Kære Brevkasse
Jeg blev enkemand for otte år siden. Fire år efter blev jeg kæreste med Alice, og jeg fortalte min datter om forholdet. Hun svarede, at hun godt havde observeret, at jeg havde taget min giftering af, og det havde givet hende nogle spekulationer. Alice var en fælles bekendt af familien. Alice følte efterfølgende kulde og en anderledes væremåde fra min datter. I en del år har der således været et vanskeligt forhold mellem mig og min datter.
Ved sidste årsskifte var Alice og jeg på besøg hos nogle nære venner. Jeg fortalte om det vanskelige forhold, og de opfordrede mig til at snakke med min datter. Vi var mærket af alvoren, og Alice sagde til mig, at jeg kunne komme i den situation, at jeg måtte vælge mellem hende og min datter, hvilket jeg ikke er indstillet på.
Jeg besøgte min datter og svigersøn dagen efter. Efter lidt almindelig hyggesnak, sagde jeg, at der var noget, vi skulle snakke om. Jeg fortalte om aftenen før, om kulden, og at jeg ikke havde lyst til at opgive forholdet til Alice. Jeg havde nok besvær med formuleringerne. Pludselig tog min datter sin lille næsten nyfødte datter, snerrede ad mig og gik og ville ikke snakke yderligere med mig og heller ikke tage afsked.
Samme dag blev Alice ringet op af min svigersøn og spurgt, om hun havde lyst til at gå en tur med ham. De snakkede om løst og fast, og på et tidspunkt gav han Alice et brev fra min datter. Det omhandlede, at hun ikke havde noget imod hende. Men hun havde det svært med at have mistet sin mor for nogle år siden. Alice gav min svigersøn brevet tilbage og havde ikke ord for, hvad hun skulle svare. Hun har besluttet, at hun må være sig selv i det samvær, der nu kan blive os givet.
For nogle måneder siden var vi til barnedåb for den nyfødte. Det var vigtigt for mig at få en samtale med min datter alene, men det lykkedes ikke. Jeg følte mig ikke godt tilpas ved barnedåben, men tror ikke, der var nogen, der observerede noget.
Til forståelse af min datters opførsel må jeg fortælle: Min kone og jeg havde gået længe, uden at det var lykkedes at få barn, og vi var lige godkendt som adoptivforældre, da det lykkedes min hustru at blive gravid, som endte med en abort. Hun blev heldigvis hurtigt gravid igen, og så kom vores ønskedatter. Jeg mener ikke, hun var forkælet, men hun udviklede et nært mor-barn-/venindeforhold til sin mor.
Det er ikke så længe siden, at vi var til en rund fødselsdag sammen, og der følte jeg, min datter gav mig en kold skulder. Min svigersøn sendte senere flere sms’er, om vi ikke havde lyst til at have besøg af mit ældste barnebarn ugen efter, hvilket vi naturligvis gerne ville. Vi snakkede naturligt med ham ved ankomst og afhentning af barnet. Han har sagt, jeg bare skal ringe til ham, hvis der er noget, men jeg føler ikke, det er rimeligt, at al samtale skal gå igennem ham. For en uge siden forsøgte jeg at ringe til min datter, men hun tager ikke telefonen.
Jeg føler mig magtesløs og ved ikke, hvad jeg har gjort forkert og vil gerne i dialog. Jeg føler, at hun ønsker at straffe mig, fordi jeg har svigtet hendes mor nogle år efter, hun gik bort. Jeg ved ikke, om hun havde forestillet sig, at jeg skal leve som sørgende enkemand resten af min tid.
Det er et lyspunkt, at det ser ud til, at min svigersøn vil gøre alt for, at mine børnebørn har kontakt med os. Min datter finder det vigtigt, at hendes børn lærer hendes mor at kende, hvilke jeg har en vis forståelse for. Men det sårer mig, at hun finder det vigtigere, at de kender et foto, end samvær med den levende morfar.
