Hvordan taler man med sit barn om Rasmus Paludan?

Når Stram Kurs’ partiformand, Rasmus Paludan, lægger billeder og videoer på de sociale medier, er det især børn og unge, som følger med. Uanset om det er fascination eller frygt, der tiltrækker dem, skal man tale om det, lyder det fra flere sider

Igennem sin og Stram Kurs’ youtubekanal er Rasmus Paludan blevet kendt blandt børn og unge. Her taler tre drenge med partilederen under en demonstration i Kokkedal. –
Igennem sin og Stram Kurs’ youtubekanal er Rasmus Paludan blevet kendt blandt børn og unge. Her taler tre drenge med partilederen under en demonstration i Kokkedal. – . Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

”Hvor skal vi tage hen, når vi bliver smidt ud af Danmark?”, spurgte Özlem Cekics ni-årige søn bekymret en helt almindelig aften midt i middagsmaden.

I skolen havde han set en video med formand for Stram Kurs Rasmus Paludan. Den havde han gået og tænkt over i flere dage, mens bekymringen bare voksede og voksede. Og nu følte han et behov for, at hans forældre gav ham et svar.

”Det er ikke en bekymring, som jeg kan ignorere eller negligere. Vi bliver nødt til at tale om det. Samtidig er jeg meget bevidst om, at jeg i det øjeblik skal være den voksne. Min frustration og afmagt skal jeg ikke overføre til min søn. Jeg skal være fornuftens stemme og give ham håb.”

Men hvordan gør man det i samtalen med et barn på ni år? Det tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic og hendes mand valgte at tage samtalen. De begyndte med en historie, som sønnen kender. Den handler om tidligere overrabbiner Bent Melchior, som hendes børn kalder bedstefar, der under Anden Verdenskrig måtte flygte til Sverige. Og alle de danskere, som hjalp ham under hans flugt.

Derefter spurgte de ind til alle dem, sønnen kender: familie, venner, naboer og klassekammerater. Ville de ikke hjælpe, hvis nogen prøvede at smide ham ud af Danmark? Det nikkede han genkendende til.

”Jeg tror, man skal passe på med at bruge en dommedagsretorik over for sit barn. I stedet er det enormt vigtigt at tale håbet og virkeligheden op. Virkeligheden er jo, at Rasmus Paludan tilhører et virkeligt lille mindretal,” siger hun.

”Det er måske mit vigtigste råd. Man skal hverken gøre ham værre eller bedre, end han er. Det er vigtigt at være så objektiv som muligt og huske nuancerne.”

Også Søren Pedersens søn på ni år har været bekymret. Som så mange andre drenge på den alder er han flittig bruger af Youtube. Især videoer om computerspil er et hit, men også andre ting finder vej ind på skærmen. Har man set en video til ende, kommer hjemmesiden nemlig med anbefalinger til, hvad man ellers kan se. Ikke sjældent er det videoer med og om Rasmus Paludan, som dukker op.

Som far bekymrer det ham, at hans søn ser de til tider voldsomme videoer. Men hvad kan han gøre? Den på papiret nemmeste løsning ville være, at han forbød videoerne og Youtube. Men det ville skabe et ramaskrig i hjemmet. Desuden ville sønnen nok bare se det hjemme hos kammeraterne, i skolegården eller andre steder. Kompromiset er blevet, at de ser det sammen.

”Det giver en mulighed for, at jeg kan forklare ham, hvad der foregår. Jeg passer meget på ikke at stille for svære spørgsmål eller overkomplicere tingene. I stedet spørger jeg ind til, hvad han ser i videoen? Det er min måde at få ham til at forholde sig til det. Siger han noget, som jeg synes, er forkert, så taler vi stille og roligt om det,” siger han.

Især én ting har optaget sønnen meget. Det er spørgsmålet om, hvorvidt hans veninde, som har mellemøstlige rødder, skal smides ud af landet. Selvom sønnen forstår det brede billede, så mangler proportionerne nemlig, fortæller Søren Pedersen.

