Prøv avisen
Spørg om livet

Hvordan får vi kontakt til vores børn efter vores årelange alkoholmisbrug

Ny tillid opstår ikke pludseligt, men skal genopbygges langsomt over meget lang tid. Vi vil derfor opmuntre jer til at tage et skridt ad gangen på denne nye vej efter års afhængighed og så glæde jer over hver eneste lille kontakt, der kan muliggøres, skriver brevkassen i et svar til ægtepar. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Far drak, mor var medafhængig, og de voksne børn lagde afstand. Nu er alkoholen lagt på hylden, men det kniber med at genvinde børnenes tillid

Kære brevkasse

Vi er et forældrepar, som går og tumler med et problem og mange bekymringer, som vi har svært ved at se os ud af.

Her kommer lidt forhistorie.

For et år siden kom min mand i alkoholbehandling. Det var rigtig godt, og han er nu ædru alkoholiker og passer sine AA-møder til punkt og prikke.

Drikkeriet har stået på i flere år, og det har selvfølgelig givet store problemer og mange skår i vores ægteskab og for vores tre voksne børn, som vi elsker meget højt.

Min mand har gang på gang benægtet, og jeg har været den medafhængige hustru, som har løjet for at dække over drikkeriet. Lige efter bogen.

Vores voksne børn har taget afstand fra os for at passe på sig selv, og vi er blevet isolerede og ensomme. I perioder har vi ikke måttet se vores fem dejlige børnebørn.

Vi kan sagtens forstå vores børns reaktion og adfærd og forventer, at det tager tid at få opbygget tilliden igen. Vi forsøger efter bedste evne med stor tålmodighed at give dem kærlighed, rum og tid. Vi ved, at det tager tid at tilgive, at slikke sine sår og komme videre med sin magtesløshed.

Vi forsøger ikke at sætte os i offerrollen, men aktuelt er vi der, hvor vi ikke ved vores levende råd.

Et af vores børn er sikker på, at min mand stadig drikker.

En anden, som bor i nabobyen, er hårdest ramt.

Spørgsmålet til jer er nu, hvordan vi skal reagere på hans adfærd? Han besøger os ikke og fordrer af os, at vi skal skrive sms eller varsle, hvis vi vil besøge dem.

Vi har i dette år ikke følt nogen støtte og opbakning fra vores børn. Vi kan næsten tænke, at det er efter anvisning fra deres terapeuter.

Vores stolthed forbyder os at søge om audiens før et besøg hos vores søn. Måske er det ikke reelt at have det sådan?

Vi savner vores børn og børnebørn rigtig meget, og ønsker og beder til Gud om, han vil bane vejen for en ny begyndelse og give os alle viljen til at komme videre.

Vi føler, at vi har lagt os fladt ned. Vi har begge givet vores børn en stor undskyldning og lagt alt frem på bordet.

Det har givet os en stor frihed. Vi forsøger sammen at få en god og positiv hverdag, men vi føler, at vi hele tiden er på overarbejde, da den manglende relation til vores børn og børnebørn fylder så meget i vores tanker det meste af tiden.

Venlig hilsen Astrid og Flemming

Kære Astrid og Flemming

Tak for jeres ærlige brev om et meget tabubelagt tema. Flere, end man aner, kæmper med alkoholproblemer i større eller mindre grad, og det er ofte forbundet med både benægtelser, skam og helbredsproblemer.

Ofte er det et problem, der kommer snigende igennem mange år, og som så vokser sig større og større over tid. Som I skriver, kommer den nærmeste pårørende også mange gange til at følge de uhensigtsmæssige mønstre og bliver spundet ind i sløring og løgne om problemet.

Hvor er det godt, at der nu er taget fat om problemet, og at din mand følger planen, som skal hjælpe med at konfrontere ham og dig med, at alkohol skal være totalt ude af jeres liv.

At være ædru er både at være uden alkoholpromille i blodet og at være helt realistisk og nøgtern i forhold til egen formåen og egne brister.

Vi forstår godt, at det er en smerte at opleve jeres børns forskellige reaktioner og den sparsomme kontakt. Trods det, I har været igennem, elsker I jo både dem og ikke mindst jeres børnebørn lige så højt som alle andre bedsteforældre. Så I betaler nu en svær og stor pris for alle de år, hvor det var jeres børn, der oplevede misbrug og uærlighed.

Og prisen er netop, at de kan have mistet tilliden til jer og føle sig svigtet på flere måder igennem en længere årrække. Meget af din mands og din egen energi har jo tidligere været bundet op i at bagatellisere og skjule misbruget.

Når jeres børn kan blive i tvivl, om drikkeriet er stoppet helt, er det helt forståeligt, for de har jo tidligere oplevet ting, der ikke stemte, og så lang tid er det jo heller ikke siden, at drikkeriet ophørte. Hvis de har haft kontakt til terapeuter, er det sikkert et udtryk for, at de har kæmpet med svære ting i deres liv måske både i forhold til alkoholmisbruget hos jer eller andre ting, som de har haft brug for at drøfte og finde en vej i.

I skriver, at jeres stolthed forbyder jer at bede om audiens.

Vi tror, at I må revidere både sprogbrug og tankerne om det. Og vores bedste råd til jer er at lægge stoltheden helt ned og gå ind på de præmisser, som bliver lagt frem fra jeres børn om samvær.

Jeres børn har været nødt til at gå ind på jeres misbrugspræmisser i årevis. Det har de måttet gøre helt uden, at de har haft lyst til eller indflydelse på det, der foregik.

De oplever sig derfor af helt naturlige grunde svigtet af dem, som de ønsker at have fuld tillid til – nemlig deres forældre. Og ny tillid opstår ikke pludseligt, men skal genopbygges langsomt over meget lang tid.

Vi vil derfor opmuntre jer til at tage et skridt ad gangen på denne nye vej efter års afhængighed og så glæde jer over hver eneste lille kontakt, der kan muliggøres. Og når det gælder dem, I må kontakte på forhånd med en forespørgsel via en sms om lov til besøg, så gør det glad og gerne og med ydmyghed i sindet.

I kan ikke bruge stoltheden til noget som helst i denne sammenhæng. Mange andre mennesker, hvor der ikke har været disse ting ind over, sætter også pris på at blive adviseret på forhånd inden et besøg for eksempel via en sms.

Vi forstår inderligt godt jeres smerte, for alkoholikere og den medafhængige ægtefælle har jo også følelser og har også længsler og ønsker om fællesskab og familieglæde.

Og mange misbrugere kan endda også have et ganske følsomt sind – det er jo måske derfor, at man i sin tid havde brug for at dulme ting med alkohol.

Og vi forstår inderligt godt jeres ønske om, at tingene nu så hurtigt som muligt må ændres til fællesskab, fordi I selv er et helt andet sted end for et år siden. Og fordi I har indrømmet og bedt om tilgivelse.

En forsoning eller en ny udvikling går imidlertid med forskellig hastighed i det enkelte menneske. Og den realisme tror vi, I kommer langt med.

Forbliver I ædru – på hver sin måde – så tænker vi, at jeres børn måske langsomt kan få mod til at øge kontakten lidt igen.

Det vil ikke kun være godt for jer, men også for dem – og for jeres børnebørn, som trænger til kendskab og kontakt med deres bedsteforældre.

Vi ønsker for jer, at I får mod og kræfter til tålmodigt at arbejde på med små skridt at opbygge de sårede relationer igen.

Mange hilsener