Hvordan håndterer man en sjælesørgers utroskab og magtmisbrug?

Brevkassen i sidste uge har affødt en del respons. Utroskab, skjult dobbeltliv, magtforhold mellem hjælpere og hjælpsøgende er alle store temaer, som kan rumme vanskelige etiske dilemmaer

Kære brevkasse

Jeg er helt uenig i jeres svar i sidste uge. I burde have opfordret Jørn til netop det, han selv slutter sit spørgsmål med: Lade det fare og blive modnet af tilgivelse. Jørn er oprørt på sin kærestes vegne fra tiden før, han mødte hende. Tilsyneladende har kæresten lagt episoden bag sig. Jørn vil lade sin egen vrede over det, at kæresten har haft et forhold til en mand med hustru og børn, gå ud over manden og hans hustru. Det sidste fraråder I dog til alt held, men hvorfor skal manden dog have et anbefalet brev, så Jørn – og I – kan lufte sin bedreviden?

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg kæmper selv mod mine fejl med at være en gammel hanelefant, der ruger over fortidens uretfærdigheder. Det er en aldeles ukonstruktiv egenskab. Vi lærer da også fra kristendommen, at vi bør se bjælken i eget øje, før vi falder over splinten i et medmenneskes øje. Jeg hørte Møllehave engang, hvor han genfortalte historien om kvinden, der blev grebet i hor. Jesus bad om at høre alle skøgens synder, og han skrev dem ned i sandet. Den mest huskede pointe af historien er, at Jesus beder den, der er ren i sjælen, kaste den første sten. Og Møllehave fremhævede, at synderne blev skrevet i sand, et vindpust – og det hele er slettet. Sådan kan Gud tilgive.

Hvor ved Jørn fra, at den mand, som han mener skal straffes for sine synder mod Jørns kæreste, ikke har lært af episoden og faktisk besinder sig på at ændre sin adfærd? Bliver Jørn og hans kæreste lykkeligere af at straffe vedkommende mand?

Venlig hilsen

Egon

Kære brevkasse

Da jeg læste brevkassen i sidste uge, undrede jeg mig over svaret. Jeg synes, at I tilgodeså krænkeren mere end offeret. Jeg er helt med på, at hvis den krænkede/offeret og hendes kæreste handler på en måde, så krænkerens ægtefælle og eventuelle børn bliver inddraget, så vil det få store konsekvenser for hustru og børn, som er helt uskyldige. Det vil altså skabe nogle uskyldige ofre. Men det er vel ikke forkert at sige, at de har en familie, som kun ser pæn ud på overfladen. De er vel også en form for ofre, ved at de bliver bedraget. De har måske tillid til deres mand og far og tror, at alt er i orden – måske både menneskeligt og trosmæssigt. Et brev, som kun kører mellem krænker og offer, fodrer eller vedligeholder vel bedraget i familien?

Hvis den krænkede og hendes kæreste skriver et anbefalet brev til krænkeren og beder ham svare, kommer hele opgøret til at foregå mellem de tre. Krænkeren vil med stor sandsynlighed sno sig ud af situationen ved at undskylde og beklage – i forventning om, at så er han ude af det. I sådan en situation vil der ofte falde en sætning som: ”Du skulle bare have sagt fra” eller ”Du havde jo brug for mig” eller lignende sætninger, som placerer skylden hos offeret.

Jeg husker en sætning fra et foredrag med nordmanden Gunnar Elstad, som jeg har anvendt i lignende situationer, hvor mennesker har været udsat for magtmisbrug eller overgreb: ”Hvis den skyldige ikke påtager sig skyld – lander skyldfølelsen hos den uskyldige.” Jeg tror, at det er afgørende for offerets heling, at krænkeren helt påtager sig eller får pålagt ansvar/skyld for overgrebene. Er der ikke fare for, at krænkeren reelt ikke påtager sig skylden, hvis det bare ordnes de tre imellem? I og med det så ikke får konsekvenser for ham, er der så ikke større risiko for, at han fortsætter sin grænseoverskridende adfærd?

