Prøv avisen

Hvor meget skal staten blande sig i borgernes trivsel?

Tegning: Rasmus Juul

Med tiden er der fra statens side kommet en mere udbredt regulering af borgernes sundhed. Det kan hjælpe med at reducere uligheden i, hvor sundt vi lever, men indskrænker samtidig den personlige frihed hos den enkelte

Rygestopsordning, bevægelsestilbud til familier med moderat overvægt og kurser i at håndtere angst og depression er blandt de 26 nye initiativer, som forebyggelses- og idrætsudvalget i Gribskov Kommune har udarbejdet i den seneste tid.

Trine Egetved-Sørensen (K), der er formand for udvalget, mener, at tilbuddene er nødvendigheder for at fremme sundheden og trivslen blandt borgerne.

”Når vi har lavet sundhedsprofiler, kan vi se, at der er flere, der drikker mere. Flere, der bliver ensomme. Flere, der får psykiske udfordringer. Kommunerne er forpligtede til at hjælpe borgerne, når det er så slemt, at de skal have noget hjælp. Det handler om forebyggelse, oplysning og om at opspore problemerne tidligt,” siger Trine Egetved-Sørensen.

Og det er der flere gevinster ved.

”For det første kan det hjælpe til at opdage sygdomme tidligt. Så kan borgerne få et bedre liv, inden det går galt. Og for det andet er der selvfølgelig også en økonomisk gevinst ved det, hvis vi når at hjælpe borgerne, inden de kræver behandling,” siger hun.

Men hvem ved, hvad ”et bedre liv” er? Det gør den enkelte selvfølgelig, mener Trine Egetved-Sørensen.

”Vi har selvfølgelig en grundlæggende ret til at leve vores liv, som vi vil, men jeg synes også godt, at vi kan nudge lidt ved for eksempel at oplyse borgerne om, at hver anden, der ryger, dør af det. Det er ikke, fordi man som borger bliver påduttet at have en bestemt bmi eller være ikke-ryger, selvom en mindre sund livsstil kommer til at påvirke samfundsøkonomien negativt i sidste ende. Det handler for mig i stedet om at skrue lidt på tingene ved at lave tilbud til dem, der ønsker det.”

I mange af landets andre kommuner er der lignende tilbud med fokus på borgernes trivsel og mentale sundhed. Senest har Odense Kommunes sundhedsudvalg i går drøftet et forslag om en belønning i form af gavekort til gravide rygere, der tager imod kommunens rygestoptilbud. Kasper Ejlertsen (S), formand for sundhedsudvalget, fortæller, at de med forslaget følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Statens institut for folkesundheds undersøgelser, der viser, at et økonomisk incitament kan motivere nogle til at stoppe med at ryge.

”Selvom effekten er størst på den korte bane, er det positivt, hvis et økonomisk incitament kan afholde den gravide fra at ryge under graviditeten, så barnet undgår følgeskader. Vi har en ambition om en røgfri generation af unge i 2025 og en røgfri by i 2030, og vi vil gerne hjælpe dem, der har det sværest. For at det ikke blot skal blive tomme ord, er det vores opgave at sætte handling bag med forslag som dette,” siger Kasper Ejlertsen og tilføjer, at tilbuddet til de gravide naturligvis skal være frivilligt.

I Københavns Kommune er man gået skridtet længere og har for eksempel gjort det til et krav, at kommunens sosu-hjælpere træner i arbejdstiden, hvilket kommunen håber vil nedbringe sygefraværet og mindske risikoen for, at personalet nedslides.

Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) ser det som sin opgave som chef for de 10.000 medarbejdere at sørge for, at sosu-hjælperne kan blive ved med at håndtere de tunge løft i løbet af arbejdsdagen.

”I et samfund som det danske, hvor der er en kæmpe ulighed inden for sundhed, synes jeg, at det er vigtigt, at det ikke er borgerens uddannelse eller indkomst, der afgør, hvilke muligheder den enkelte har for at leve sundt. Der er mange, der ikke har overskud til at gå ned i træningscentret, når de kommer hjem fra arbejde. Hvis man skal bryde med den ulighed, der er i sundheden, skal staten gøre det lettere at leve sundt, og det har vi som kommune også en opgave i at sikre ved for eksempel at indføre obligatorisk træning i arbejdstiden,” siger Sisse Marie Welling.

Men ifølge Mia Amalie Holstein, der er velfærdspolitisk chef for den borgerlige-liberale tænketank Cepos, er sådanne tiltag at blande sig for meget i borgernes trivsel.

”Når man tilbyder nogle mennesker behandling for overvægt, stigmatiserer man dem, der måske ikke har set sig selv som overvægtige tidligere, men nu bliver peget ud. Hertil kommer, at der ikke er entydig dokumentation for, at indsatser mod overvægt virker. Man går alt for langt med denne type interventioner. Det samme gælder, når det offentlige stiller krav om obligatorisk træning i arbejdstiden for at reducere sygefraværet. Det er en klar overskridelse af privatsfæren, og evidensen halter,” siger Mia Amalie Holstein.

Hendes kritik af den obligatoriske træning i arbejdstiden skyldes særligt to faktorer. For det første har hun ikke fået påvist nogen evidensbaseret effekt på sygefraværet ved træningen, selvom kommunen ligger inde med undersøgelser om, at blandt andet medarbejderne nakkesmerter er reduceret som følge af træningen. For det andet kan kravet om træning ifølge Mia Amalie Holstein ikke forsvares moralsk. Det offentlige bør nemlig ikke kræve, at borgerne tilpasser sig en sundhedsprofil efter myndighedernes ideal.

