Prøv avisen
Spørg om livet

Hvordan skal jeg tale med min søster om hendes overvægt?

Overvægt er et emne, der kan være meget svært og overvældende at tale om. Foto: Brian Bergmann/Ritzau Scanpix

Vægt er et følsomt emne, og navnlig overvægt er svær at tale om. Men Fie vil gerne hjælpe sin søster, der de senere år har taget på i vægt

Kære brevkasse

Jeg har en søster, som er to år ældre end mig, som jeg sætter stor pris på. Vi har et godt forhold og bruger en del tid sammen. Vi har igennem mange år brugt hinanden meget og vendt både stort og småt. I vores voksne år er hun begyndt at kæmpe en del med overvægt og lider under det. Det er kommet derhen, hvor hun ikke bare er lidt buttet, men også er lidt belastet af det rent fysisk, sådan som jeg ser det. Det gør mig ondt at se, at det også påvirker hende psykisk.

Hun har flere gange sagt til mig, at hun ville ønske, hun kunne tage sig sammen og tabe sig. På trods af at hun har sagt det i flere år, har hun aldrig gjort noget ved det. Ind-imellem har jeg derfor forsigtigt spurgt, om vi skulle løbe en lille tur sammen, gå på et træningshold sammen eller spurgt lidt ind til hende og hendes mands madvaner. Vi bor kun få kilometer fra hinanden. De få gange, jeg har kastet mig ud i en lille snak om disse følsomme temaer, er jeg enten blevet mødt med vrede og stor irritation eller stilhed og indelukkethed, hvor hun med sin attitude fortæller mig, at jeg har såret hende. Det virker som et virkelig følsomt emne, hvilket jeg jo godt kan forstå. Jeg synes også, det er synd for hende. For jeg kan spise næsten hvad som helst, men forbliver slank.

Det er sådan, at vi i sommerferien skal på en uges ferie sammen, hvor der bliver god tid til snak og meget andet. Og jeg har sådan lyst til at spørge ind til hendes ønske om at tabe sig, både fordi jeg ved, at hun ønsker det, og også fordi jeg ønsker for hende, at hun skal have en sund krop, som kan holde i mange år. Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan – og om – jeg skal gøre det? Jeg ønsker virkelig ikke at såre hende, men samtidig fornemmer jeg jo, at hun går rundt og er lidt såret hele tiden, fordi hun ikke har det godt med sig selv. Og hendes gode veninder, som hun har nogle stykker af, berører det heller ikke, sådan som jeg har erfaret det.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg kan tillade mig at bringe det på banen. Og hvis jeg vælger at gøre det, så ved jeg faktisk ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til hendes sårbarhed? Jeg kan jo nok ikke helt sætte mig ind i det. Og jeg synes, det er ærgerligt, at der er kommet et tema imellem os, som ikke kan snakkes om, men som alligevel fylder.

Venlig hilsen

Fie

Kære Fie

Tak for dit brev. Ja, verden er nogle gange meget uretfærdig. Og sådan oplever din søster det sikkert også ofte. Hvorfor er det, at hun skal kæmpe med vægten, og du ikke skal? Sådan er der rigtig mange ting i livet, som er ulige fordelt og tilsyneladende rammer helt tilfældigt. Din søster vil til enhver tid kunne sige, at du sagtens kan have de rigtige råd og holdninger, for du har jo dit på det tørre.

Det er ikke ualmindeligt, at tynde mennesker får en kommentar med på vejen, a la: ”nej, hvor er du slank”. Eller hvis man har tabt sig, får man enten ros derfor, eller nogle omsorgsfulde bekymrende ord, om der er noget i vejen? Det er, som om lav eller for lav en vægt lettere får omgivelsernes reaktion og omsorg.

Anderledes er det med den tydelige overvægt. Den er der sjældent nogen, der kommenterer. ”Du har vel nok lagt dig ud/blevet tyk, er der sket noget?” En sådan sætning husker vi ikke at have hørt om. Den store tavshed betyder, at mange overvægtige i tillæg til vægtproblemet også får et tillægsproblem med en større eller mindre ensomhed eller oplevelse af at være forkert. I vores kultur, hvor der ingen problemer er med at skaffe mad og med et fitnesscenter på hvert et gadehjørne, kan det let signalere tab af kontrol. Eller signalere, at man ikke tager sig sammen. Med andre ord, at man er forkert.

Vi kan læse gennem hele brevet, at I egentlig har en god søsterrelation. Derfor vil det også være naturligt, at det er dig, der berører det svære tema, for du holder oprigtigt af hende. Det er det vigtige. Uden den indre varme kommer man aldrig igennem med sårbare temaer. Vi kan læse, at du har forsøgt at spørge konkret, om I skulle løbe en tur sammen, eller hvordan hendes madvaner er. Uden resultat.

Måske skal du hellere starte på en anden måde og sige, at du har hørt, at hun indimellem har sagt, at hun godt kunne ønske at tabe sig. Og så spørge hende, om hun vil snakke med dig om hendes tanker om det på et tidspunkt, for det vil du gerne.

Når man gerne vil invitere til en samtale om et sårbart tema, er det oftest en god idé først at samtale om samtalen, altså om den anden er interesseret i at snakke om det, og hvis det er tilfældet, kan man aftale, hvor og hvornår det er mest hensigtsmæssigt. Hvis man ikke først finder ind til hinanden ad den vej og pludseligt spørger den anden om noget meget følsomt, kan det nogle gange blive alt for sårbart og overvældende og stoppe for videre samtale længe efter.

Måske siger hun, at det snakker hun med sin mand om. Det kan vi håbe. Men vi tror også, at hun kunne have brug for at snakke med dig om det. Og sommerferieturen er nok en god anledning, fordi der er færre dagligdags forstyrrende elementer.

Du kan også sige, at du skriver til os, fordi du synes, det er svært, men at det ligger dig meget på sinde at kunne være en god hjælp og støtte, og at du ikke bare ønsker at være en vellykket lillesøster, der skal belære sin storesøster om kost og motion.

Når det kommer til, hvad man konkret kan hjælpe med, så kommer det også an på, hvorvidt din søster vejer 20, 30 eller 50 kilo for meget. Det, hun sandsynligvis kunne have glæde af, var, at der var en, der fulgtes med hende på den vej, der starter med nogle tanker og en drøm om at tabe sig til at tage nogle konkrete tiltag over tid. Det at ændre vaner er for os alle som regel rigtig svært.

Mange undersøgelser påpeger, at en af de måder, der ofte virker bedst, når vi skal ændre gamle mønstre er, at der er nogen, der følger med i processen og interesserer sig for en og bakker op uden fordømmelse, når det ikke altid lykkes. Men et sådant følgeskab kan kun aftales, hvis I tager den mere grundlæggende snak om, hvordan hun har det, og at temaet bliver aftabuiseret. Måske skal hendes mand også inddrages i en fælles snak på en eller anden måde, hvis det viser sig muligt og hensigtsmæssigt.

Vi ved, at det kræver mod at berøre vanskelige emner, men samtidig er det også en form for kærlighedsgerning, du spørger om råd til.

Mange hilsener