Prøv avisen
Spørg om livet

Manden i vores vennepar har demens. Hvordan kan vi hjælpe?

Mellem 70-85.000 mennesker i Danmark lever med en demenssygdom. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Et par vil gerne hjælpe deres venner, hvor manden er ramt af demens. De oplever mandens glemsomhed og træthed, når de er sammen, men er også bekymrede for hans hustru

Kære brevkasse

Tak for sidste uges brevkasse, hvor temaet omkring demenssygdom kom op. Vi synes, at det er meget relevant. I vores samfund bliver der flere og flere mennesker, der kommer op i alderen, og som kommer til at opleve at have nogle pårørende, der bliver ramt af demens i større eller mindre grad. Det gælder både ægtefæller og voksne børn og gode venner.

Vi har det ikke tæt inde på livet i vores egen familie, men vi har nogle meget gode venner, et ægtepar, hvor manden i løbet af det sidste år er blevet dårligere og dårligere til at huske, og hvor han også trænger til betydelig hjælp til at ordne ting, som han snildt kunne klare for få år siden. Det, som vi andre især mærker, er, at han ofte fortæller de samme ting igen og igen, og at han har glemt, at han har fortalt os det før.

Han bliver også mere træt og må sidde eller ligge på sofaen indimellem, når vi er på besøg.

Vi ved endnu ikke, hvordan sygdommen kommer til at udvikle sig, men vi kan se, at hans kone allerede er hårdt spændt for. Hun må klare flere og flere ting, og hun skal også ”huske for ham” i flere situationer, og så skal hun i det daglige høre ham sige mange af de samme ting. Det sidste kan godt være en stor træthedsfaktor, tænker vi, når det er et gentagende hverdagsfænomen.

Vores spørgsmål går på, hvordan man som gode venner bedst kan støtte i den beskrevne situation – her og nu og også på vejen videre? Vi har forholdsvist godt helbred, og vi har en rimelig god hukommelse, og det er vi uendelig taknemmelige for – det er ikke en selvfølge. Og derfor har vi også lyst til at være der for de venner, der har betydet meget for os igennem rigtig mange år.

Det er også en sorg for os, at vores ven er blevet mere glemsom og stille og på nogle områder også har ændret karakter, for vi kan mærke, at det ligeværdige forhold, som vi havde alle fire gennem vores mangeårige venskab, hvor vi snakkede om mange spændende emner og oplevede mange gode ting sammen, ikke er på den samme måde mere.

Der sker også en form for tab for vennerne, når en rammes af demens. Tak, hvis I vil komme med nogle råd til os i forhold til den beskrevne og aktuelle situation.

Venlig hilsen

Lis og Henry

Kære begge

Tak for jeres brev. Det er godt at mærke den omtanke, I har for jeres venner. Den omsorg, et menneske giver til et andet menneske, er altid en gave. Den kan ikke købes, men kun modtages, når nogen ser sig villig til frivilligt at være med til at støtte, når livet opleves svært. Og så beder I om konkrete råd til, hvordan I kan støtte jeres venner i denne tid og fremover.

Det første, vi har lyst til at opmuntre jer til, er at være spørgende og nysgerrige efter at vide, hvordan hustruen i jeres vennepar har det. Det skal naturligvis være i situationer, hvor det opleves naturligt at snakke om det.

Tag emnet op, så hun oplever, at det er i orden at snakke om det vanskelige. Nogle vil netop have svært ved at klage sin nød til andre helt af sig selv, for hvem ønsker at fortælle, at ens ægtefælle kan være en belastning, og hvem ønsker at fremvise ens ægtefælles svagheder.

Understreg for hende, selvom hun godt ved det, at det er en reel sygdom, hvor symptomerne netop er svigtende hukommelse, forvirring, gentagelse, mindre selverkendelse, større fysisk hjælpebehov med videre. Hvis man understreger, at det er en hjernesygdom, som kan ramme hvem som helst, kan det være med til, at ægtefællen ikke føler, at hun udhænger sin mands ændrede karaktertræk. Og at det er legitimt at snakke om.

Dernæst kan I være med til at opmuntre jeres veninde til at tage kontakt til læge og det kommunale hjælpeapparat, hvis hun endnu ikke har gjort det, og at tage imod aflastning, når det bliver aktuelt, og det kan det måske blive ganske snart. Vi ved ikke, hvor hurtigt jeres vens demens udvikler sig. Mange ældre får et krævende ansvar i denne situation, som hurtigt kan overstige deres ressourcer, samtidig med at de selv er oppe i årene, hvor kræfterne ikke er, som da man var ung.

I alle kommuner er der dagcentre, hvor det er muligt, at mennesker med forskellig grad af demens kan komme flere gange om ugen eller dagligt, hvor de kan blive aktiveret ud fra deres formåen og blive fulgt af personale med kendskab til demenssygdomme. Mange ægtefæller kan ikke mindst i begyndelsen have svært ved at takke ja til sådanne tilbud, for de kan få en skyldfølelse over, at de ”sender deres ægtefælle væk”.

Denne følelse er ofte til stede og ekstra belastende, hvis ægtefællen med demens har modstand mod og ikke har lyst til at tage af sted til disse tilbud. Måske kan I være med til at opmuntre både jeres ven og dennes hustru til at tage imod sådan et tilbud nu eller med tiden og gentagende støtte op om, at et sådant dagcentertilbud bliver etableret og bliver en naturlig ting.

Når tiden er moden, i forhold til kræfter og funktionsniveau, er det også vigtigt med den rette dosis hjemmepleje, og det kan være vigtigt, at I som gode venner kan snakke med hende om det og støtte op om at tage imod det. Hjemmeplejen kan hjælpe med personlig pleje og lignende. Det kan let blive vanskeligt og måske uværdigt på længere sigt, hvis en ægtefælle skal stå for det. Det er ikke et nederlag at bede om god hjælp fra hjemmeplejen, men det kan opleves sådan for den enkelte, og derfor er det så godt, hvis andre støtter en i de svære valg.

I skriver, at I er velsignet med et forholdsvist godt helbred. Så måske skulle en af jer med jævne mellemrum bruge kræfter på at besøge jeres ven, mens den anden af jer tager ud sammen med hans hustru til nogle gode oplevelser, så hun kan komme ud og få hyggelige oplevelser, inspiration og frikvarter.

Måske kan I også begge være hos ham, mens hans hustru tager i sommerhus et døgn eller foretager sig andre ting, der kan give hende ny energi og mod.

I takt med at demensen efter al sandsynlighed forværres i de kommende år, vil det også være godt for hans hustru, hvis I kan tale med hende om, hvad hun tænker om det at blive ved med at have ham hjemme og have hovedansvaret for ham i det daglige.

Det at sende sin ægtefælle på plejehjem kan være en meget vanskelig beslutning, sådan som brevskriveren i sidste uge også fortalte. At have gode venner at drøfte situationen med er guld værd.

Til slut vil vi også opmuntre jer til at blive ved med at invitere jeres venner til mad, søndagstur eller anden form for hygge, så normaliteten også understreges, så længe det er muligt.

Hvis I får andre gæster samtidigt, kan I eventuelt sætte dem ind i situationen, så de ikke oplever forlegenhed, hvis der opstår lidt underlige gentagelser eller ikke-adækvate reaktioner.

Mange hilsener