Hvordan lever man med et menneske, der har narcissistiske træk?

Agnete er vokset op med en mor, hun mener er narcissist. Deres relation er drænende, men alligevel ønsker hun ikke helt at afbryde kontakten

Efter at have læst jeres klare definition på en narcissist, kan jeg med sikkerhed skrive, at jeg selv er vokset op med en narcissistisk mor, skriver Agnete til brevkassen.
Efter at have læst jeres klare definition på en narcissist, kan jeg med sikkerhed skrive, at jeg selv er vokset op med en narcissistisk mor, skriver Agnete til brevkassen. Foto: stockfoto/Simon Knudsen/ ritzau scanpix.

Kære brevkasse

Sidste fredag læste jeg om Christina og det problematiske forhold, hun havde til sin mor.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeres svar til hende var en øjenåbner for mig, for jeg syntes, at jeg kunne nikke genkendende til mange af de ting, som Christina beskrev i sit brev.

Efter at have læst jeres klare definition på en narcissist, kan jeg med sikkerhed skrive, at jeg selv er vokset op med en narcissistisk mor. I mit voksenliv adskiller jeg mig fra Christina ved at have mand og børn og være lidt ældre end hende.

Jeg har et job, som jeg er glad for, men jeg kæmper i mit privatliv med tristhed, bekymringer, uro og søvnbesvær.

Jeg har for tiden ikke kontakt med min mor, men jeg har haft det on and off i alle år.

Indimellem er jeg nødt til at holde pauser fra hende, men det ender altid med, at kontakten genoptages. Det er aldrig hende, der strækker hånden ud eller tager initiativ efter en pause.

Grunden til, at jeg forsøger forsoning, er, at jeg på en måde har ondt af hende. Hun er ensom, bor alene med en hund og en kat, og hun har kun få veninder. Hun har gennem alle årene haft et mønster med at jage alle sine nærmeste fra sig. Det gælder hendes egne forældre, dengang de levede, hendes bror, som hun ingen kontakt har til, og flere andre nære relationer.

Hun er skilt fra min far og har aldrig kunnet etablere et nyt forhold. Min far er gift igen, og dette er en stor torn i øjet på min mor, som for eksempel altid har nægtet at komme til sammenkomster i familien, hvis min fars kone er med. Sådan har det været i 20 år.

I forhold til sine børn, mig og mine søskende, har hun nu kun jævnlig kontakt til en af os.

Min bror har for længst meldt sig ud af min mors tyranni. Han synes kun, at hun ødelægger hans liv og familieliv med sine kritiske meninger om alt og alle, så deres kontakt er meget sparsom. Jeg har forsøgt at holde en slags kontakt, også af hensyn til mine børn, som faktisk er glade for hende. Min mand og hans familie har hun mest kritik og nedladenhed tilovers for, så det har aldrig været nemt.

Jeg kunne skrive side op og side ned med detaljer og eksempler, men jeg har egentlig bare et spørgsmål. Hvordan lever man med et menneske i sin nærmeste familie, som har narcissistiske træk? Og som man trods alt ikke ønsker at droppe forbindelsen til fuldstændigt. Og til sidst.

Min største skræk i livet er at komme til at ligne min mor og gentage hendes mønstre over for mine egne børn. Ultimativt miste kontakten til dem, som hun næsten har gjort.

Jeg tror egentlig ikke, at jeg ligner hende så meget, men det er en tanke, som virkelig fylder hos mig. Tak for en virkelig god brevkasse, som jeg altid læser med stor interesse.

Venlig hilsen Agnete

Kære Agnete

Tak for dit brev om forholdet til din mor. Vi forstår rigtig godt dilemmaet i forhold til ønsket om at være en voksen god datter, der viser omsorg og interesse for sin mor, og så den realitet, der tydeligt fortæller, at det næsten ikke er til at holde ud.

De allerfleste ønsker sig et godt og trygt forhold til deres nærmeste. Så det at måtte erkende, at det ikke kan opnås, er en sorg i sig selv.

Vi kender forhold, hvor man må holde god afstand til sit ophav blot for at kunne bevare eget livsmod og selvrespekt. Der er nære familierelationer, der er så drænende og usunde, at man kan blive syg af det.

Når man overvejer, om man skal have kontakt til en forælder, som har udpræget narcissistiske træk, så må man vurdere, hvor mange kræfter man har, og hvordan man bliver påvirket. Kan man beslutte sig for at besøge vedkommende eller ringe med nogle for sig selv definerede intervaller og samtidig opgive at få noget tilbage af det, man måske har længtes efter hele livet, så kan man gøre det. Men bliver man slået ud ved hver kontakt, så skal man overveje, om det har for mange omkostninger.

Du skriver, at dine børn synes, det er hyggeligt med kontakt. Og det er måske ikke mærkeligt.

Der er kæmpestor forskel på at være barn og barnebarn af en forælder med dysfunktionelle træk. Børnebørn er ikke afhængige på samme måde, og de har haft en helt anden slags opvækst med andre forældre.

At håbe på, at tingene efter så mange år ændrer sig, er urealistisk. Desværre er der mennesker, der i deres liv kun kan se ting fra eget perspektiv, og som derfor ikke har en naturlig indlevelsesevne eller forståelse eller interesse i andre mennesker.

De er derfor heller ikke i stand til at vurdere, hvordan deres adfærd eller bemærkninger kan såre og smerte et andet menneske. I forhold til et sådant menneske må der sættes et værn rundt om sindet. Det er ikke let, men nødvendigt, hvis der skal være en kontakt.

Konkret betyder det, at man i samværene med den pågældende er helt bevidst om, at man ikke skal lade sig følelsesmæssigt involvere.

Man skal ikke gå i diskussion eller regne med argumenters kraft. Man kan snakke om neutrale emner og informere om saglige ting, som ikke er fortrolige. Vi kalder det nogle gange at blive ”antropolog”. På den måde kan nogle mennesker lykkes med at have et høfligt og lidt overfladisk forhold.

Som en antropolog er man opmærksom og kan registrere og beskrive det, som foregår.

Men man deler ikke noget dybere fra sit eget indre med dem, som man har en eller anden interesse i at mødes med.

Du skriver, at du kan have ængstelige tanker om at blive magen til.

Desværre tænker ikke alle sådanne tanker. Der er børn, der er blevet slået med skarpe og nedvurderende ord eller med hård hånd med jævne mellemrum af deres forældre, som ubevidst arver samme adfærd i forhold til deres egne børn. Det er ofte de mennesker, som ikke er kommet i kontakt med smerte fra deres egen opvækst.

Bekymrer man sig som dig over disse ting, er det ofte et tegn på, at man er langt på vej med at bryde gamle mønstre.

Smerten og uroen er en sund reaktion på noget usundt. Som du skriver om det, tænker vi, at du har gjort op med det, du selv har oplevet, og at du har arbejdet på at finde en anden måde at være mor og menneske på for dine egne. Det må du gerne tilføje til din selvrespekt, for det er ikke klaret på få år.

I den kommende tid skal du måske prioritere egenomsorg og opsøge gode mennesker og samtalepartnere, der kan øge forståelsen for det hårde indre arbejde, som du har været igennem i mange år, så dit underskud, uro og søvnbesvær langsomt kan mindskes.

Mange hilsener