Hvorfor er det så svært at erkende, at ens tid er omme?

Viljen til magt er et menneskeligt grundvilkår, og skuffelsen kan blive stor, når man som Lars Løkke Rasmussen (V) må afgive indflydelse. Men hvad sker der med mennesker, når de indser, at status kun er til låns?

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Der er for eksempel en tid til at tie og en tid til at tale, kan man læse i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente.

Da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i begyndelsen af denne uge udkom med sin selvbiografi ”Om de fleste og det meste” gav han udtryk for, at han befinder sig i et eksistentielt vadested efter at have mistet magten som statsminister og partiformand for et år siden. Det er tilsyneladende uklart for hovedpersonen selv, hvad han skal stille op med sit liv, hvis det ikke skal indeholde politik, og han har som bekendt ikke afholdt sig fra fortsat at blande sig i debatten, som det forventes af tidligere statsministre.

Han er dog ikke den eneste, der modvilligt eller med store menneskelige konsekvenser mister magten. Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvor svært det kan være at erkende og leve med, at ens tid er omme. Det skyldes, at viljen til magt er et menneskeligt grundvilkår, forklarer Lars-Henrik Schmidt, idéhistoriker og professor på DPU, Aarhus Universitet, med henvisning til Nietzsche-begrebet Wille zur Macht – vilje til magt. Eller sagt på en anden måde: Vi har alle en Lars Løkke Rasmussen eller en ronkedor i os, der bare venter på at blive vækket.

”Magtens grundbestemmelse er at udvide sig,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Har man magt, bliver man nødt til at blive mægtigere – det ser man jo tydeligt i karriereforløb, hvor mennesker hele tiden må gå efter forfremmelser for at forblive den, de tænker om sig selv, at de er. Og det ses sjældent, at det enkelte menneskes magt omvendt bare bliver mindre og mindre – tit er der tale om et fald fra magten. Derfor bliver man ramt på sin væren, når man mister sin magt eller indflydelse.”

Det sker for politikere og topchefer, men også for alle andre, at man må stige ned fra tronen eller talerstolen og på den ene eller anden måde afgive indflydelse. Det sker for eksempel, når man ikke modtager genvalg, når man bliver fyret, når man bliver sygemeldt, og når man går på pension, fortæller erhvervspsykolog Karen Marie Fiirgaard.

”Menneskers forestillinger om deres liv lider et knæk, når magten forsvinder. Og ud over, at man så må til at redigere i de livsforestillinger og skal skabe sig en ny identitet,mangler man også den dopamin, kroppen plejer at belønne en med, når ens kampe fører til præstationer. Forestil dig ikke at få dit dope – så står frygten og angsten klar, og også derfor kan det være svært at miste magten.”

Og så må man sande, at status kun er til låns, påpeger Karen Marie Fiirgaard.

”Jeg har selv prøvet det. Da jeg på et tidspunkt arbejdede i en borgmesters afdeling og ringede til folk derfra, kunne stort set alt lade sig gøre. Da jeg så blev selvstændig og bare skulle ringe på vegne af mig selv, var der mildest talt ikke samme gennemslagskraft. Der følger altså noget magt og identitet med vores ansættelser og tillidsposter, som vi kun har til låns. Og det kan føles, som om man står tilbage helt nøgen, når man må afgive det igen.”

I sin egen praksis plejer hun at sige følgende til mennesker, der står i en sådan situation:

”Forestil dig, at du er blevet 80 år og holder din fødselsdag. Kig rundt – hvem er til stede? Og hvad vil du gerne kunne sige om dit eget liv, når du holder tale? Hvad bekymrede du dig for meget og for lidt om gennem dit liv?”

Det tankeeksperiment opfordrer Karen Marie Fiirgaard sine klienter til at bruge som en slags fyrtårn, de kan orientere sig efter, mens der er høj sø.

Særligt ramt bliver det enkelte menneske på sin væren, når afskeden med indflydelsen sker ufrivilligt, siger professor Lars-Henrik Schmidt.

”Vi ved, at det er lige så sikkert, at vi en dag må forlade manegen og give andre plads, som at vi en dag skal dø. Men alligevel kan det opleves som en eksistentiel dødsdom, når man bliver valgt fra. Og der ligger en grundskuffelse i at få demonstreret, at man er undværlig,” siger han og fortsætter:

”Der er nogen, der mener, at andre vil udfylde ens plads bedre end en selv, og at ens villen og skullen ikke længere hænger sammen. Man rammes på sin forfængelighed, og ens afmægtighed kræver en gerningsmand. Vi ser det med Lars Løkke Rasmussen, men det er helt alment, at man kigger sig om efter, hvem der nu udviser skadefryd over ens fald fra tinderne. Men der er jo også de mennesker, hvis afsked med magten leder til selvransagelse, og som opdager, at det måske er bedre for foreningen, virksomheden eller partiet, hvis andre tager over.”

