Med i bilen: Hvordan står det til med færdselsetikken på de danske veje?

Antallet af trafikdræbte steg til 199 personer i 2019 mod 171 året før. Kristeligt Dagblad er taget med på patrulje med Midt- og Vestsjællands Politis færdselsbetjent Preben Sandager, der flere gange dagligt ryster på hovedet over danskernes adfærd på vejene

Der er kommet langt flere biler på vejene de seneste år, og der bliver kørt hurtigt. Sidste år blev der rejst 671.837 sigtelser efter færdselsloven. – Arkivfoto: Linda Henriksen/Ritzau Scanpix.
Der er kommet langt flere biler på vejene de seneste år, og der bliver kørt hurtigt. Sidste år blev der rejst 671.837 sigtelser efter færdselsloven. – Arkivfoto: Linda Henriksen/Ritzau Scanpix.

Det har været en begivenhedsrig weekend indtil videre. Han har allerede haft to sager, hvor bilisterne fik bøder og klip i kørekortet, og stoppet to andre køretøjer, hvor førerne fik betingede frakendelser af kørekortet. En af de sidstnævnte var en motorcyklist, der kørte op mod 160 kilometer i timen på en landevej, hvor hastighedsbegrænsningen var sat til 80.

Færdselsbetjent ved Midt- og Vestsjællands Politi Preben Sandager sidder ved sin arbejdscomputer på politistationen og gennemgår sin videodokumentation af alle forseelserne. Han vil lige sende et par af videoerne af sted til en nøjagtig opmåling hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, inden han igen skal ud i felten på de midtsjællandske landeveje. I 2019 blev der rejst 34.565 sigtelser efter færdselsloven alene i Midt- og Vestsjællands Politikreds.

Til daglig kører Preben Sandager i Danmarks hurtigste civile politibil og får stoppet mange af de fartgale bilister og motorcyklister, som de resterende politibiler ellers ikke kan indhente på vejene. Og alt for ofte kommer han på sin vagt op at køre langt over 200 kilometer i timen for at kunne følge med lovovertræderne.

199 personer mistede livet i trafikken sidste år, viser en ny rapport fra Vejdirektoratet. Det er flere trafikdræbte end i 2017 og 2018.

Vanvidskørsel er der desværre kun kommet meget mere af i løbet af Preben Sandagers 25 år i operativ færdsel. Det kan godt undre ham i en tid, hvor den hensynsløse kørsel ellers er blevet en stadigt større del af den offentlige debat. I løbet af foråret har man også i Folketinget diskuteret nye initiativer til bekæmpelse af vanvidskørsel, og efter sommerferien er det planen, at et lovforslag om samme skal behandles.

Men selv hvis han ser bort fra vanvidskørslen, står det stadig dårligt til med færdselsetikken på de danske veje. For mange af de bilister, som Preben Sandager møder, har svært ved at overholde færdselsloven. Måske, tænker han, hænger førernes adfærd sammen med bilmarkedets udvikling. Dels har standardbilerne på markedet jo fået langt flere hestekræfter, og dels har flere danskere fået mulighed for at lease større og hurtigere biler. Han ryster på hovedet.

Han sætter sig ind i sin civile politibil og tænder for politiradioen, så han kan høre, hvad Vagtcentralen melder ind. Så drejer han ud på E20-motorvejen i sydgående retning. Selvom det er søndag eftermiddag, og der faktisk ikke er så mange biler på vejene, går der ikke lang tid, før han sætter efter en rød bil, der drøner af sted i motorvejens yderste fjerdespor. Han kører ikke med blå blink, selvom han nu er i udrykning. Det ville bare få bilisten til at reagere herefter. I stedet sætter han videoen i bilen i gang med at filme og indtaler med en høj, sikker stemme bilens nummerplade. Fartmåleren tæller hurtigt op og runder på et tidspunkt godt 160 kilometer i timen. Da målingen er færdig, og de obligatoriske usikkerheder er trukket fra, viser tælleren, at den røde bil kører med en gennemsnitshastighed på 141 kilometer i timen på en vej, hvor man må køre 110. Preben Sandager sætter de blå blink til og får navigeret den røde bil ind i nødsporet.

Det er en ung mand i midten af 20’erne, der sidder bag rattet. Det er særligt mænd på hans alder, som Preben Sandager sigter for hastighedsoverskridelser og anden hensynsløs kørsel. Måske er det, fordi de stadig føler sig udødelige eller endnu ikke har oplevet forældreskabet og det ansvar, der følger med. Preben Sandagers tese er i hvert fald, at mange flere bilister begynder at køre ordentligt, når de bevæger sig op i 30’erne.

