Hvordan kommer vi videre efter mange års utroskab?

Elisabeths mand var utro og troede længe, han kunne have to kvinder. Nu har parret besluttet at blive sammen, men det er svært at komme videre

Modelfoto.
Modelfoto. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Kære Brevkasse

For nogle år siden opdagede jeg ved en tilfældighed, at min mand havde noget kørende med en anden kvinde. Vi har børn og børnebørn og har været gift i snart 40 år. Da jeg konfronterede ham, sagde han, at han havde kendt kvinden i seks år, men at det bare var på det seneste, at han var blevet voldsomt forelsket i hende uden at have haft sex med hende.

Min mand arbejdede tæt sammen med den pågældende kvinde og ville ikke kappe forbindelsen. Jeg pressede på i lang tid for at få hende ud af vores liv, før det lykkedes. Jeg havde af gode grunde mange søvnløse nætter og græd omtrent hver dag. Jeg havde psykologsamtaler, og jeg fortsatte med at have det rigtig skidt. Vi truede flere gange hinanden med skilsmisse, men ingen af os havde modet til at gøre det helt forbi.

På et tidspunkt opsøgte kvinden mig og spurgte, om ikke vi kunne dele min mand. Jeg fastholdt, at det ikke var en mulighed. Endelig kom kvinden ud af samarbejdsrelationen og rejste bort i længere tid. I de måneder havde jeg det rimelig godt, kunne sove nogenlunde, og vi havde et godt ægteskab. Min mand og kvinden havde jo bare været forelskede, tænkte jeg, og nu var hun rejst.

For et års tid siden sagde min mand en dag, at han ikke kunne holde ud at leve videre på en løgn. Han fortalte, at de havde været kærester i fem-seks år. På grund af vores daværende bopælsforhold havde det været muligt for ham at leve en slags dobbeltliv. Så de havde været kærester, sexpartnere og samarbejdspartnere. Det var naturligvis chokerende for mig at få det at vide. Jeg følte, at benene blev slået fuldstændig væk under mig. Jeg skrev i egne notater, at jeg syntes, min mand havde været en skiderik. Ved tilståelsen mente min mand, at det meste var min egen skyld, uden at han kunne pege på noget specifikt. I dag er han mere nuanceret og siger, at det måske mere havde noget at gøre med noget inde i ham selv.

Men chokket blev totalt den følgende dag, da han sagde, at han gerne ville genoptage kæresteforholdet med hende, nu ”over radaren”. Vi forhandlede i nogle uger, og jeg fastholdt, at jeg ikke ville dele min ægtefælle med en 17 år yngre kvinde, og vi endte med at blive enige om at genoptage vores ægteskab. Kæresten var dermed endeligt helt ude, omend det har været svært at stole på, at det var rigtigt.

Jeg skaffede forskellig litteratur om utroskab og fandt ud af, at jeg ikke er spor unormal, når jeg fortsat efter et år efter tilståelsen har voldsomt søvnbesvær og grædeture. Mit selvværd har været i frit fald, og jeg har haft behov for at revurdere og omdefinere mit liv i årene op til utroskaben og siden. Ekskæresten optræder desværre i mine tanker hver dag og ofte, når jeg vågner om natten. Jeg vil forfærdelig gerne af med hende og har prøvet alt muligt.

Vi vil begge to gerne fortsætte vores ægteskab. Jeg har arbejdet en del med tilgivelse for at finde en vej til at tilgive min mand. Men det er svært for mig at gøre det for alvor, fordi min mand ikke rigtig mener, at han har gjort noget galt. Han har jo bare elsket to kvinder. Og han var i de fem år mere optaget af at finde en løsning på tingene end at filosofere over, at det var forkert i forhold til mig og den sociale kontrakt, som et ægteskab er. Han kom tilsyneladende hver gang til det resultat, at han ville være den gode ægtemand, der ikke svigtede hustruen ved at blive skilt. Dertil skal siges, at jeg uden problemer ville kunne klare mig selv økonomisk, praktisk og socialt ved en skilsmisse.

Jeg har også svært ved at tilgive mig selv for at blive i ægteskabet. Hvis en anden kvinde havde fortalt mig en tilsvarende historie, ville jeg klart have sagt: Bliv skilt, han er ikke værd at blive hos. Men jeg elsker ham trods alt, og utroskaben ligger efterhånden nogle år tilbage.