Lars-Henrik Schmidt er selv 67 år og står derfor over for at skulle gå på pension inden for en overskuelig fremtid.

”Jeg er jo en stolt professor, og jeg vil ikke underspille, at det da havde været rarest, hvis jeg bare kunne blive ved med at udvide mit territorium. Men jeg forbereder mig på det og tror også, jeg vil glæde mig over en dag at stoppe med at være universitetslærer. Og lige nu overvejer jeg, om jeg overhovedet vil være professor emeritus. For nu til dags betyder det jo lidt, at så er ens tid forbi, opgaven fuldført, og man burde forføje sig. Og nu forstår du nok sammenhængen,” griner han i røret og afslutter:

”Jeg skal nok selv bestemme, når den tid er forbi.”

En, hvis tid ved magten efterhånden har været omme et par gange, er Alfred Josefsen. I 13 år var han direktør for dagligvarekæden Irma, som er ejet af Coop. Men da Irmas hovedkontor i 2012 blev flyttet fra sin adresse i Rødovre til Albertslund for at blive slået sammen med resten af Coop, trådte den dengang 55-årige Alfred Josefsen af som direktør. Det var i og for sig et kritisk tidspunkt at forlade en stilling på, hans alder taget i betragtning. Men han havde kæmpet imod flytningen af Irma, og han ville ikke stå i spidsen for den som direktør.

”Det var meget svært for mig at træde af. På den ene side fortryder jeg aldrig, at jeg gjorde det, for jeg tog konsekvenserne af mine egne værdier. Men samtidig var det jo også grænseoverskridende og angstprovokerende at forlade en organisation, som jeg ikke følte, jeg var færdig med, og hvor jeg havde en masse synlighed og indflydelse. Hverken jeg selv eller andre havde rigtig vidst, hvornår Irma sluttede, og jeg begyndte, og der gik da også et par år, før jeg stoppede med at introducere mig som tidligere direktør for Irma,” siger Alfred Josefsen, der siden har ernæret sig som forfatter, konsulent, foredragsholder og bestyrelsesmedlem i en række bestyrelser.

”I starten var jeg også bange for, om jeg nu ville blive skubbet ud af en masse sammenhænge, fordi jeg ikke længere havde den position. Det viste sig heldigvis til min store glæde, at jeg fortsat blev inviteret, selvom der var mere plads på mit balkort end før.”

Og ganske aktuelt står Alfred Josefsen endnu en gang over for at ville trække sig fra en magtfuld position. Han er formand for børneorganisationen Unicef Danmarks bestyrelse og har besluttet at trække sig til næste år som led i bestyrelsens plan om over en treårig periode at udskifte sig selv. Ønsket er at give den nye generalsekretær, Karen Hækkerup, friskt blod at samarbejde med.

”Det er det helt rigtige for organisationen, og for mig selv er det nok lidt en dobbelt følelse. Jeg er meget taknemmelig for at have været så dybt engageret i Unicef i 20 år. Så derfor er der jo også et lille tab i mit hjerte, når det engagement må slutte,” siger Alfred Josefsen, der i dag er 63 år, og som allerede er blevet tilbudt en bestyrelsespost i en anden organisation, ”der kæmper for en god sag, men som jeg må holde hemmelig lidt endnu”.

”Jeg ser sådan på det, at min erhvervskarriere og dermed min indflydelse er i glidende afvikling. Hvordan det så ser ud om 10 år, må guderne vide.”

Vil man kigge nærmere på magt, kan med fordel rette blikket mod William Shakespeare (1564-1616). Magtens rådne hånd på menneskets skulder flyder som et tema gennem den engelske digters værker, fortæller lektor emeritus og Shakespeare-ekspert Michael Skovmand fra Aarhus Universitet.