Den unge mand vifter afværgende på hovedet, da han bliver spurgt, hvorfor han kører op mod 30 procent mere i timen, end han må.

”Jeg fulgte jo bare trafikken,” siger han.

Den forklaring har Preben Sandager hørt mange gange før – også selvom den på ingen måde er korrekt. For manden havde ligget mellem tredje og fjerde vognbane og overhalet adskillige medtrafikanter på de få kilometer, han havde fulgt efter ham.

Preben Sandager beder om mandens kørekort og kan se i systemet, at han tidligere har fået et klip. Havde han kørt blot en smule hurtigere, havde han fået endnu et klip i dag, og det havde betydet en betinget frakendelse af kørekortet, fordi han er en ny bilist. Nu nøjes han med en bøde på 2500 kroner.

Kort efter mener Preben Sandager, at den er gal igen. Nu er det en bil, der kører i andet spor uden at trække ind til højre. Han lægger sig først ud bag bilen og laver et par overhalingsblink med sit lange lys. Da der ikke sker noget, gentager han sine blink. Igen. Og igen. Fjerde gang lystrer bilen og bevæger sig ind i det inderste spor. Hvis bilen trækker ud igen, så snart han er passeret, vil han stoppe bilen. Det gør den.

Preben Sandager tager sit røde stopskilt frem og vifter med det ud gennem ruden, så føreren kan se det. De trækker begge ind.

Føreren føler sig forurettet. Det er søndag aften, og der er meget få biler på vejene. Der kan vel ikke være noget problem i at køre i anden vognbane?

Det er en af de undskyldninger, Preben Sandager oftest hører. Men det ændrer ikke på det faktum, at det kan være livsfarligt, hvis biler bagved bliver nødt til at trække ud i tredje eller endda fjerde vognbane for at kunne overhale, eller hvis nogle vælger den forkerte løsning og overhaler indenom. Føreren får en bøde på 1000 kroner, som hun dog ikke vedkender sig. Så skal han formentlig i retten med sagen om nogen tid. Han trækker på skuldrene. Det er han tit, og han har endnu ikke prøvet at tabe en sag, fordi hans bil altid optager forseelserne på video.

På radioen melder Vagtcentralen knasende ind, at der er sket et færdselsuheld et par afkørsler væk fra den tilkørselsrampe, som Preben Sandager holder stille på. Han kan på øjemål vurdere, hvor hurtigt folk kører på motorvejen ved siden af, og er klar til at accelerere, såfremt der skulle komme et tilfælde af en særlig grov forseelse. Langt de fleste kører ”bare” mellem 120-125 kilometer i timen.

Han retter sin opmærksomhed mod meldingen om uheldet. I begyndelsen af sin karriere prøvede han at tale til førernes moral, når han sigtede dem for deres lovovertrædelser, men han mærkede, at den løftede pegefingerfinger var noget, der prellede af på langt de fleste. Nu holder han sig oftest bare til sigtelsen.

Hans fornemmelse er, at de fleste bilister selv synes, at de har så godt styr på deres kørsel, at de godt kan tillade sig at køre et par kilometer for hurtigt. Sådan er virkeligheden bare langtfra. Og netop E20, som han sidder og ser ud på nu, er en af landets mest befærdede veje, hvor der sker allerflest færdselsulykker.

Nu kommer der en ny melding over radioen. Det er en motorcykelkørende kollega, der har stoppet en mand, som har kørt omkring 200 kilometer i timen uden kørekort i en lejet bil. Kollegaen kan læse i systemet, at manden er blevet stoppet syv-otte gange før, men hver gang er stukket af fra gerningsstedet. Kollegaen spørger, om Preben Sandager ikke vil sikre, at det ikke ser igen.

Preben Sandager speeder op og rammer de 250 kilometer i timen, da han pisker hen til gerningsstedet for at nå vanvidsbilisten. Men selvom det blot tager 30 sekunder at nå frem, har motorcyklistbetjenten ikke kunnet holde på ham den korte tid, og bilen er allerede ræset videre ud på de danske veje. Begge betjente ærgrer sig. Så lykkedes det dem heller ikke at holde på ham denne gang.

Preben Sandager håber, at de nye regler om konfiskering af biler ved vanvidskørsel kan komme sådanne problemer, som han desværre oplever alt for tit på vejene, til livs. Indtil videre må han være tilfreds med den forskel, som han forhåbentlig har gjort denne weekend, ved at sigte de resterende lovovertrædende bilister, som han har mødt på sin vej.