Prøv avisen

Hvordan bør man klæde sig på arbejdspladsen?

Tegning: Rasmus Juul

Mange arbejdsgivere har særlige beklædningsregler. Men bør det ikke være op til den enkelte selv at vurdere en passende påklædning? Spørgsmålet deler vandene, fordi vi i et stadig mere individualistisk samfund selv vil sætte grænserne på arbejdet såvel som i det offentlige rum

En mail til medarbejderne på Morgenavisen Jyllands-Posten har sat gang i diskussionen om påklædning på arbejdspladser. Mailen var fra chefredaktør Jacob Nybroe, og i emnefeltet stod der ”Sommerbeklædning på Jyllands-Posten” efterfulgt af en instruks om ikke at følge årstidens drift mod de lette gevandter, men at undgå shorts og miniskørter på arbejdspladsen.

Det er blot seneste eksempel på, at virksomheders regler for påklædning har udløst debat. Tidligere har postbudene efter lang kamp vundet en faglig kamp om retten til at bære shorts, når temperaturen røg i vejret. Og i 2012 fik en mandlig psykolog på et hospital fastslået i Ligestillingsnævnet, nu Ligebehandlingsnævnet, at han havde ret til at bære shorts under kitlen.

Men bør arbejdsgiveren gribe ind over for de ansattes påklædning, eller skal det være op til den enkelte? Og hvor går grænsen?

Viser termometeret 25 grader, vil nogle ret naturligt vælge shorts eller en kort kjole frem for lange, varme bukser. Men virksomhederne ønsker at fremstå professionelle og ordentlige over for kunder, kilder og klienter – og opretholde virksomhedens image – og her kan en mere dækkende beklædning spille en stor rolle.

Sanne Udsen, etiketteekspert og forfatter til flere bøger om takt og tone på og uden for arbejdspladsen, forstår udmærket ræsonnementet i at instruere medarbejdere i, hvordan de skal gå klædt. Det er i øvrigt også chefens ret.

”Det er en arbejdsplads. Er du kommet for at holde fri eller for at arbejde?”, spørger hun retorisk og fortsætter:

”Men problemet er, at det er enormt delikat. Det tøj, man har på, er udtryk for et personligt valg. Og folk kan blive meget fornærmede, hvis nogle ikke mener, de ser rigtige ud.”

Mange virksomheder har i en eller anden grad udformet en politik for beklædningen. Nogle steder er det blot en påmindelse om ikke at bære alt for nedringet eller lårkort tøj, mens jakkesæt eller som minimum skjorte især i finanssektoren flere steder er et krav. Ifølge en Megafon-måling bragt i TV 2 og dagbladet Politiken sidste år svarede næsten hver femte af de adspurgte, at deres arbejdsplads har instrukser om, at mænd eksempelvis ikke må bære shorts. Men 34 procent af dem mente, at det burde laves om.

Men hvorfor kan påklædning og grænser for selvsamme dele vandene så markant, som det er tilfældet?

Mange føler, at tøjvalget er deres egen sag, og at de selv nok kunne vurdere, hvor skillelinjen går, siger Sanne Udsen. Så længe man ikke krænker nogen, forstås. Det er jo det rationale, vi er vant til at bruge, når vi færdes i haven eller på byens gågade. Derfor er det svært for en arbejdsgiver at definere grænsen.

”Jeg har nogle gange været ude at snakke med personale og chefer, der jo i sidste ende sidder med aben og skal formulere reglerne. Og det er enormt svært for dem at tage snakken med medarbejderne om, at de ser forkerte ud, om det så er mænd, der kommer i shorts, eller kvinder, der kommer i nedringede bluser eller for korte nederdele,” siger Sanne Udsen.

”Folk kan jo blive stødt over at se en person i burka og omvendt blive vrede over at se bare maver. De fleste vil vel helst se et eller andet midtimellem.”

Men nogle vil opfatte det som decideret uetisk og et indgreb i den personlige frihed at få dikteret en bestemt beklædningspolitik. Man kan hurtigt føle sig gået for nær, siger Henrik Jensen, historiker på Roskilde Universitet, som blandt andet har forsket i individualitet, autonomi og det personlige ansvar.

