Jeg tror, at de fleste, der er på min alder og ældre, kan huske ret brutale mobbescener fra både skolegård og klasselokaler gennem årtierne fra 1960’erne og frem. De har også været der før i tiden og sidenhen, men de seneste årtier er der ikke desto mindre sket noget markant, og det ligner en god nyhed.
Den nationale ”Skolebørnsundersøgelse” fra Statens Institut for Folkesundhed viste for et par år siden, at mens 48 procent af 13-årige drenge i 1994 havde mobbet andre elever mindst et par gange om måneden, var tallet i 2018 faldet til tre procent. Det er et glædeligt tal, og tendensen bekræftes i de løbende Pisa-undersøgelser, der har fokus på de faglige kundskaber, men også spørger ind til sociale forhold som familieforhold og mobning. I de undersøgelser viser det sig, at Danmark ligger nogenlunde fint i top fem over mobbefri skolemiljøer, men det viser sig også, synes jeg, at der spørges ind til meget udvendige og måske lidt ”gammeldags” former for mobning.
Man spørger konkret eleverne, om de har været udsat for latterliggørelse, rygtedannelse, udelukkelse, ødelæggelse, slag eller trusler. Det er væsentlige temaer, men der mangler alligevel noget, og jeg tænker ikke på det digitale liv som sådan, for det har man været opmærksom på også at spørge ind til. I ovennævnte undersøgelse, viser det sig for eksempel, at ni procent af eleverne har været udsat for internetmobning, mens syv procent af skolebørnene erkender, at de har mobbet andre børn på nettet. Det er jo stadig langt lavere tal end i gamle dages skolegård.
Men der er mobning, og så er der mobning: Der er synlig mobning, og der er usynlig mobning. Og så er der gennemsigtig mobning, og især den sidstnævnte synes jeg at man overser i diverse undersøgelser. Måske man skulle tage de højt hævede arme lidt ned, også fordi man jo kan konstatere, at mens trivslen for de fleste er steget i folkeskolen, så er der stadig et alt for stort mindretal, der har ganske store problemer. Diagnoser, spiseforstyrrelser, angst og fobier er alt for stor en del af børne- og ungdomslivet for ganske mange, og det har mange årsager. Men en lille del af det tror jeg kan handle om den gennemsigtige mobning, den mobning, der er mobning ved ikke at være der – den mobning, der ligger i at blive helt overset og i ingenting og ingen at være.
Et banalt eksempel: Når den populære pige skifter profilbillede på Facebook eller Snapchat, er der 185 kommentarer, likes, roser og kommentarer, men hvis den stille, ikke alt for smarte pige vover at gøre det samme, så er der måske to, hvoraf den ene er hendes moster. Efter sådanne oplevelser vil den stille pige formodentlig lade være med at dele flere billeder. Hun vil acceptere, at hun ingenting er, og at hun ikke er opmærksomhed værdig, end ikke den negative. Hun bliver ikke mobbet eller hånet, men hun bliver bare overset. Hun er usynlig og gennemsigtig. Hun er ingenting.
Og kuren? Ja, det er svært at gribe ind over for den passive mobber, hvis eneste forbrydelse er ikke at like eller følge dem, han eller hun ikke gider. Hvad skulle man sige og skælde ud over? Hvad skulle man gøre? I disse vanskelige spørgsmål ligger netop en del af problemet.
Men det er så meget desto mere noget, vi skal have blik for. Med et forslidt ord kan man sige, at det handler om inklusion. Med et kristeligt ord kan man sige, at det handler om et blik også for undladelsessynder. Uanset hvad man kalder det, lægger det et nyt og øget ansvar på både lærere, forældre, og bedsteforældre. Og på de unge selv.
For at se hinanden. Også og ikke mindst dem, der ofte bliver helt overset.