Jeg har i formel henseende tilgivet min mand, og vi fortsætter vores ægteskab. Vi er kommet tættere på hinanden, end vi har været i mange år. Men jeg har utrolig svært ved at tilgive ham rigtigt, så længe han ikke selv lægger klar afstand til utroskaben og erkender, at fem års dobbeltliv og utroskab uden at give ægtefællen en chance for at sige fra og flytte væk, er det groveste svigt, man kan udsætte sin ægtefælle for. Jeg har sagt, at jeg har tilgivet ham, men det går vel næppe særlig dybt, når jeg stadig græder mindst en gang om ugen. Vi er nok snarere blevet forsonet. Hvis han engang selv når frem til erkendelse, så er jeg parat til at tilgive ham for alvor. Har I nogle gode råd i denne situation?

Venlig hilsen Elisabeth

Kære Elisabeth

Tak for din beretning om et særdeles vanskeligt kapitel i dit liv. Det er godt, at du vil skrive om det, for det bliver let et tabuemne. Det er et smertefuldt univers, hvor ensomheden ofte er overvældende, fordi det i modsætning til ulykker og dødsfald ikke er let at dele utroskab, uanset graden, med venner, børn eller øvrig familie. Udadtil er din mand måske både velanset af sine børn og på sit arbejde, og det kan øge den indre konflikt. Sådanne billeder vil man helst ikke ødelægge, specielt ikke over for sine børn, og samtidig er der ofte et stort indre behov for at få anerkendelse, oprejsning og retfærdighed.

Det er ikke underligt, at din mands utroskab og lyssky adfærd gennem flere år har fyldt og fylder meget i dit liv. Og som du skriver, ville mange vælge at sætte foden ned og sige: Jeg kan ikke få ny tillid til dig efter alt det, der er sket, så vores veje må skilles. Det er med respekt, at vi ser, at I begge ønsker at forsøge og fortsætte jeres liv sammen. Men I skal gerne videre på en bedre måde.

De lette og hurtige svar til, hvordan det kan ske, er der nok ikke, men vi vil gerne dele nogle tanker. Vi synes, at du med stor selvrespekt skal vise din mand dette brev og sige, at du gerne vil i en dybere, konstruktiv dialog med ham om, hvad disse år med dobbeltspil, løgne og utroskab har gjort ved dig og din selvrespekt, ved din sorg og ved din vrede.

Og at du ønsker, at han bliver oprigtigt spørgende og nysgerrig efter at se, hvordan der ser ud i dit livslandskab. Du har brug for ham som vidne til din smerte, og at han oprigtigt ønsker at lære dig at kende og forstå, at tilgivelse ikke bare med ord, men i hjertedybet er meget vanskeligt efter så mange år, når han ikke tager ansvar og skyld på egne skuldre.

Sandsynligvis synes han ikke, det er let, men det må gøres, for tingene går ikke over af sig selv. Der er kommet så dybe sår i dig og i jeres relation, at der uden ilt og rensning under kontrollerede forhold kan gå kronisk betændelse i sårene til skade for jer begge.

Når vi skriver kontrollerede forhold, kunne det for eksempel være, at I afsatte halvanden time på et bestemt tidspunkt hver uge i mange måneder fremover, hvor I delte tanker om det, som er sket, med hinanden. Idéen med de aftalte tidspunkter er, at I ved på forhånd, hvornår de svære samtaler finder sted, og at det ikke bare pibler op tilfældigt uden gode rammer. Undervejs i sådanne krævende og følsomme samtaler kan det ske, at I opdager nye sider ved jer selv og ved hinanden og finder nye veje sammen.

Vi har forkortet dit brev lidt, men vi synes, at du og I fortjener lidt mere svar, end der er plads til i denne uge. Måske får vi også tilsendt forskellige reaktioner fra vores læsere, som vi kan tage med i overvejelserne. Så vi skriver mere om utroskabsemnet, når vi er kommet over på den anden side af påsken. Den højtid minder os om livets skrøbelighed og alvor, om svigt, oprejsning – og håb.

Mange hilsener

Annette og Jørgen