Prøv avisen

Hvorfor husker nogle barndomsminder tydeligere end andre?

Illustration: Morten Voigt

Minder er personlige, og nogle efterlader større aftryk i mennesker end andre. Den gennemsnitlige dansker kan huske tilbage til fireårsalderen, men for nogle endnu længere tilbage. Det kan blandt andet have noget med køn, uddannelse eller oplevelsens vigtighed at gøre

For den 52-årige tidligere skolelærer Inger-Margrete Kabel er det første barndomsminde en aften, hun ligger i sin tremmeseng på børneværelset. Hun har røde hunde og føler sig skidt tilpas. Hun husker, hvordan hendes far forsigtigt løfter hende fra tremmesengen og den smerte, hun følte i nakken på trods af faderens nænsomhed. På det tidspunkt var Inger-Margrete Kabel endnu ikke fyldt tre år, fortæller hun. En anden med et tidligt minde er journalisstuderende Camilla Jauch på 25 år, der kan genkalde en uheldig episode fra sin tid i dagpleje, da hun var to år gammel. Nysgerrigt undersøger hun en sten, hun har fundet, og kommer til at stikke den op i næsen. Camilla Jauch husker tydeligt genskæret fra sirenelamperne, turen til hospitalet, den hvidkitlede læge, og hvordan hendes mor spurgte ind til hændelsen efterfølgende. De har begge valgt at dele deres erindringer med Kristeligt Dagblad i en rundspørge på Facebook.

Inger-Margrethe Kabel og Camilla Jauch er undtagelser, for de fleste husker ikke noget fra deres helt tidlige barndom. Men hvorfor er det egentlig, at vi husker barndommen så forskelligt og i så forskellig en grad?

Center for selvbiografisk hukommelsesforskning, der hører under Aarhus Universitet, forsker blandt andet i spædbørn og børns udvikling af hukommelsen, og i det forskningsfelt finder man forklaringen på, hvorfor nogle har lysende klare minder fra barndommen, mens andre ikke har.

”Noget, der har betydning for hukommelsen, er, hvor meget man er blevet talt til som barn. Om man er blevet spurgt ind til, hvad man har oplevet i løbet af dagen, og om man har fået lov til at fortælle frit om oplevelserne. Når forældre stiller børn åbne spørgsmål, øver børnene sig i at huske, hvad de har lavet, og de øver sig i at sætte ord på oplevelserne. Det udmønter sig faktisk i, hvor god man er til at huske minderne på et senere tidspunkt,” fortæller Osman Skjold Kingo, der er lektor ved center for selvbiografisk hukommelsesforskning.

Der findes dog en række andre faktorer, der også har betydning for, om voksne husker ting fra barndommen. Tilbage i 2013 lavede center for selvbiografisk hukommelsesforskning en undersøgelse, hvor man blandt andet spurgte 1000 danskere til deres første minde. Her viste det sig, at både køn og uddannelse har indflydelse på vores personlige hukommelse.

”Der er forskel på kønnene. Det er ret konsekvent både i vores undersøgelser og i udenlandske undersøgelser, at kvinder husker længere tilbage end mænd. Vi har undersøgt personer mellem 20 og 70 år, og sammenligner man resultaterne fra den undersøgelse med lignende undersøgelser af børn, er det utroligt nok sådan, at børn husker lige godt, hvad end de er drenge eller piger,” siger lektoren.

Den tendens kan hænge sammen med, at kvinder typisk er mere trænede i at fortælle om deres personlige erindringer med højere detaljegrad end mænd.

Der er også påvist en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og selvbiografisk hukommelse.

”Desto længere uddannelse, desto længere er folk typisk i stand til at huske tilbage. Den oplagte forklaring er, at uddannelsesniveau og intelligens hænger sammen. Personer med en lang uddannelse har typisk også store forventninger til egne mentale evner i for eksempel hukommelsen, så det kan også være en del af forklaringen,” siger Osman Skjold Kingo.

Man kan nogle gange opleve, at en barndomsven tydeligt husker episoder, som man ingen erindring har om. Men det er der ikke noget ualmindeligt ved, fortæller Asmus Vogel, der er neuropsykolog på hukommelsesklinikken ved nationalt videnscenter for demens på Rigshospitalet.

