Kære brevkasse
Jeg er mormor til Andreas. Det ville være dejligt, hvis han selv kunne skrive til brevkassen, men han har altid haft indlæringsvanskeligheder, og han kan derfor ikke skrive. Han bor ude på landet og er medhjælper i landbruget og er glad for det, men han har store problemer.
Han har sandsynligvis adhd, da en af hans søskende også har det. Han vil gerne have hjælp. Han gik til en psykiater, men hun opdagede, at han røg hash. Derfor ringede hun et eller andet sted hen for at få at vide, om hun så måtte behandle ham. Det måtte hun ikke.
Grunden til, at han ryger hash, er, at han har voldsom angst, når han skal ud og møde mennesker. Han er bange for, at det bliver kronisk. Der kan højst være tre mennesker til stede, for at han kan holde ud at være til stede. Han blev sendt hjem fra psykiateren med besked om ikke at komme igen, før han var clean, som hun sagde. Han siger, at han ikke ved, hvordan han skal blive det, fordi han ikke kan komme ud mellem andre uden at ryge hash.
Jeg vil gerne fortælle om, hvad han har været ude for som barn. Hans far drak meget, og han gav ofte Andreas tæsk. Andreas’ lillesøster fik også tæsk en enkelt gang, så sagde hun:
”Jeg går op og siger det til mor.” Til det sagde Andreas’ far: ”Hvis du gør det, så skal jeg sørge for, at Andreas bliver fjernet herfra.” Så turde hun ikke sige det. Da Andreas ikke var så gammel, blev han også voldtaget af en ældre dreng engang.
Andreas’ mor er min datter. Heldigvis blev hun skilt fra Andreas’ far efter 13 års samliv, da han bedrog hende økonomisk. Hun flyttede derefter sammen med en ny kæreste. Det gik hverken værre eller bedre, end at Andreas drillede sin mors nye kæreste, som så hængte Andreas op i et træ og trak bukserne ned, mens han stod nedenfor og grinede.
Hvad skal jeg gøre, og hvad skal jeg foreslå Andreas? Jeg har sagt, at han kunne gå i et fitnesscenter, fordi jeg her har mødt en ung mand, som holdt sin adhd i ave ved at gå i et center og træne en time, før han skulle på arbejde, og igen en time, når han kom hjem. Så han fik ingen medicin.
Andreas siger, at man ikke kan erstatte det, han fejler, med endorfiner. Så har jeg sagt, at han skal bede om at komme i en gruppe for at få talt om alt det, han oplevede som barn, men han siger, at han ikke kan det på grund af sin angst. Har I nogle tanker, som måske kunne hjælpe ham?
Venlig hilsen
Ella
Kære Ella
Tak for dit brev. Hvor er det hårdt, alt det, som dit kære barnebarn har oplevet, og alt det, som han har at slås med. Hvor er det godt, han har en bedstemor, der kender ham og ønsker at hjælpe ham. Han har virkelig brug for et menneske, der er interesseret i at forstå, hvordan det er at være ham, og som kan anerkende og støtte ham. Det er godt, at han er glad for sit arbejde på landet. Der får han sikkert også både frisk luft, motion og behøver ikke være sammen med en masse mennesker.
Det er ikke svært at forstå, at han lider af angst med de store ydmygelser, som han har været ude for som barn. Han er blevet svigtet og truet af flere mennesker på alvorlig og gentagen vis, og det ligger sikkert fortsat i hans sind og krop.
Det kunne være så godt, hvis han kunne få en fagligt dygtig psykiater, der kunne se mere helhedsmæssigt på hans situation både medicinsk og terapeutisk. Han kan bestemt have brug for et tillidsforhold til en dygtig og varm behandler, hvor han igennem længere tid kunne fortælle sin historie, dele sine tanker og få støtte til gode valg fremover samtidig med relevant medicinsk behandling.
Vi kan forstå, at der er tale om, at han måske har adhd. Det er en neuropsykiatrisk lidelse, som mellem en og tre procent af befolkningen har, og hvor symptomerne er kendetegnet ved uopmærksomhed, overdreven aktivitet og impulsivitet.
Har man adhd som voksen, kan man finde de samme symptomer hele vejen tilbage til tidlig barndom både i familien, i skole- og fritidsliv. Mindst tre fjerdedele af alle voksne med adhd har også mange andre problemer at slås med i tillæg, ikke mindst angst, depression og misbrug.
Når vi læser om Andreas, tænker vi netop på det. Han har måske adhd, som du skriver. Men det er tydeligt, at han har svær angst. Han har massiv socialfobi, og han kan ikke være sammen med flere mennesker uden at dulme angsten med hash. På den måde er hans hashforbrug ikke blot et almindeligt misbrug, men det er blevet hans eget forgæves forsøg på at medicinere sig selv mod sin dybe angst.
Han kan gerne opfordres til at lægge hashforbruget til side og blive clean, som psykiateren sagde. For det er bestemt destruktivt at fortsætte med det. Men i den virkelige verden tænker vi, at det skal han have grundig og god hjælp til. Han skal undervises i, hvad socialfobi er, og i første omgang have hjælp til at komme ud af den invaliditet, som det er ikke at kunne være sammen med andre mennesker. Det handler formentlig både om kognitiv terapi og medicinsk behandling med for eksempel Sertralin, som i løbet af nogle uger kan blokere angsten og hjælpe ham til at fristes mindre til at fortsætte med hash.
Kunne det lykkes Andreas at få hjælp til hans dybe angst og at lægge hashen væk, må man se på, om og i hvilken grad han er ramt af adhd. Her kan de fleste få god hjælp af medicinsk behandling sammen med undervisning, støtte og hjælp til at strukturere deres hverdag og tackle livets udfordringer på konstruktiv vis. Også fysisk træning, som du er inde på, kan være en god hjælp til at få mere fysisk velvære og indre ro.
Vi synes, at du skal foreslå Andreas at tage kontakt til sin egen læge og også gerne til psykiateren igen eller en anden god psykiater. Han kan gerne tage denne brevkasse med sig, for det kan måske være en inspiration til at komme ind på nogle emner både fra fortid og nutid, som han måske ikke fik formidlet til psykiateren ved sit første besøg. Han har nok mere gavn af individuelle samtaler i første omgang, da grupper kan provokere for megen angst til at begynde med.
Det kan også være en mulighed for ham at henvende sig i hans hjemkommunes misbrugsrådgivning. Hjælpen der er gratis, og han kan henvende sig uden nogen form for henvisning. Denne rådgivning har mulighed for at investere hjælp til ham i forskellig grad, alt efter hvor omfattende problemstillingen er. Måske kan et samarbejde mellem misbrugscenteret og hans egen læge eller psykiater etableres.
Vi ønsker alt godt til både dig og Andreas.
Mange hilsener