Hvorfor lader vi stå til, mens it-tjenester frarøver os vores privatliv?

Teknologigiganter som Google og Facebook ved efterhånden mere om, hvad vi tænker, end vi selv gør. Virksomhedernes gratistjenester er imidlertid blevet en så indbygget del af mange menneskers liv, at det er svært at undvære dem uden at føle tab og irritation

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Han er rolig i sin fremtræden, selvom han bestemt ikke lægger fingrene imellem foran tilhørerne mandag eftermiddag på Københavns Universitet ved Vor Frue Plads. Den 63-årige oplægsholder Roger McNamee, som er en amerikansk forretningsmand og it-investor, har i over 30 år arbejdet i højteknologimekkaet Silicon Valley i USA. Da teknologivirksomhederne Amazon og Google blev til, var han henrykt over deres nye tiltag. Det var han også, da den dengang 22-årige Mark Zuckerberg kontaktede ham i 2006 for at søge råd til sin hastigt voksende virksomhed, det sociale medie Facebook, som få år senere var en milliardforretning og i dag har 2,41 milliarder aktive brugere om måneden.

Roger McNamee forblev faktisk begejstret indtil 2016, hvor han begyndte at se tegnene på udviklingens knap så rosenrøde sider. For havde Facebook spillet en rolle i amerikanernes valg af præsident Trump? Og havde Facebook medvirket til, at briterne ville forlade EU? Ja, viste det sig, og derfor lægger Roger McNamee ikke skjul på sit ærinde denne eftermiddag:

”Hvis du ikke allerede er bekymret for teknologivirksomhedernes systematiske indsamling af data. Så lad mig nu give dig nogle grunde til at blive det.”

De har ellers gjort vores hverdag så meget nemmere. Mere bekvem. Pludselig skulle der ikke andet end et par klik med musen til, førend vi havde uanede mængder af viden foran os eller kunne tale, se og skrive med mennesker på den anden side af jorden. Og det bedste af det hele? Alle tjenesterne var gratis.

I dag er vi en vital del af teknologigiganternes økosystem, når vi finder vej med hjælp fra kortet på telefonen eller betaler et udestående med en enkelt bevægelse med fingeren hen over skærmen. For vores adfærdsmønstre og digitale fodspor overvåges, registreres, lagres. Det ved vi, hvis vi for eksempel læser vilkårene for brugen af Facebooks eller Googles mange gratis produkter. Alle data bliver gemt for at ”forbedre din brugeroplevelse”, lyder det fra teknologigiganterne. At glemme hører så at sige vores analoge fortid til. Eller som den amerikanske sikkerhedsekspert Bruce Schneier udtrykte det for et par år siden i sin bestseller ”Data and Goliath” (2016):

”Google ved mere om, hvad jeg tænker, end jeg selv gør. For Google husker alting for altid.”

Indtil for nylig brugte 70-årige Hans Finderup Jensen fra Hvidovre udelukkende sin stationære computer, når han skulle gå på internettet. Nu har han lige skiftet sin gamle Nokia-telefon, der kun kan bruges til telefonopkald, ud med en ny smartphone. Og den er faktisk smart, synes han. For snart – når han lige har lært den ordentligt at kende – håber han på at kunne betale med MobilePay, bruge Rejseplanen, logge på sin Facebook-profil eller slå ting op på Google, når han for eksempel er på en af de mange udflugter med Ældre Sagen eller Kulturens Venner. Hurtigt og nemt. Noget, som de andre deltagere allerede gør på deres smartphones, har han lagt mærke til.

Det rører ham ikke, at teknologigiganter med den nyerhvervede smartphone nu i højere grad kan følge hans færden. For han har ikke noget at skjule.

”Jeg har opgivet at følge med i, hvor meget de ved. Men jeg er den gammeldags type, der siger, at der jo ikke er noget særligt spændende ved mig. Også selvom jeg jo godt kan se, at når jeg har søgt på et eller andet, så kommer der straks reklamer op om det, jeg har søgt på. Så længe det bare er reklamer, så er det fint med mig,” siger Hans Finderup Jensen.

Men hvad er det egentlig, der bliver gemt om os? Det er grundlæggende to slags informationer, de store teknologivirksomheder nu ligger inde med. I den ene kategori finder du den information, som du selv fodrer internettet med mere eller mindre bevidst. Det kan være billeder fra sommerferien eller af familiens børn eller data om de holdninger og præferencer, som du deler i kommentarer og opslag på sociale medier. Den anden type information udledes af din adfærd. Det kan være de sider, du besøger på internettet, det indhold, du klikker på, de artikler, du læser, eller de steder, du færdes fysisk. En usandsynlig stor mængde data, der kan lande et helt tredje sted.