”At din ven kan huske mere end dig, kan forklares ved, at personen har været nede af det specifikke hukommelsesspor nogle gange. For dig har den konkrete hændelse måske slet ikke været vigtig nok til, at du fik lavet et godt hukommelsesspor af det. Hvis du havde haft flere følelser omkring hændelsen, havde du måske kunnet huske den i dag,” fortæller neuropsykologen og fortsætter:

”Hvis vennen er gået hjem fra en fælles oplevelse og har tænkt på den de næste tre dage, mens du har været optaget af noget andet, så har du gjort noget andet med din hukommelse, end din ven har gjort. Selvom I har oplevet det samme, så gjorde I noget forskelligt for at gøre mindet mere eller mindre stærkt.”

Det er nemlig sådan med hukommelsen, at det, der er vigtigt for os, ofte er det, vi husker senere i livet. Sindstilstanden og minders lagring har en klar sammenhæng, og idéen om, at hjernen er som en computerharddisk, der gemmer alt, vi oplever som minder, er en udbredt misforståelse.

”Folk tænker ofte på hukommelse som en film eller en båndoptager. Noget, man har liggende, som man kan tage frem. Og så kan man tænke, at nogen virkelig må have mange film liggende, fordi de husker så meget. Men sådan fungerer det ikke.”

Asmus Vogel forklarer, at hvis man har tænkt på en oplevelse tilstrækkeligt mange gange, så lagrer den sig til et minde. Det er nemmere at huske faktuel viden end følelser, fordi mindet bliver svagere med tiden, hvis man ikke tænker på det. Det kan for eksempel være et guldbryllupspar, der skal tænke tilbage på bryllupsdagen i 1957. Deres erindringer vil ofte være faktuel viden som årstal, dato og vejret.

Men det sker også, at man kan genskabe en følelsesstemning omkring et minde, man ikke har tænkt helt så meget på, forklarer han.

”Man bliver pludselig opmærksom på noget, der sætter hukommelsen i gang. Det kan være en parfume, der minder om ens første kæreste, og så kommer man til at tænke på ham.”

Nogle unge har sikkert oplevet, at bedsteforældre fortæller rigt og detaljeret om deres barndom, og det kan føles, som om de husker bedre end den unge selv, selvom barndommen er langt tættere på for den unge. Det er der flere forklaringer på, og en af dem er, at vi i dag bliver eksponeret for nyheder og indtryk, vi skal forholde os til, hele tiden, og når fokus spredes ud, bliver det sværere at optage minderne. Det skyldes, at vi kun kan være opmærksomme på tre til fire ting ad gangen, fordi der er en begrænsning på vores hukommelse.

”Dagens unge bliver i højere grad end den ældre generation bombarderet med information fra omverdenen. De unge har derfor et større faktuelt vidensgrundlag end for eksempel generationen født i 1930’erne, der levede et mere simpelt liv. De skulle ikke selektere så meget i deres viden, fordi de ikke blev udsat for nær så meget information, og på den måde havde de mere tid til at gå rundt og fordybe sig i deres egne minder og genspille dem,” siger Asmus Vogel.

Asmus Vogel understreger, at det ikke betyder, at man i dag husker dårligere.

”Vi lever i dag et liv, vi ikke er skabt til at leve. Man fødes i princippet med det samme fundament som middelaldermandens, men man får i dag trænet hjernen meget hurtigere, end han gjorde, fordi vi hele tiden skal fravælge inputs fra omverdenen. Før i tiden skulle hjernen forholde sig til, om man var sulten, skulle på toilettet, eller om man skulle løbe væk fra en bjørn, og i dag skal hjernen fravælge vildt mange ting på samme tid. Det er vi slet ikke bygget til.”

Lektor ved center for selvbiografisk hukommelsesforskning Osman Skjold Kingo fortæller, at der findes råd for, hvordan man træner sin biografiske hukommelse, og hvordan man som forældre kan hjælpe sine børn til at bevare de betydningsfulde første stunder af livet. Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at huske lige så langt tilbage som Inger-Margrete Kabel og Camilla Jauch, der har minder, fra før de fyldte tre år, er det især forældrene, der skal bane vejen med åbne spørgsmål og et vedvarende fokus på at lade børn fortælle, hvad de oplever. Og hvis voksne vil forstærke minder eller glimt fra fortiden, kan det være en god idé at besøge det område, man er vokset op i, kigge i gamle kasser med legetøj eller forsøge at genskabe nogle af de sanseindtryk, der var i barndommen.