menneske. Og at det ikke handler om at få, men at give. Det er også værd at have in mente, at de færreste kan presse en ændring frem hos en anden person, og mange har igennem tiderne haft et for stort fokus på, hvordan den anden skulle være, i stedet for at gå i sig selv og se på, hvad man selv kan bidrage med og ændre.

Vi behøver ikke at gå meget længere væk end til os selv. Vi tror, at mange genkender denne ikke altid hensigtsmæssige mekanisme med at have lyst til at ændre den anden og samtidig forsvare egne standpunkter og væremåde.

Når alt dette er sagt, så tænker vi, at det ikke er et enten-eller, men et både-og. Det er ikke en dårlig idé at udfordre hinanden til at lære noget nyt i en parrelation. Det er jo en af de gode ting ved at være to, at man kan blive udfordret af et andet menneske i gode rammer og så træne i nye tankemåder og nye kompetencer og dermed udvide sit eget repertoire til gavn for ægtefællen, men også til glæde for små eller voksne børn, venner, kolleger med videre.

Parforholdet er på en måde en skole, hvor man tænker, at begge har et udviklingspotentiale. Og egentlig vokser mennesker også ved, at der er nogen, der har forventninger til en. Ikke urimelige og uopnåelige forventninger, men forventninger om, at man kan udvikle sig, lære nye ting og træne på det, man ikke er så god til.

Man kan naturligvis ikke lave et meget introvert menneske om til at være spontant og udadvendt, ligesom man ikke kan forlange, at en meget social type skal lukke ned for de evner. Men alle har det, man i psykologsprog kalder ”den nærmeste udviklingszone”. Børn har for eksempel ikke glæde af, hvis forældre ikke forventer noget af dem. At opdrage er ikke at skælde ud, men at hjælpe et barn eller en ung til at drages op fra et niveau til et andet, så man udvikler sig og lærer nyt.

Sådan er det også med parforholdet. Man er ikke bare den, man er, og så skal man dermed være i fred resten af livet. Man skal tro på udviklingsmuligheder også i sit parforhold gennem livet.

Når det gælder det med at tale om følelser, ja så er vi overbevist om, at det for nogle mennesker falder enormt let og egentlig er en livsnødvendighed, og for andre er det meget svært og kan kalde på hjælpeløshed over, at man ikke ved, hvad man skal sige i en given situation. Derfor skal man heller ikke have urealistiske forventninger. Men det er ligesom at lære et nyt sprog, alle kan lære nogle nye gloser – det kræver dog både vilje, tålmodighed og træning. Men ingen kan forlange, at man skal tale et fremmed sprog lige flydende. Forskellighed må man have dyb respekt for. Hvis forskellighed ikke er et tema, så kan man ofte gå galt i byen i forhold til hinanden.

Ofte giftede vi os med hinanden, netop fordi vi var forskellige og dermed tilsammen kunne udfylde et bredere spektrum.

Og så er vi på den ene side enige med dig i, at man selv er ansvarlig for sin lykke og tilfredshed. Men modsat så går vi ikke ind for, at enhver er sin egen lykkes smed. Vi er alle afhængige af dem, vi omgiver os med til daglig. Vi er afhængige af deres respons, deres godhed, deres interesse. Vi er ikke isolerede øer. Vi er en del af et fællesskab, hvor vi gensidigt kan fremme hinandens glæde, tryghed og til tider lykke, og modsat kan vi lukke hinanden ned, skabe en atmosfære af manglende liv og lærdom, og det påvirker omgivelserne alt sammen.

Som voksne tænker vi, at vi kan lade os inspirere til at lære nyt hele livet, når det gælder fagområder, samfundsmæssigt indsyn og udsyn. Tænk for eksempel på alle de efteruddannelser, der findes. Vi har lyst til at understrege, at parforholdet også er noget, man kan udvikle, træne i og øge sine kompetencer i, til glæde for store og små. Og det at udfordre sin ægtefælle er ikke altid synd for vedkommende, men kan også være en gave, som kan bidrage til at udvide horisonten, blive mere menneskeklog og erobre nye kompetencer, naturligvis i det tempo, der er realistisk.

Så i stedet for at forsvare sig, trække sig eller noget helt tredje, når ens ægtefælle har vigtige udfordringer til en, så kunne man i stedet øve sig i at byde disse udfordringer velkommen og eksempelvis sige: ”Hvor lyder det spændende/besværligt/irriterende, det, du fremholder, det har jeg ikke selv tænkt på, og det er ikke altid så nemt at opleve, at man skal lære noget nyt eller korrigere noget gammelt, men lad mig alligevel høre lidt mere om, hvad du tænker.” Ved gensidig nysgerrighed kommer vi meget langt, og det er nysgerrigheden, der ofte lukker op for nye perspektiver og ny lærdom.

Mange hilsener