Vil du gerne leve et bæredygtigt liv? Måske har du en ambition om at flyve mindre, spise mindre kød eller købe dine ting brugt. Men måske oplever du også, at det er nemmere at mene end at handle. Eller mister du modet, fordi dine handlinger virker som en dråbe i havet?
Klimakrisen er allestedsnærværende, og der er brug for en bæredygtig omstilling. Vi ved det godt, og vi vil også gerne, men vi kan alligevel have svært ved at skabe overensstemmelse mellem vores værdier og vores valg. Derfor har vi brug for et etisk kompas at navigere efter, lyder budskabet i den nye bog ”Bæredygtighed – fra moralsk pegefinger til etisk kompas” skrevet af Lone Belling.
”Menneskeheden har udviklet sig til en planetforandrende kraft. Nu står vi ved kanten, og der er ingen planet B. Det er en kognitiv erkendelse, vi skal gøre os. Men det er ikke nok. Der skal også en etisk og hjertelig dimension på,” forklarer forfatteren, der er cand.phil. i samfundsfag og selvstændig ledelses- og organisationskonsulent med fokus på blandt andet bæredygtighed, innovation og mindfulness.
De sidste mange års viden fra videnskabeligt hold gør ifølge Lone Belling, at vi ikke kan være i tvivl om klimakrisens realitet, og at noget må gøres. Derfor skal bæredygtige handlinger være pejlemærket for vores etik og identitet.
Men for at bygge bro mellem holdning og handlinger skal der ifølge Lone Belling i højere grad tales til hjertet og ikke kun til hjernen. Fordi viden om klimakrisen taler til vores fornuft, men at handling bedst sætter sig igennem, når det såkaldte affektive system også aktiveres. Når vi kan føle problemerne.
”Vi mennesker er grundlæggende empatiske. Og det skal vi gøre brug af i den bæredygtige omstilling. Det, du elsker, passer du på. Det nærer du, så det kan leve videre,” fortæller Lone Belling.
Det etiske kompas i den bæredygtige omstilling skal derfor udstyres med det, Lone Belling med henvisning til den danske filosof Claudius Wilkens (1844-1929) kalder ”hjertets dannelse”. Hvor den klassiske dannelse og naturvidenskabelig viden suppleres af et etisk forhold til naturgrundlaget og vores nuværende og fremtidige medmennesker.
”Det er en stor opgave, men det er også en kæmpe gave. Vi skal til i højere grad at være borgere og jordboere, dele af en meningsfuld helhed. Fra homo economicus til homo empaticus,” siger Lone Belling.
For at sikre, at vi går i nålens retning, er der dog brug for en etisk fordring, som Lone Belling henter fra den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981) og hans formulering af, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.”
Vi har med andre ord indflydelse på planeten og andre menneskers liv, og det efterlader os med et ansvar, en etisk pligt, om man vil. Og den etiske fordring består i, at vi skal handle på dette ansvar.
Et spørgsmål, der imidlertid trænger sig på, er: Hvem har ansvaret? Hvem skal holde kompasset?
”Man kan ikke forlange det samme af den, der har meget få ressourcer og muligheder, som man kan af den, der har mange. Vi vil alle opleve, at der er grænser for, hvor langt vi selv kan nedbringe vores CO2-udledning. Der er derfor mange løsninger, der skal håndteres på et systemisk niveau,” siger Lone Belling.
Men hvis løsningerne skal findes på systemisk niveau, giver det så mening at have en individuel etisk fordring?
”Hvis man anser sig selv for at være et voksent og reflekteret menneske, så tager man mest muligt ansvar med de muligheder, man har. Man projicerer sit ansvar væk fra sig selv, når man siger, at det ikke nytter noget i det store billede, om man selv gør noget, eller om Danmark gør noget,” siger Lone Belling.
”I det øjeblik, man handler, sender det signaler opad og udad. Vi havde aldrig haft så grønt et folketingsvalg i år, hvis ikke der havde været en folkelig mobilisering. Vi skal tillade os selv på individuelt plan at begynde i et tempo, hvor vi kan følge med, men vi skal samtidig være i en bevidst dannelses- og refleksionsproces med hensyn til, hvad vi kan gøre mere og bedre,” siger hun.
Hvorvidt man selv skærer ned på kødet eller ej kan virke som en dråbe i havet, men hver dråbe skaber ringe i vandet, er argumentet altså.
Ifølge Lone Belling er viden om, hvordan vi hver især kan handle bæredygtigt, vidt tilgængelig. Med vores empatiske mindset og vores etiske fordring i ryggen skal vi skabe den bæredygtige omstilling, blandt andet ved at have og være rollemodeller for hinanden. Så dråberne i vandet kan skabe ringe, der forstærker hinanden og bliver til bølger.
”Med rollemodeller får vi oplevelsen af, at dette er noget, vi gør sammen. Og det inspirerer os til selv at handle. Vi skal nemlig se tigeren i øjnene og nære håb. Vi skal ikke nære panikken, men den del af os, der ser muligheder,” siger Lone Belling.
For der er grund til håb, mener hun. Det er efterhånden de færreste, der ikke vil anerkende klimakrisen, dens menneskeskabte natur og nødvendigheden af omstilling. Og de nye generationer vokser op med denne bevidsthed og holder deres forældre ansvarlige, når de hører om madspild og CO2-udslip.
Og det er, mener Lone Belling, fortrøstningsfuldt. Men der skal mere til.
Er du én af dem, der gerne vil det bæredygtige liv, men ikke handler i så høj grad, som du selv kunne ønske? Så har Lone Belling en opfordring til, hvad du skal gøre, når du er færdig med at læse denne artikel:
”Vælg et område, hvor det er oplagt og realistisk for dig at handle mere bæredygtigt. Gør det konkret, skriv det ned og sig det højt til andre, så du forpligter dig selv på det”.
Dilemmaet:
Det, der gør det svært for os at vælge bæredygtigt:
- Systemiske og infrastrukturelle begrænsninger af handlemuligheder, såsom begrænset offentlig transport.
- Vaner. Den bæredygtige omstilling udfordres af, at vi skal reflektere over og ændre på mange af de ting, vi plejer at gøre.
- Identitet. Vores identitet er til dels funderet i vores forbrug. Det kan derfor udgøre en eksistentiel udfordring, hvis vi ikke skal rejse, ikke skal købe nyt tøj eller ikke skal have egen bil.
Det, der kan hjælpe os til at vælge bæredygtigt:
- Rollemodeller. De kan agere en levendegørelse af viden og principper, og de kan anspore til handling.
- Samtale, dialog og refleksion med andre ophæver den individuelle udfordring og klargør, at vi ikke er alene om det.
- Eget tempo. Erkendelsen af at man ikke kan favne det hele, men at også en delvis indsats nytter noget.