Hvordan påvirker tro en terapeutisk behandling?

Mennesker i krise, der søger en behandler, kigger ofte efter psykologens uddannelse og baggrund. Men også behandlerens mennesksesyn spiller en rolle, og det kan være svært at få greb om

Selvom klienter og patienter forhåbentlig oftest respekteres for deres eventuelle tro, ses det sjældent som en ressource hos majoriteten af behandler, lyder dagens svar om psykologers baggrund.

Kære brevkasse

Jeg synes, det kunne være gavnligt og interessant at høre lidt mere om, hvad I tænker om, hvordan jeres kristne livsindstilling indvirker på jeres professionelle arbejde.

Venlig hilsen
Christian

Kære Christian

Tak for din henvendelse. Det er et relevant spørgsmål, som du kommer med, og samtidig er det svært at skrive om på begrænset plads. Vi vil alligevel forsøge at dele nogle tanker om det, som dit spørgsmål giver anledning til.

Når mennesker henvender sig til en psykolog eller en psykiater, er der mange, der ikke reflekterer noget videre over, hvilken baggrund eller tilgang til arbejdet den pågældende behandler har. Man har bare brug for hjælp og håber på at få det. Nogle gange er der mere bevidsthed om det, og man er måske opmærksom på, at det er en psykolog med for eksempel en kognitiv adfærdsterapeutisk referenceramme, man søger, fordi man har nogle konkrete, tilbagevendende symptomer eller tankemønstre, som man gerne vil have hjælp til at udfordre og justere. Og det er bestemt relevant.

I forhold til en psykiaterhenvisning er der også en del, som er opmærksomme på, om det er en behandler, der er hurtig med receptblokken, eller om man også kan tale med vedkommende og se sine problemstillinger i et mere integreret perspektiv, hvor der tages højde for både psykologiske, sociale og biologiske faktorer. Går vi en del år tilbage til vores første tid i den terapeutiske verden, var der næsten tale om to meget skarpt opdelte faglige tilgange. Der var de biologiske psykiatere og de psykoterapeutiske, og de havde ikke altid let ved at forstå hinanden. Heldigvis har det bedret sig noget i de senere år, selvom vi fortsat kan være noget kritiske over for dem, der stort set kun bruger samtalen til at finde ud af, hvilket præparat der kan ordineres.

Når en psykolog eller psykiater skal karakteriseres, er det ofte deres tillægsuddannelse, der kommer i spil. Det kan dreje sig om en psykodynamisk overbygning, hvor der tages højde for menneskers livsfortælling eller som anført en kognitiv referenceramme eller måske en mere familieterapeutisk tilgang. Vi har selv en del uddannelse i disse tre tilgange. Men når det kommer til en mere grundlæggende forståelse af livet, til menneskesynet, om der er en mening eller idé eller en skaber bag denne verden, om det gode og det onde, så står det ofte hen i det uvisse, hvad den enkelte behandler repræsenterer eller synes er vigtigt. Det tænker vi ikke blot er en uvilje eller forglemmelse, men måske er det mere en almindelighed blandt mange danskere, at det med at kunne definere sit menneskesyn, sine holdninger til livet og sin tro, ikke ses som noget, man gør, eller som er specielt afgørende.

Ydermere er den videnskabelige tilgang til psykolog- og psykiateruddannelsen overvejende naturvidenskabelig. Tro og religion bliver der af den grund ikke undervist noget videre i, og i bedste fald bliver tro og religion en uvigtig privatsag. Selvom klienter og patienter forhåbentlig oftest respekteres for deres eventuelle tro, ses det sjældent som en ressource hos majoriteten af behandlere.

At det er sådan, har for nogle en del konsekvenser, da mennesker i sorg, krise eller magtesløshed ofte stiller betydeligt flere spørgsmål om mening, skyld og tro end til dagligt. Flere prøver at bede til Gud, og mange er mere åbne for eventuelt at finde en ny mening midt i det svære, end dengang de klarede livet ubesværet. Så man får jævnligt den lidt uheldige sammensætning, som en del forskning har påpeget, at patienter med en øget refleksion om religiøse spørgsmål får hjælp af behandlere, der er mindre religiøse end gennemsnittet. Det kan let betyde, at tro og religion bliver et ikke-tema, eller at den hjælptrængende har noget vigtigt indeni sig selv, som overses og måske blive oplevet som blufærdigt eller skamfuldt af den pågældende.