Som seniorrådgiver ved Institut for Menneskerettigheder beskæftiger Rikke Frank Jørgensen sig blandt andet med privatliv og overvågning.

”Vi går jo hele tiden rundt med et lille overvågningsapparat i lommen, der kan indsamle data, som virksomhederne, der står bag telefonen, alle dens apps og de sociale medier kan bruge til at tegne profiler af os. Hvem er vi som mennesker? Det kan de finde frem til ved at se på, hvilke personer der er en del af dit netværk, hvad dine præferencer, interesser, prioriteringer er, og hvad du foretager dig i både den digitale og fysiske verden. Og det, vi ikke nødvendigvis er opmærksomme på, er, hvor minutiøst et billede der tegnes af os.”

For eksempel er det nok de færreste, der ved, hvor ofte vi ikke bare lader Facebook, men også alle de virksomheder, der betaler for at være til stede på platformen, få adgang til vores personlige oplysninger.

Hvis man eksempelvis spiller et spil på det sociale medie eller downloader en app, risikerer man at give firmaet bag app’en adgang til mange personlige oplysninger og tilmed retten til at videredistribuere dem til unavngivne ”tredjeparter”. En god tommelfingerregel er derfor, at hvis du ikke betaler for produktet, så er du – eller i hvert fald dine data – produktet.

De indsamlede data bruges til at lave præcise, statistiske forudsigelser for din fremtidige adfærd. Hvad vil du have? Hvad vil du gøre? Og hvad vil dine valg få af betydning? Der skal overraskende få datapunkter til, førend de kan få vidtrækkende konsekvenser på den lange bane.

Information om os er altså magt. Den kan både sige en hel del om os som mennesker, og den kan bruges til at påvirke vores handlinger.

”Data kan også bruges til at identificere sårbarheder, som kan bruges til at presse os i bestemte retninger kommercielt eller politisk. Og når den mulighed ligger hos virksomheder og stater, som i udgangspunktet har mere magt end den enkelte borger, presser det retten til privatliv,” siger Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder.

Men hvorfor er vi tilsyneladende ligeglade med, at vi har fået frarøvet vores privatliv digitalt? Det er vi blandt andet, fordi teknologigiganternes kerneforretning er bekvemmelighed, siger den amerikanske forretningsmand Roger McNamee.

”Bekvemmelighed er som narkotika for os. Vi mennesker har rigtig svært ved at forudsige vores langsigtede udfordringer, men vi er virkelig gode til at mærke vores kortsigtede egeninteresse. Vi har svært ved at opgive det, vi ved er sjovt eller smager godt nu for en gevinst i en udefinerbar fremtid.”

Eftersom virksomhederne har haft succes med at designe nogle tjenester, som gør vores hverdag lettere, var begejstringen for de nye tjenesters potentiale i begyndelsen stor, fortæller Rikke Frank Jørgensen.

”Google solgte med sine frisættende slogans historien om, at de gjorde verden til et bedre sted, hvor alle havde adgang til information og viden, og hvor den enkelte blev styrket i forhold til magthaverne. Nu er vi så gradvist begyndt at få øjnene op for, at det ikke er offentlige frie rum, som vi bevæger os rundt i, men dybt kommercielle virksomheder, der tjener rigtig mange penge på vores data. Men de er svære at undvære, når man først har investeret sin lange sociale historie og store netværk i Facebook,” siger Rikke Frank Jørgensen, der i stigende grad har meldt sig ud af sociale medier, ligesom hun forsøger at bruge andre søgemaskiner end Google.

”Det er svært at være et kommunikerende, deltagende, demokratisk menneske i Danmark i dag uden at interagere med platforme, hvor man afgiver data. Du drypper data overalt, hvor du færdes, og asymmetrien mellem, hvad virksomhederne ved om dig, og hvad du ved om dem, bliver større og større.”

Men hvorfor holder vi ikke bare op med at bruge teknologigiganternes platforme? Morten Axel Pedersen er professor ved institut for antropologi og viceinstitutleder for Center for Social Data Science på Københavns Universitet. Vores hengivenhed til tjenesterne siger ret meget om os som mennesker.

