Hvordan kan vi hjælpe vores børnebørn og deres psykisk syge far?

"Vi føler os overbeviste om, at han og vore børnebørn har brug for hjælp, blandt andet fordi hans ekskone lider af en meget alvorlig og livstruende sygdom. Det føles derfor næsten ubærligt, at vi ikke kan få lov at være med til at yde den hjælp, som der måtte være brug for," skriver Grethe og Knud. Modelfoto. Foto: Ruslan Guzov/ritzau

Vi kan slet ikke genkende beskyldningerne, og når vi spørger nærmere ind til for eksempel påstanden om incest, opløses det til en beskrivelse af overgreb i form af aftensang, aftenbøn og godnatkindkys
Grethe og Knud

Børnebørnene er i en sårbar situation, og også bedsteforældre har underretningspligt, hvis børn er i fare, lyder rådet til Grethe og Knud

Kære brevkasse

Vi er et bedsteforældrepar, der har fået et problem, som smerter os dybt. Vi har en datter med mand og tre børn og en søn, som er fraskilt med to børn. Forholdet til vores datter og hendes nære er meget fint, og vi ses flere gange om ugen. Problemet er forholdet til vor søn, som det seneste år er blevet voldsomt præget af hans psykiske sygdom, som efter hans egen oplysning er blevet diagnosticeret som dyssocial karakterafvigelse.

Umiddelbart før skilsmissen brød han forbindelsen med os med henvisning til, at vi skulle have manglet forståelse for ham under hans opvækst. Senere er det blevet uddybet med generelle beskyldninger om påståede overgreb i hans opvækst. Vi kan slet ikke genkende beskyldningerne, og når vi spørger nærmere ind til for eksempel påstanden om incest, opløses det til en beskrivelse af overgreb i form af aftensang, aftenbøn og godnatkindkys, som vor datter angiveligt fandt rart, men som han nu opfatter som overgreb.

Da vi helt kan sige os fri for disse ting, resterer spørgsmålet, hvorfor han er blevet opfyldt af et sådant had til os, at han nægter os kontakt med både ham selv og børnene. Vi forestiller os, at han ikke kan rumme, at livet på mange måder, i hans egen optik, ikke er lykkedes så godt. Han blev for år tilbage førtidspensioneret og er nu skilt fra børnenes mor. Vi må tro, at han måske tilskyndet af overgrebstemaer i tiden, i film og andre medier, mere eller mindre bevidst har fundet en måde at projicere problemerne over på os, de nærmeste, i stedet for selv at tage dem på sig som sit eget ansvar. Dette er kun et forsøg på at forklare misforholdet mellem vores og hans opfattelse af vor fælles historie.

Vi forventer ikke, at I på afstand og med disse få partssynspunkter skal kunne forklare, hvad årsagerne kan være. Vi vil derimod være meget taknemmelige, hvis I kan give forslag til, hvordan vi bedst kontakter ham, da vore hidtidige forsøg kun er resulteret i grove afvisninger fra ham. Vi forestiller os selv en formidler, som han kan acceptere. Han mener selv at have fundet støtte hos Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, hvilket jo på kort sigt er godt, men nok ikke holder, da hans overgrebshistorie bygger på en virkelighedsforvanskning, og da hans optagethed og tilknytning til diverse temaer som hovedregel er af kortere varighed.

Vi har på ingen måde gjort os skyldige i hans påståede overgreb, men kan på afstand indse, at vi nok har været curlingforældre, fordi vi især fra hans teenageår tiltagende følte, at han havde særlige vanskeligheder af mental og social art. Vi har derfor tænkt på både genetiske, traumatiske og andre psyko/biologiske årsager til hans dyssociale udvikling, men vi har ikke kunnet finde noget entydigt overbevisende i den faglitteratur, vi har læst.

Vi føler os overbeviste om, at han og vore børnebørn har brug for hjælp, blandt andet fordi hans ekskone lider af en meget alvorlig og livstruende sygdom. Det føles derfor næsten ubærligt, at vi ikke kan få lov at være med til at yde den hjælp, som der måtte være brug for.

Venlig hilsen

Grethe og Knud
 

Kære Grethe og Knud

Tak for jeres brev, hvor I beskriver jeres fortvivlelse. Vi forstår godt, at det fylder meget i jeres sind nærmest døgnet rundt. Det gør altid ondt, når de, der ligger en allermest på sinde, har det svært. Oveni mærker I magtesløsheden over ikke at kunne være i dialog med jeres søn og magtesløsheden over ikke at kunne være der for jeres børnebørn.