Når jeg har talt med andre, reflekteret og rådgivet andre om disse temaer, plejer jeg altid at understrege, at det at sætte grænser for magtmisbrug og overgreb, også hjælper krænkeren. For en krænker mangler ofte de indre grænser. Den mangel, som lige netop gør, at magtmisbrug og overgreb kan forekomme. Ved at sætte klare grænser for ham sætter man nogle ydre grænser – nogle stopklodser som erstatning for dem, han ikke selv har – som beskytter ham mod dels at lave flere overgreb og dermed skabe flere uskyldige ofre, dels beskytter ham selv imod flere situationer, hvor han overskrider andres grænser – som kan ende galt for ham selv. Bliver der sat grænser for ham, hvis han kan sno sig ud af situationen med et brev, som kun offer og hendes kæreste ser?

Venlig hilsen

Katrine

Kære Egon og Katrine

Tak for jeres vigtige bidrag om en vanskelig tematik. Vi er enige med dig, Egon, i, at der er meget i dette liv, som vil have glæde af at blive underlagt et nådigt blik og blive underkastet tilgivelsens til tider lægende kraft. Og det er også rigtigt, at man ikke altid selv bliver gladere af, at retfærdigheden kommer til sin fulde ret. Men når det er sagt, så synes vi ikke, at beretningen om kvinden, der blev grebet i hor – eller skulle man kalde den for beretningen om de selvretfærdige tilhørere – kan bruges i denne sammenhæng. Kvinden var selv et udsat menneske i mange magtforhold, og hun skulle ikke yderligere skyldbelægges. Jesus fordømte hende ikke – og sagde så, at hun ikke længere skulle leve på den gamle måde. Det bliver spændende at læse, hvordan denne beretning fortælles i den nye bibel ”Bibelen 2020”, der udkommer i dag (Johannesevangeliet kapitel 8).

Når det handler om magtforhold, som det er, når en faglig autoritet og en person i en hjælperrolle indleder et erotisk forhold til en hjælpsøgende, er situationen helt anderledes. Her er det hverken kristeligt eller psykologisk sundt bare at opfordre til en tilgivelse af den, der har udnyttet situationen. Det er netop pointen i sidste uges brevkasse, at det drejede sig om et asymmetrisk forhold – en faglig autoritet i sorg, der samtidig var gift og havde voksne børn, der i det skjulte indledte et forhold til Jørns kæreste i en for hende sårbar situation.

Tilgivelse skal ikke gives ud i luften til en person, som ikke har indre grænser, eller som selv ikke har erkendt sin egen magtudøvelse. En sådan person skal konfronteres, både fordi sandhed og retfærdighed aldrig er tilgivelsens modsætning, og fordi den pågældende i bedste fald kan blive stoppet i at lave det samme med andre. Fagligt og erfaringsmæssigt er der desværre ofte en fare for, at det samme fortsætter med andre efter kortere eller længere tid. Derfor kan vi også kun understrege, at vi følger dig, Katrine, rigtig langt i dine overvejelser.

Hvordan man konfronterer i en helt konkret situation og gør det på den klogeste måde, kan bestemt diskuteres. Det er her, de etiske overvejelser og dilemmaer dukker op. Når vi i sidste uge foreslog et anbefalet brev til den pågældende, var det ud fra et ønske om at konfrontere personen selv i første omgang og høre, hvad han ville svare til det. Det er tænkeligt, at det blot vil blive til bagatelliserende snik-snak og sætninger om, at Jørns kæreste jo selv gerne ville.

Et sådant eventuelt svar ville så skabe nye overvejelser om, hvad der i næste omgang kunne gøres for at sikre sig, at det samme ikke sker igen. Om den pågældendes hustru eller arbejdsgiver i så fald skal orienteres, kan der ikke rådgives om på brevkasseniveau. Det må Jørn og hans kæreste – eller de desværre mange andre i lignende situation – søge individuel faglig og kompetent rådgivning om.

Mange hilsener