”Der skal også være plads til at navigere efter andre idealer i livet end sundhed. Nogle mennesker prioriterer for eksempel deres religion eller karriere over sundhed og har perioder i livet, hvor de tilsidesætter sundhed for at faste eller arbejde hårdt eksempelvis. Jeg tror ikke på, at staten er bedre end borgerne selv til at træffe valg og gøre borgerne lykkelige. Det er ikke alle, der har lyst til at leve asketisk efter kostpyramidens forskrifter, indtil de er 85 år. Nogle vil måske hellere leve livet i fuld fart og til gengæld tage herfra som 70-årige. Vi skal ikke umyndiggøre borgerne, men bevare deres personlige frihed,” siger Mia Amalie Holstein.

En af dem, der føler sig umyndiggjort, er Githa Margrethe Thinggaard Andersen fra Næstved, der har røget, siden hun var 13 år. Nu er hun 60 år. Hun har altid nydt at ryge, for det får hende til at slappe af.

”Det betyder meget for mig at ryge, når jeg kommer hjem, og jeg synes, at det er lidt vildt, at man efterhånden kun kan ryge i sit eget hjem og på de brune pubs,” siger Githa Margrethe Thinggaard Andersen og fortsætter:

”Hvis jeg holdt op med at ryge, ville det forringe min livskvalitet. Og når staten først begynder at fortælle mig, hvor jeg må ryge, bliver det næste, at de skal bestemme, hvor meget motion jeg skal dyrke, eller at kød pludselig også bliver en forbudt spise. Lad mig nu selv tage stilling til, hvad det gode liv er for mig. Det er ubehageligt, at de vil styre, hvordan vores liv skal være. Vi ender som de rene produktionsenheder, der bare skal kunne yde vores til holde samfundet i gang.”

Hun synes i stedet, at politikerne skulle til at fokusere lidt mere på klimapolitik og reguleringer af vores adfærd i sådanne henseender.

”Klimaforandringerne får konsekvenser for alle. Det gør rygning ikke på samme måde. For det er mig, der skal leve med konsekvenserne heraf,” siger Githa Margrethe Thinggaard Andersen.

Men hvad så, hvis hun bliver syg af røgen, og staten som konsekvens heraf skal betale for behandlingsforløbet?

”Jeg har røget 20 cigaretter om dagen i over 40 år, så med alle de afgifter på cigaretterne må jeg efterhånden have betalt, hvad et sådant behandlingsforløb vil koste,” siger hun.

Men har grænsen for, hvor meget man politisk bør bestemme over, hvad ”det gode liv” er, rykket sig med tiden? Lasse Horne Kjældgaard, professor ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet, har skrevet bogen ”Meningen med velfærdsstaten” om den historiske udvikling i synet på velfærdsstatens rolle. Selvom sundhedspolitik langtfra er et nyt diskussionsemne, er der med tiden kommet mere opmærksomhed på og en udbredt regulering af borgernes sundhed.

Tilbage i midten af 1950’erne mente man, at velfærdsstaten skulle koncentrere sig om at forbedre den sociale sikkerhed. Hvad borgerne havde af for eksempel sjælelige problemer, kunne man ikke tage sig af fra politisk hånd.

”Det var ikke statens ansvar. Det var i kulturen, at borgerne måtte søge hjælp hertil. Statens skulle derfor i stedet støtte kulturtilbud, uddannelse og oplysning, som kunne hjælpe borgerne til selv at acceptere og håndtere disse problemer. For grundholdningen i samfundet var, at det ikke var målet med velfærdsstaten at gøre folk lykkelige,” siger Lasse Horne Kjældgaard.

For eksempel skrev forfatter Leif Panduro (1923-1977) i Ekstra Bladet i 1962, at velfærdsstaten ikke måtte blive en forsikring om lykke, fordi den så ville få den modsatte virkning.

”Den er glimrende, så længe den er et middel. Bliver velfærden i sig selv et mål, så bliver folk vanvittigt ulykkelige,” skrev Leif Panduro: ”Velfærden er værktøjet. Det kan aldrig blive en samfundsetik, at man skal have det rart, det bliver så vulgært simpelthen.”

Men i kraft af at den sociale sikkerhed fylder mindre, har statens behov for netop at blande sig i borgernes eksistentielle og psykologiske tilstande meldt sig.

”Flere har i den forbindelse gjort opmærksom på dobbeltheden i denne udvikling. For en ting er de etiske hensyn, som man begrunder tiltagene med – at man vil passe bedre på folk og give dem bedre levevilkår. Men på den anden side handler det også om at pleje egeninteresser. Velfærdsstaten har ikke kun brug for raske og mentalt sunde borgere. Den har også brug for arbejdende og skattebetalende borgere,” siger Lasse Horne Kjældgaard og tilføjer, at der på den måde også er et indbygget paradoks i velfærdsstaten.

”På den ene side har vi nu en stat, der vil gøre en masse for borgeres velfærd og sundhed, men samtidig er der en masse borgere, der ikke ønsker at passe på sig selv eller som ikke føler, at det tilfører livet noget positivt at leve efter det offentliges forskrifter på sundhed,” siger Lasse Horne Kjældgaard.