Og hvad har det så med os at gøre, som psykolog og psykiater, der også er praktiserende folkekirkemedlemmer, og som har den kristne tro og livsindstilling og et dybt ønske om, at det er en integreret del af vores liv? Her vil vi nævne nogle perspektiver:

Vi vil gerne bidrage til, at tro og religiøsitet bliver et emne, som er relevant og prioriteret, når mennesker søger hjælp. Det kræver undervisning på studierne, kompetent supervision og mod til at reflektere over egne holdninger til livet. En kristen tro kan være en stor ressource, hvis den udfolder sig sundt i et menneskes liv, ligesom den kan være en livsindsnævrer, hvis man har fået den ind i sit liv på en usund måde gennem opvækst, mærkelige sekter eller lignende. Man kan på en måde sammenligne religiøsitet med seksualitet. Den kan også være en livsgave, hvis den er sund, og den kan være destruktiv, hvis den er traumatiseret i livets løb. Fagligt vil det derfor være hensigtsmæssigt, at man tog religiøsiteten lige så alvorligt som seksualiteten og hjalp den til at blive bevidst og måske om muligt en støtte videre i livet.

Vi vil også gerne bidrage til, at mennesker med en tro i sin livsbagage bliver anerkendt og forstået. Det gælder både dem, som har et aktivt liv i en menighed, og dem, som har en mere forsigtig og ubevidst tro. Spørger man midaldrende eller ældre mennesker ind til deres historie, er der påfaldende mange, der for eksempel kan huske, at de havde en mor eller far eller bedstemor, der bad aftenbøn med dem, eller som måske sang: ”Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje … ” Det er et lille eksempel blandt mange på, at troen kan være et lille sennepsfrø, som bor langt inde, og som eventuelt kan vokse sig tryggere, hvis det får ilt og næring.

I den kristne kultur og i de bibelske historier er der en skatkiste af billeder og metaforer, som kan bidrage til at sprogliggøre og muliggøre en genkendelse af sig selv i en psykoterapeutisk proces. Man kan spejle sig i kampen mellem det gode og det onde, om løgn og sandhed. Man advares mod materialisme og relationer bygget på falskhed. Og man kan finde sig selv som en, der må gå lang tid i en ørken. Man kan også se kontrasten eller dilemmaet om at bygge sit liv på en klippe, hvor tro og forståelse omsættes i handling eller måske i stedet fristes til at bygge på sand, hvor det, man tænker og tror, så at sige løber ud i sandet i det virkelige liv. Man kan også nogle gange blive så fikseret på fortiden og så bagudvendt, at man bliver til en saltstøtte som Lots hustru. Eksemplerne står i kø.

Vi tror, at der er en masse psykologisk sundhed i en sund kristen teologi. For den siger os noget om et realistisk menneskesyn, om balancen mellem at være en synder, som let fristes og giver plads til ondskab og egoisme i forskellig grad og på den anden side tilskynder til at øve os i taknemmelighed og værdsættelse af os selv som mennesker og at elske vores næste i konkret praksis. Kristendom siger noget om konfrontation, opgør, tilgivelse og forsoning, og den peger på en sund vej mellem individualisme og fællesskab. Bagved eller over alt kaldes vi ind i en position, hvor vi er begrænsede mennesker, hvor Guds omsorg, kærlighed og håb rækkes til os, også når vi måske er undervejs i en vanskelig livsfase og har svært ved at fange det.

Vi tænker ikke, at disse ord er lette eller selvfølgelige. Og i vores professionelle virke er vi forsigtige med de store ord. Vi prøver at følges med mennesker, hvor de er. Det gælder også de mennesker, som ikke har et forhold til tro. De skal også mødes med omsorg og professionalisme, og der skal være en dyb respekt for deres intrigeret og deres ståsted – i hvert enkelt tilfælde.

Vi er selv undervejs og må ofte stamme på ordene og kæmpe med tro og tvivl. Vi har selv mange spørgsmål om tro og mening. Vi tænker også, at som psykolog og psykiater vil det i flere tilfælde give god mening at henvise videre til en præst eller en god sjælesørger.

Vi ender denne sidste brevkasse i 2020 med julens og inkarnationens største mysterium. Gud blev menneske. Ikke som krigsherre eller som verdenshersker. Men som et barn. Symbolikken er uoverskuelig stor. Det kan ikke modtages for penge eller ved præstation. Kun ved nåde og tro. Glædelig jul og alt godt til alle vores læsere. Velkommen til at skrive breve og mails med spørgsmål eller refleksioner. Vi mødes i det nye år.

Mange hilsener
Anette Due Madsen og Jørgen Due Madsen