Kære brevkasse
Min kone og jeg har læst brevkassen igennem mange år, og nu er turen så kommet til, at jeg bliver nødt til at fatte pennen og skrive til jer om et problem, som jeg ikke synes er så let. Jeg har fået lov til at skrive til jer af min kone, for vi er begge rådvilde.
Vi er et par midt i 50'erne. Vores børn er også godt i vej, og vi har fire dejlige børnebørn. Egentlig synes vi begge, at rammerne nu ligger til rette for, at vi skulle have det rigtig godt. Og det har vi også på mange måder. Men det, som bekymrer os begge, er, at min kone har været igennem en depressiv periode og har svært ved at komme sig helt igen.
Som ung fik hun en depression i forbindelse med vores første barns fødsel, og hun har også nogle enkelte gange senere haft perioder, som har været svære. Hun har altid været et følsomt menneske, som har haft let ved at glæde sig over livet, men som også ofte har kunnet henfalde til mismod og triste tanker.
Hendes barndom været præget af flere tab. Hendes forældre blev skilt, da hun var teenager, og det var ikke så almindeligt på den tid. Hun boede mest hos sin mor, som hun var tæt knyttet til, men da min kone er 17 år, bliver hendes mor alvorligt syg og dør året efter. Det var et meget stort og svært indhug i min kones liv. Hun oplevede da, at hun fik en stor følelse af både ansvarlighed og ensomhed ind i sit liv i de år.
En udløsende faktor for den depression, hun har haft nu, er nok for en stor del relateret til arbejdet. Min kone har været meget glad for sit arbejde, men for få år siden kom der en ny afdelingsleder, og arbejdsklimaet er, sådan som min kone oplever det, aldrig blevet det samme siden, og mange ting er også blevet ændret på kort tid i forhold til procedurer, kollegaer med videre. Jeg har kunnet mærke på min kone, at de ting, der er sket, har gået hende på, og hun har mistet meget af sin gamle motivation.
Jeg tænker ikke, at hun er klar til at gå på pension, og det vil også være vanskeligt for hende at starte på en frisk et helt andet sted i hendes alder. Min kone blev sygemeldt kort før sommerferien. Min kone har været hos vores læge og får også en mindre dosis Cipramil, og hun har fået det bedre, men jeg kan mærke, at hun alligevel ikke har det helt godt, og jeg vil så gerne kunne støtte og hjælpe hende. Men jeg ved ikke altid, hvad der er det rigtige.
Hun føler ofte skyld over, at hun ikke er så glad, som hun burde være, og i og for sig har vi som sagt gode forudsætninger for at have det godt, og det bebrejder hun sig selv, at hun ikke bare kan favne. Jeg understreger for hende, at hun ikke skal have dårlig samvittighed over for mig. Jeg ved jo, at det ikke er en smerte, hun selv ønsker, men det er, som om det ikke hjælper. Så det er svært at vide, hvordan man for alvor er til gavn.
Jeg vil rigtig gerne kunne bidrage til, at hun får det helt godt igen. Så hvad kunne I råde os til i denne situation?
Venlig hilsen
Henning
Kære Henning
Mange tak for dit brev. Vi tænker, at der er mange, som har smagt på det sårbare menneskeliv, der kan genkende sig selv i din og din kones situation. Og når vi læser om hendes baggrund, finder vi mange elementer, som under tider med belastning kan få et følsomt sind til at reagere og udløse en depression.
Mennesker med depressiv sygdom og symptomer tænker ofte, at de er en belastning for deres omgivelser. De synes, at de burde være mere glade, mindre triste, mere initiativrige og givende, og de kan endda tænke, at livet havde været bedre for deres kære, hvis de ikke havde været der. Så oven i de tunge tanker og den nedsatte lyst og energi, som en depression fører med sig, skal mange slås med en følelse af skyld over for de nærmeste.
Når du fortæller om dine tanker som ægtefælle, så genkender vi også dem, for som nærmeste pårørende og mangeårig livsven vil man så gerne kunne tage byrden væk fra sin deprimerede ægtefælle og fortælle, at de ikke også skal belastes yderligere af skyld. Og så kommer man alligevel let til at smage på magtesløsheden, fordi det ikke lykkes at gøre den anden glad.
Måske skal I begge forsøge at tænke, at I må gå sammen igennem denne svære tid, uden at I kan tage smerten fra den anden, men at I alligevel kan være der for hinanden, mens I går på den vej, som I begge havde ønsket var anderledes og lettere. Ægteskab er at være sammen i gode og onde dage. Og dem vælger vi ikke så ofte selv. Du kan ikke sige eller gøre noget, som pludselig ændrer situationen, men det, at du er der, bærer med og er lyttende og omsorgsfuld, er nok det allervigtigste.
En lindring kan være, at I sammen går daglige ture i den friske luft, eller at I spiller spil eller andet, som måske kan give nye indtryk eller distrahere tunge tanker. Vi tror også, at det er vigtigt, at du går med til lægen og kan hjælpe med at beskrive situationen. Du skriver, at hun får en mindre dosis antidepressiv medicin, som faktisk har hjulpet lidt. Vi kunne tænke, at dosis måske er for lav. En del mennesker går med den forestilling, at det gælder om at få så lav en dosis som muligt, hvilket kan føre til unødvendig lidelse, fordi man måske kunne få det langt bedre, hvis man fik den rigtige dosis.
Det er også vigtigt at sige, at man for eksempel ikke kan sammenligne dosis med andre, der har fået det samme præparat, fordi vi mennesker omsætter medicinen ganske forskelligt. Snak også med jeres læge om det kunne være en idé at få henvisning til en psykiater eller psykolog.
Og så tænker vi, at det vil være vigtigt for din kone, at hun kan dele de ting, som hun finder svære, med dig, blandt andet i forhold til sin arbejdssituation, således at hun har et sted, hvor hun kan snakke om sine bekymringer. Måske kan det også bidrage til, at hun langsomt kan se, at der er ting, som hun kan tænke lidt anderledes om, eventuelt blæse lidt mere på og måske sige noget mere fra over for. Måske kunne hun gå lidt ned i tid i en periode eller på længere sigt.
Under alle omstændigheder tror vi, at det er vigtigt at begynde på arbejde igen nogle få timer om ugen, når hun er parat til det, og derefter for eksempel langsomt lægger nogle timer på hver uge i de næste par måneder, sådan at hun kan vænne sig til at arbejde igen - forhåbentlig med forståelse fra arbejdspladsen og efter aftale med kommunen. Det kan jeres læge også støtte og bidrage til.
I den kommende tid må I også prøve at finde lystbetonede aktiviteter frem og måske mødes med jeres børnebørn nogle timer med jævne mellemrum. Børnebørn i rette dosis kan ofte være antidepressive indslag i tidsperioder med tunge tanker. De kan indimellem sige sjove og skæve ting og bare være der på en måde, som minder om, at livet kan bryde frem igen. Det er vi sikre på også kan ske for din kone - og for dig.
Mange hilsener