Prøv avisen
Etisk sagt

Mit største dilemma: Hvor tit skulle jeg besøge min døende far?

"Hvor tit skulle jeg besøge ham i den sidste tid, og hvordan skulle jeg drage omsorg for min mor? For samtidig havde jeg børn derhjemme og et krævende arbejde, som jeg skulle tage mig af," siger museumsdirektøren Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh overvejede for nylig, om han skal søge penge hos en fond, der også støtter akut nødlidende mennesker som følge af coronakrisen. Et samfund uden kultur er fattigt, men kunne han være bekendt at bede om penge lige nu?

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det har jeg lige været. Det er en del af mit arbejde at søge penge hos store fonde, som hjælper os med at realisere udstillinger, lave arrangementer og andre publikumsvendte aktiviteter. I sidste uge overvejede jeg at gribe røret og kontakte en stor international, velhavende fond, som jeg ved ikke kun støtter kultur, men også mennesker, der rammes direkte og indirekte af coronakrisen. Kan jeg tillade mig i denne situation, hvor så mange mennesker er så hårdt ramt, at bede om penge til en udstilling, som jeg synes er vigtig at lave, men som ikke har den samme akutte og presserende karakter som mennesker, der lider nød?

Det er et dilemma, for jeg kan heller ikke forestille mig et samfund, hvor man stopper al støtte til kultur – det ville være et fattigt samfund. I sidste ende kan fonden jo bare sige nej tak til at støtte os, men når jeg står med telefonen, bliver det nærmest et samvittighedsspørgsmål – kan jeg være bekendt at bede om penge? Derfor besluttede jeg ikke at ringe til dem denne gang, men vente, til jeg har et ærinde, der ligger tættere op ad deres aktuelle prioriteringer.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

I mit professionelle virke er det at gøre Statens Museum for Kunst vedkommende for endnu flere. Jeg ser det som en etisk udfordring, fordi det handler om at bringe livsfylde i så mange menneskers liv som muligt med de midler, vi har.

I mit private liv oplevede jeg en stor etisk udfordring for otte år siden, da min far lå for døden i Berlin. Hvor tit skulle jeg besøge ham i den sidste tid, og hvordan skulle jeg drage omsorg for min mor? For samtidig havde jeg børn derhjemme og et krævende arbejde, som jeg skulle tage mig af. Jeg forsøgte at støtte mig op ad, hvad der føltes rigtigt i mit hjerte, og endte med at besøge ham hver 14. dag.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det største dilemma er for mig at se spørgsmålet om, hvordan nationer og verdenssamfundet skal tage hånd om flygtninge. Det handler om den basale menneskelige omsorg for andre, der kommer fra umenneskelige forhold.

Den umiddelbare tilskyndelse er for mange af os at åbne grænserne og sige ”kom, vi finder ud af det”, men samtidig ved vi jo godt, at åbnede vi vores grænser fuldstændig, ville velfærdssamfundene bryde sammen. Det er et kolossalt politisk-etisk dilemma, som ikke må låse os fast, for vi er nødt til at finde løsninger.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Jeg kan godt lide den tyske oplysningstænker Immanuel Kants kategoriske imperativ, som vist godt kan oversættes til, at ens handlinger skal kunne ophæves til almen lov. Det er en god ledetråd, men den er svær at efterleve, og jeg gør mange ting, jeg nødig så ophævet til lov.

For eksempel har jeg en stor, benzindreven bil, som jeg ganske vist ikke tager til arbejde, men som jeg kører i, når vi for eksempel skal i sommerhus. Og når jeg kommer op i sommerhuset, fyrer jeg lystigt i brændeovnen.

Det er to eksempler på, at jeg handler i modstrid med, hvad jeg mener er det rigtige at gøre. For klimabelastningen, også den enkeltes, har store implikationer. Jeg og garanteret også mange andre er så tilbøjelige til at tænke: ”det er jo bare min lille brændeovn, den gør nok ikke den store forskel i klimaregnskabet”. Men vi ved jo godt, at det er en måde at forhandle med sig selv på, når man i dagligdagen bryder med sine egne etiske principper.

”Jeg forsøgte atstøtte mig op ad,hvad der føltesrigtigt i mit hjerte, og endte med at besøge ham hver 14. dag.

Mikkel Bogh
56-årige Mikkel Bogh har siden 2014 været direktør for Statens Museum for Kunst i København. – Foto: Inger Marie Mulvad/Statens Museum for Kunst.