”Efter at have set videoerne, var han sikker på, at det ville komme til at ske. Der var slet ikke nogen tvivl i hans hoved. Det gjorde ham virkelig bekymret, og han fik ondt i maven. Han kan ikke forstå, at det ikke er sikkert, at Paludan kommer i Folketinget. Eller at han næppe får nogen stor magt. Det har jeg fortalt igen og igen, ikke kommer til at ske,” siger Søren Pedersen.

De seneste to år er Rasmus Paludan blevet en stjerne på de sociale medier, og børn helt ned i indskolingen følger med, når han lægger videoer op fra demonstrationer eller taler rundt om i landet. Alene på videodelingssiden Youtube er hans videoer blevet set over 20 millioner gange.

Men langt de fleste børn og unge har ikke et forhold til partiet Stram Kurs eller partilederen Rasmus Paludan, fortæller Christian Mogensen, projektleder på Center for Digital Pædagogik. De har derimod et forhold til karikaturen Rasmus Paludan og den måde, han fremstiller sig selv på nettet.

Hvad får så mange børn og unge til at se hans videoer?

”Han gør det samme som mange andre stjerner på Youtube. Han har nogle faste vendinger, som han bruger og vender tilbage til igen og igen. Og så har han aproprieret v-tegnet som hilsen med ordene ’v for sejr’. Det er letgenkendeligt. Mange børn har også opdaget, at når de imiterer ham, får de en reaktion fra de voksne,” siger han.

”Det er den samme mekanisme, som når små børn første gang siger ’fuck’. De har ingen anelse om, hvad det betyder. Men de finder lynhurtigt ud af, at hvis de siger det i nærheden af en voksen, så kommer der en reaktion. Og det er hylende morsomt. Det har han levet højt på.”

Nogle steder har børnene taget det skridtet videre. I løbet af efteråret dukkede der historier op om, at børn i skolegården legede Rasmus Paludan. En slags politi og røvere, hvor de delte sig ind i tre hold: de kristne, jøderne og muslimerne. De kristne, anført af en Paludan, skal så fange de andre og sætte dem i bur, som en chokeret far fortalte til Ekstra Bladet.

Børn har altid leget og imiteret det, de ser i medierne, fortæller Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet, som forsker i samspillet mellem medier, teknologi og hverdagsliv med særligt fokus på leg. Men som voksen har man et ansvar for at sætte en grænse.

”Der er voksne, som er blevet meget forskrækkede og har haft svært ved at vide, hvordan de skulle reagere. For det er pludselig ikke bare sjov og leg, men langt over grænsen. Ligesom vi for nylig har talt om, hvorvidt man må kalde hinanden bøsse for sjov, skal vi nu tale om etnicitet og religion,” siger hun.

Som voksen må man ikke råbe om bål og brand, og det nytter slet ikke at komme med forbud, mener Stine Liv Johansen. Så bliver det for alvor spændende for børnene. I stedet kan man tale med dem om deres adfærd på nettet.

”Vi er nødt til at pirke til deres kritiske bevidsthed i forhold til, hvad de giver deres opmærksomhed,” siger hun.

”De har noget at skulle have sagt, når det kommer til, hvad der er på nettet. Når de giver tid, opmærksomhed og måske endda penge til noget, så er de med til at understøtte det. Det gælder også i forhold til de her videoer. Når børnene ser dem, så spreder det sig gennem Youtubes algoritmer.”

Uanset om det er frygt eller fascination, der driver barnets interesse for Rasmus Paludan, skal man som forældre turde tage snakken, lyder det fra den erfarne børnepsykolog og forfatter til flere bøger om børneopdragelse Margrethe Brun Hansen.

”Han har fanget deres interesse, så grib bolden. Fortæl om vores demokrati, og at han prøver at blive valgt til Folketinget. Foreslå, at I sammen kigger hans partiprogram igennem og undersøger, hvad han står for,” lyder hendes anbefaling.

Det er en oplagt mulighed for at tale med sit barn om politik, medborgerskab og grundlæggende menneskerettigheder som religionsfrihed, mener hun. Og det kan børn sagtens rumme og forstå, så længe man husker at holde det i børnehøjde.

”Det er det uudtalte, som gør dem bange. Når man som voksen italesætter det, så har man også muligheden for at tale det ned, så ens barn kan sove trygt og roligt,” siger hun.