Hvordan får jeg genskabt kommunikationen? Jeg har foreslået en tredje part, krisepsykolog, præsten eller anden, uden at det har givet genklang hos min datter. Krisen fylder meget for mig. Jeg er træt af mit komediespil i min omgangskreds, hvor jeg svarer positivt, når de spørger til min datter og hendes familie. Skal jeg fortælle, at jeg ikke er på talefod med hende? Jeg vil næsten sige, det kan ikke blive værre end nu. Jeg har det meget bedre i samværet med Alices familie, børn, børnebørn og min afdøde hustrus søsters familie end med min egen.
Jeg håber, I kan give mig vejledning til et bedre forhold til min datter.
Venlig hilsen,
Svend Erik
Kære Svend Erik
Tak for dit brev. Vi forstår godt, at det må være en sorg for dig, at dit forhold til din datter er låst så fast. Du og din afdøde kone skulle kæmpe meget for at få hende, og naturligvis er hun og hendes små børn dyrebare for dig.
Det har ikke været let for din datter at miste sin mor. Når man selv er ung og står på tærsklen til sit voksenliv, er det sårbart at miste en forælder. Hun har helt sikkert savnet sin mor meget, blandt andet når hun selv fik sine små børn. Man trænger som ung mor til, at der er en, der bakker op, hjælper, og som kan dele glæden og kærligheden til ens små børn, og som kan være vidne til ens liv. Din datter havde ikke nogen søskende, så det er ikke unaturligt, at hun og hendes mor også har været tæt knyttet til hinanden.
En fars nye kæreste kan slet ikke erstatte ens mor, og det har sikkert været svært på en eller anden måde for din datter at opleve, at du fandt sammen med en ny, selvom du jo var alene i nogle år, efter du mistede din kone. Det kan godt trigge gamle problemstillinger og følelser, når ens halvgamle far etablerer et nyt forhold. Man sørger heller ikke ens og parallelt som far og som datter. Så der kan være mange uudtalte følelser på spil.
Vi kan forstå, at din datter har givet udtryk for, at det ikke er Alice, som hun har noget imod. Det peger derfor mere i retning af, at det er noget mellem dig og hende. Vi ved ikke, hvad det er, du har sagt eller gjort i den samtale, som gik helt galt for ikke så længe siden. Du skriver, at du blandt andet sagde, at du ikke havde i sinde at opgive dit forhold til din kæreste. Det er jo en ganske kontant udmelding. Om det har været din datters ønske, har jo kun været din hypotese, mens du ikke ved, om det er sådan, hun har haft det.
Måske har din datter oplevet det hårdt og lidet indfølende at sige tingene på den måde? Måske har hun manglet og savnet mere personlige samtaler med dig i flere år? Det havde for eksempel ikke været unaturligt, at du havde vendt nogle tanker med hende for flere år siden om, hvad hun ville tænke, hvis du en dag skulle få en kæreste. Så havde der været mulighed for, at I begge kunne fortælle om jer selv, og hun kunne fortælle om sit forhold til sin mor, og hvilken betydning du har, og hvordan hun så på en fremtid. Nu kom emnet desværre ind på en måde, hvor hun opdager, at din giftering er væk. Det bliver på en måde et tegn for din datter på, at du ikke deler vigtige ting med hende.
Det handler ikke om, at næste generation skal bestemme, hvem og på hvilken måde man etablerer et nyt forhold, når ens ægtefælle dør. Men det er altid klogt, at man fortæller om sig selv og er interesseret i og spørger ind til, hvad ens voksne børn tænker, før man serverer en kendsgerning ind i deres tilværelse.
Det er ikke let at finde en vej nu. Men vi tænker, at mulighederne kunne ligge i et brev eller måske endnu bedre, at du beder om konkrete råd hos din venlige svigersøn. Din datter vil jo gerne have kontakt på en eller anden måde i hvert fald til børnebørnene. Måske kan vejen til et mere afslappet forhold være længere, end du tror. Men hovedpointen er, at du får fortalt hende om dig selv, at du holder meget af hende, og at du er meget interesseret i at høre om, hvad hun tænker – også når det ikke er så let at høre på. Hun trænger måske til en far, som ikke er så hurtig med at fortælle om sine meninger, men som er oprigtigt lyttende til hendes tanker, og som formidler, at det betyder meget for ham, at han kan være der for hende og hendes børn.
For nuværende synes vi ikke, du skal involvere andre end dine allernærmeste i din situation.
Mange hilsener