”Vi er vanedyr. Når vores digitale platforme og tjenester bliver en integreret del af hverdagens praktiske gøremål, har vi svært ved at gå væk fra dem igen.”

Det skyldes ifølge Morten Axel Pedersen særligt to forhold. For det første er tjenesterne blevet en slags social infrastruktur. Platformene er de nye velasfalterede motorveje i vor sociale liv, hvor al information er tilgængelig og deles flittigt, når vi for eksempel skal med til børnenes fodboldturnering sammen med de andre forældre.

”Og ligesom vi vælger den smarteste vej til arbejde eller familien, opstår en følelse af tab og irritation, hvis vi pludselig skal med et skramlende bumletog for at opnå det samme. Det kan føles som at gå et skridt tilbage, men spørgsmålet er, om det ikke er nødvendigt,” siger Morten Axel Pedersen, der selv har kasseret sin smartphone som følge af det stigende fokus på tjenesternes dataindsamling.

For det andet har mange lavet en form for mere eller mindre bevidst, rationel kalkule over deres digitale brug. Vi kender måske lidt til dataindsamlingen, men tager den risiko, som vi i stigende grad fornemmer, der er, for til gengæld at kunne bruge tjenesternes gratis nyheder, kort eller kalendere, der gør hverdagen lettere. Særligt, hvis vi alligevel ikke føler, at vi har noget at skjule.

Mentaliteten ”hvis jeg ikke har noget at skjule, har jeg ikke noget at frygte” rækker faktisk langt tilbage i danskernes historie, fortæller ph.d. i historie og forskningschef hos Enigma – Museum for post, tele og kommunikation Andreas Marklund. Den blev påduttet befolkningen allerede under enevældens tid.

”Under Danske Lov eksisterede privatlivet ikke i juridisk forstand. At skrive noget ubehageligt om kongen i det, som vi i dag vil kalde for private breve, var under enevælden lige så slemt, som at stå og råbe det offentligt på torvet,” siger Andreas Marklund, der er i gang med at skrive en bog om overvågningens historie fra 1500-tallet til i dag.

Først med Grundloven i 1849 kom der en juridisk separation mellem den offentlige og private sfære. I det moderne, oplyste samfund havde borgerne nu endelig ret til et privatliv uden statslig overvågning. Også selvom det under verdenskrigene igen blev suspekt at værne om sit privatliv, fordi det måtte betyde, at man som individ havde noget at skjule for offentligheden.

Desværre, fortæller Andreas Marklund, er der indlejret en glemsel i vor kollektive erindring.

”Vi mangler en historisk hukommelse, hvad angår nutidens overvågningskapitalisme. Vi har været i dilemmaet før, men vi har glemt, at der også inden digitaliseringen var en kommunikationsteknologisk virkelighed, som kunne udnyttes – og misbruges – til at overvåge os. Historien viser, at privatlivet langtfra er noget, der er givet. Og vi kan aldrig spå om, hvilke data der kan få værdi i fremtiden, eller hvilken fremtid vi går i møde,” siger Andreas Marklund, der i sit eget privatliv forsøger at finde ”den gyldne middelvej” mellem at følge med udviklingen digitalt og samtidig tage sine forholdsregler. Det gør han blandt andet ved jævnligt at tjekke sine privatlivsindstillinger på de sociale medier.

Tilbage ved Vor Frue Plads er der blandt tilhørerne til eftermiddagens arrangement bred enighed om, at det er svært at ændre sin digitale adfærd. Det siger blandt andre 23-årige Clara Sandbye.

”Jeg mødte op til arrangementet, fordi jeg ved, at det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad man går med til at dele af oplysninger, og jeg kan sidde og være helt ideologisk på linje med eksperterne og få lyst til at lukke min Facebook-profil med det samme. Men jeg gør det jo ikke, fordi den samtidig er en virkelig integreret del af min hverdag.”

Hun føler sommetider, at løbet er kørt, men samtidig kan hun godt se, at hun er blevet mere reflekteret de senere år. Hun tænker i modsætning til tidligere altid over, hvad det egentlig betyder, når hun skal give samtykke til, at en hjemmeside indsamler de såkaldte cookies om hendes besøg, eller en app får adgang til nogle af hendes persondata.

Og det er værd at tænke over. For som aftenens oplægsholder Roger McNamee afslutter sit oplæg:

”Jeg vil gerne slå en sidste pointe fast: Der er ingen tvivl om, at Google, Facebook, Microsoft og Amazon alle ved, at I befinder jer her sammen med mig i dag.”