Ud fra det, I skriver, så har jeres søn et meget alvorligt psykisk handicap. Han har fået tildelt førtidspension i ung alder, og det får man ikke uden en kronisk lidelse, der ikke kan ændres væsentligt ved yderligere behandling. At have en dyssocial personlighedsforstyrrelse er det samme, som man tidligere kaldte for psykopati. Og en sådan person har oftest en meget uudviklet samvittighed, som kan blande sandhed og usandhed og bruge i sine argumentationer. Ingen mennesker er kun en diagnose. Men når I skriver om hans vrede og afstandtagen til jer, så har vi en meget lille tro på, at I ved yderlige kontaktforsøg med en formidler eller terapeut kommer meget længere lige nu. Måske kan der opstå en mulighed for dette senere hen, når vreden er lidt mere under kontrol, eller andre temaer får hans fokus.

Måske kunne I skrive et brev til jeres søn og udtrykke jeres støtte til de svære ting, som han har at kæmpe med, uden at I går konkret ind i tingene og uden at blive selvudslettende. I vil også kunne skrive, at det gør jer ondt, hvis I ikke altid har handlet klogt (det kan alle forældre med god grund skrive). I kan også skrive, at I respekterer, at han ikke vil se jer en tid fremover. Samtidig kunne I skrive, at I gerne vil være lidt behjælpelige i forhold til børnene. Måske kunne I tilbyde nogle rammesatte kontakter og måske tage dem med på en tur nogle gange i de kommende måneder til en eller anden oplevelse. I kunne også informere om, at I gerne vil fortsætte med at sende hilsener og gaver til børnene på mærkedage. Hvis I får et aktivt afslag på det, så skriv alligevel, og læg det i en kuvert, som de kan få på et senere tidspunkt i livet.

Vi kender ikke jeres datters relation til sin bror. Måske vil hun kunne optage eller øge kontakten, således at ikke mindst børnene oplever, at de har en lidt større familie, der er der for dem? For vi tænker virkelig meget på, at hans to børn er i en sårbar og potentielt faretruende situation.

Ligeledes kunne der måske tages kontakt til jeres tidligere svigerdatter. Jeres søn vil sikkert blive vred, hvis han ved, at I kontakter hende. Og måske har han også talt meget grimt om jer til hende. Alligevel er der måske en vej der, fordi hun også sikkert har opdaget hans vrede og ustabilitet. I kunne forsøge at tale med hende om, hvordan I kunne støtte og være behjælpelige. Og være mere på hold med hende. Vi kender ikke børnenes alder, men måske er de så gamle, at I vil kunne sætte ord på det og fortælle, at I godt ved, at deres far ikke vil se jer, men at de skal vide, at I er der, og at I aldrig vil slå hånden af dem, og at de altid skal være velkomne hos jer også på den længere bane, og at I også godt forstår, at det er svært for dem at være klemt i sådanne modstridende ting.

Vi ved ikke, hvordan det går nu og kommer til at gå fremover, hvis børnenes mor bliver dårligere, og sygdommen udvikler sig, og de videre skal tages vare på af deres far på fuld tid, for så er der endnu mere grund til bekymring. Vi tænker på, om kommunen er underrettet om børnenes forhold, både hvad angår fars psykiske forhold og mors fysiske sygdom? Børnene har oplevet mange ustabile og utrygge forhold, og det er vigtigt, at de får al mulig god støtte. Vi har alle en underretningspligt til kommunen, hvis der er børn, der er i en eller anden fysisk eller psykisk risiko.

Det kan måske virke unaturligt, at bedsteforældre skal indberette eller informere socialforvaltningen om sine egne børnebørn, men for os at se er der så mange lamper, der blinker, så en henvendelse vil være det rigtige at gøre for at sikre, at andre kan orientere sig om børnenes forhold og forhåbentlig komme med god og faglig hjælp til dem. Måske ville andre i familien kunne henvende sig i stedet for jer. Det må I drøfte. Vi kan bare være bange for, at de to små ikke får den nødvendige hjælp i den situation, de allerede nu befinder sig i.

Mange hilsener