”Vi har en stor tro på vores individuelle autonomi, og at vi skal fremtræde, som vi føler os. Når der så kommer et direktiv om, at der er visse grænser, reagerer vi. Vi har vænnet os til, at det er os selv, der bestemmer vores fremtoning, men nu kommer der åbenbart en modbevægelse,” siger han og fortsætter:

”Det er jo alt sammen et spørgsmål om grænser. Man vil ikke tvinges til at være klædt på, så man ikke kan kende sig selv. Det betyder ikke, at vi alle skal gå rundt i jakkesæt og slips. Det ville være at drive den lige lovlig vidt. Men jeg synes godt, man som minimum kan kræve en neutral fremtoning, både i den offentlige og private sektor,” siger Henrik Jensen.

Selvom dilemmaet om, hvordan vi skal gå klædt på arbejdspladsen, kan lyde som et begrænset problem, stikker det dybere, siger kultursociolog Emilia van Hauen. Det ”går i clinch med den moderne frihed og individualisme, vi tror, vi har”.

”Folk reagerer mod det, der betragtes som en diktatorisk forordning, baseret på censur af deres frie og personlige udtryk. Selvstændighed og frisind er to af de vigtigste værdier i den danske kultur, og når en chef vil bestemme medarbejdernes fremtoning ved at forbyde bestemte beklædningsgenstande, der ellers er bredt accepteret, går det også imod 150 års demokrati. Førhen var samfundet baseret på pligter, men i dag er det snarere omvendt; at vi er opdraget med først at have nogle særlige rettigheder, og først derefter selv skal levere varen i form af forpligtelse.”

Derfor kan det hurtigt blive en penibel sag at indføre en decideret beklædningspolitik. Men i stedet for at lægge op til et forbud mod visse beklædningsgenstande, kunne man jo instruere medarbejderne i at klæde sig på, alt efter hvilke mennesker, man den dag ved, man skal møde. Og så i øvrigt bruge sin sunde fornuft, mener kultursociologen.

”Men der findes ikke et entydigt svar på problemstillingen,” siger Emilia van Hauen og nævner, at man for 20 år siden ikke ville have løftet et øjenbryn over, at der blev indført beklædningspolitik på en arbejdsplads.

”Og det her ville med al sandsynlighed heller ikke få lige så stor opmærksomhed i Frankrig, Italien eller England, hvor man er mere vant til mere rigide regler for, hvordan man klæder sig i forskellige sammenhænge.”

Men vi er også blevet mere ligeglade med vores påklædning, mener Sanne Udsen, og derfor vil vi ikke dømmes på udseendet. Heller ikke selvom vi går i nedringede bluser, handler i Netto i bar mave eller nøgenbader på stranden.

”I gamle dage havde mange restauranter eksempelvis slipsetvang for mænd. Havde man ikke slips på, kunne man leje et for en høj pris i restauranten,” siger Sanne Udsen, og Emilia van Hauen supplerer:

”Vores samfund er i større grad præget af, at alting flyder, også med hensyn til hvordan og i hvilke situationer autoriteten håndhæves. Det er ikke mange år siden, at shorts til mænd på en arbejdsplads ikke ville gå, men vi står altså også midt i et generationsskifte, hvor den unge generation har indtaget arbejdspladserne, og de har en anden tøjkultur med sig. På den baggrund kommer Jacob Nybroe helt naturligt til at fremstå som gammeldags. Men der vil også være mange, der synes, han er sej, fordi han påtager sig et klart lederskab baseret på nogle værdier, som han italesætter ret stærkt – og så tager han også selv de tæsk, som han forventeligt får.”

Beklædningspolitik eller ej kan eksperterne blive enige om, at den sunde fornuft først og fremmest bør råde både på arbejdspladsen, og når vi færdes i det offentlige rum. Og ellers kan man passende lytte til Emma Gads råd i etikettebogen ”Takt og Tone” fra 1918.