”Den mest klassiske historie om at afgive magten er tragedien om sagnkongen kong Lear. Han beslutter sig for at abdicere og vil dele sit rige mellem sine tre døtre. Det er en ret grotesk situation, der starter med, at han spørger dem, hvem af dem, der elsker ham højest. Mens de to døtre kæmper om at fortælle, hvor højt de elsker ham, siger den tredje, at hun elsker ham så højt, som en datter bør. Han forviser hende og deler kongeriget mellem de to andre, og så vil han fortsat regere delvist gennem dem, og han vil behandles som konge. Men da døtrene kommer til magten, beslutter de og deres ægtemænd at gå imod ham. Han mister sin magt og bliver vanvittig og indser i sidste ende, at det var den tredje datter, han skulle have sat sin lid til. Det er et arketypisk eksempel på, hvor urmenneskeligt det er at være blind for, hvornår man må slippe sin magt og myndighed,” siger Michael Skovmand, der selv har været byrådsmedlem for SF i den daværende Rosenholm Kommune i slutningen af 1980’erne. Han tilføjer:

”Det er jo også tankevækkende, at de mennesker, der har magten i dagens demokratiske samfund, ikke kan lide ordet magt. De bruger ordet indflydelse, fordi magt lyder af diktatur. Men det, Shakespeare viser os, er, at man kun har magten, så længe der er nogen, der bakker op om, at man har den. Og sådan er det jo også i dag.”

Så er der også nogle gange, hvor tiden ikke rigtig løber ud. Hvor man kan blive ved med at gøre sin indflydelse gældende, fordi opbakningen fortsat er der. Det er tilfældet for 78-årige Anne-Grethe Foss. I 1993 blev hun administrerende direktør i det nyetablerede Ørestadsselskabet, der blandt andet havde til formål at bygge de første etaper af hovedstadens metro. Da selskabet blev delt op i to, fortsatte hun som administrerende direktør i det, der blev til Metroselskabet. Og i 2009, hvor hun blev 67 år, trak hun sig efter aftale med den daværende bestyrelsesformand som øverste chef. Hun har siden været direktør i selskabet.

”Jeg blev engang spurgt, hvor mange børn jeg havde. Jeg svarede tre, men min datter, som stod ved siden af mig, sagde ’nej, du har da fire, mor, for du har også metroen’.”

Med andre ord er metroen så tæt knyttet til Anne-Grethe Foss, at hun endnu ikke har tænkt sig at forlade sin post.

”Jeg er meget taknemmelig for, at Henrik (Plougmann Olsen, administrerende direktør i Metroselskabet, red.) har givet mig plads til, at jeg stadig kan være med til at træffe store beslutninger – og at min indflydelse knytter sig til, hvor gode mine argumenter er. Hvis jeg havde arbejdet et andet sted, var jeg måske stoppet tidligere, men det her metroprojekt er noget, der på en eller anden måde griber ens sjæl. Og selvom jeg ikke længere er administrerende direktør, føler jeg lige så stort et ansvar. Jeg får ondt i maven, når der er noget galt med driften – og den ansvarsfølelse er med til at give mig energi.”

Hvor længe har hun tænkt sig at holde fast i indflydelsen?

”Jeg vil blive ved, så længe jeg kan gøre gavn og har kræfter til det. Og når jeg en dag stopper, kommer jeg garanteret til at blive sådan en irriterende en, der kører rundt i metroen ustandseligt for at holde øje med, om det hele nu stadig virker.”

Der er som bekendt en tid for alt. Det tænker Søren Hermansen for tiden over. Han er sognepræst i Sorgenfri nord for København, og om et par måneder går han på pension, efter hvad der nærmer sig 40 års virke. Det er faktisk ikke så nemt at skulle træde ned af prædikestolen og overlade ordet til en anden. Derfor støtter han sig da også til netop Prædikerens Bog og også Lukasevangeliets formaning om, at man skal kende sin besøgelsestid.

”Jeg stoler på, at der er forskellige tider i menneskelivet, og at Vorherre nok skal sørge for at give os de gaver, der skal til. Det ultimative kristne perspektiv er jo også, at selv døden ikke er en slutning, men en begyndelse, og det er for mig ganske væsentligt at have evigheden som bagtæppe, når det handler om at afgive magt og indflydelse,” siger han.

Det kan være til styrke for det enkelte menneske at erkende, at det ikke er en gud, og at dets liv og identitet ikke er defineret ved dets mængde af indflydelse, siger Søren Hermansen.

”Min egen mægtighed er ikke hele sandheden om mig. Med kristendommen er der altid mere at sige om mig, og der er altid en ny mulighed. Skaberværket blev ikke bare til engang, men er en skabelse i ethvert menneskes liv, hvor hver morgen er ny.”

Dertil kommer, at magten i et kristent perspektiv er parkeret hos Gud, og selv Guds søn var i sidste ende magtesløs, siger Søren Hermansen.

”Det ligger jo allerede i vores Fadervor, når vi i slutningen siger: ’thi dit er riget og magten og æren’. Hvor magten selv ville sige, at kampen for den er den eneste rigtige måde at forholde sig til livet på, så siger kristendommen, at nej, det er ikke sandt. Livet folder sig også ud i magtesløsheden.”