Der er rig lejlighed til at tage sig til hovedet i disse tider. Unge sender nøgenbilleder til hinanden uden tanke for, at de kan blive delt med andre end de ønskede. Ældre bryder alle sociale normer, når de midt i en sætning omkring spisebordet på besøg hos familien rejser sig, hver gang der lyder et bip fra deres mobiltelefon. Og selv garvede kommunikatører – ikke mindst folketingspolitikere – træder konstant i spinaten og havner i selvforskyldte shitstorms, fordi de skriver noget på Facebook eller Twitter, som alt for nemt kan misforstås.
At vi generelt opfører os umodent på de sociale medier, bliver der sat to streger under i disse uger, hvor Facebook bliver tvunget til at blotlægge, hvor mange private oplysninger vi alle sammen giver fra os – frivilligt og helt gratis – når vi er på de sociale medier. Oplysninger, der bliver solgt videre, så virksomheder bedre kan målrette deres reklamer.
Vi gør alt dette uanset køn, alder og uddannelse. Og vi gør det hele tiden, til trods for at vi efterhånden har haft mindst 10 år til at øve os i spillereglerne for denne måde at kommunikere på. Er den langsomme digitale dannelse helt naturlig, eller bør vi være bekymrede? Begge dele, mener en række fagfolk.
En af dem er Klaus Bruhn Jensen. Han er professor ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet og forsker i blandt andet mediernes historie og internettets indflydelse på vores liv. For ham at se er det helt naturligt med en vis indkøringsperiode for et nyt medie. Særligt når det påvirker vores sociale omgang med hinanden så gennemgribende, som de sociale medier har vist sig at gøre. Da radioen, telefonen og fjernsynet kom frem, var der også en udbredt fumlen rundt. Og der opstod hver gang det, han kalder moralsk panik.
”Helt tilbage i 1700-tallet var der stor bekymring, da engelske frøkener pludselig begyndte at læse mange romaner, for hvilke griller kunne det ikke sætte i deres hoveder,” siger han.
”Det samme er sket med tegneserier, film, computerspil – ja nærmest alle nye medier – for de understøtter den til alle tider udbredte forestilling om, at verden er at lave. Men den var og er jo først og fremmest under forandring.”
Forklaringen på fumleriet er også ret naturlig, mener han. Vores art forsøger hele tiden at finde en balance mellem indre lyst og ydre nødvendighed, og det trumfer ofte vores evne til at tænke flere skridt frem. Måske i særlig grad med de sociale medier, fordi de er så flygtige og har givet os fornemmelsen af, at al kommunikation skal være hurtig. Det går så ud over eftertanken.
Der er også en anden forklaring på, hvorfor vi trods alt ikke er nået videre i vores brug af de sociale medier, end vi er, siger Jeppe Bundsgaard. Han er professor på Danmarks institut for pædagogik og uddannelse (DPU) og har især forsket i den ansigtsløse kommunikation, der kendetegner ikke mindst Facebook og Twitter. Den form for kommunikation har den iboende udfordring, at vores empati for andre først og fremmest udvikles ved, at vi kan spejle os i deres ansigtstræk, forklarer han. Vi lægger simpelthen – helt ubevidst – vores eget ansigt i de samme folder som den, vi taler med, og derigennem mærker vi den andens følelser. Når vi ikke får den fysiske tilbagemelding, sløver vi vores naturlige fornemmelse for, hvad vi kan tillade os.
Hertil kommer de grundlæggende nye mekanismer i de sociale medier. Det, vi siger, skriver og deler, har mulighed for at sprede sig som en virus, og det, vi tænkte som en privat samtale, kan på et øjeblik blive genstand for national opmærksomhed, og det har vi ikke prøvet før i historien. Derfor kræver det også ekstra meget digital dannelse at lære de spilleregler.
”I Emma Gads tid skulle vi lære at følge bestemte regler, men med de sociale medier er vi tvunget til selv at udvikle dem, og det er en stor forskel,” siger Jeppe Bundsgaard.
”For vi er nødt til at udvikle dem sammen, før de virker, og rammerne for de regler ændrer sig hele tiden, fordi de teknologiske muligheder og vores brug af dem ændrer sig.”
Også filosoffen Vincent Hendricks tager menneskeheden lidt i forsvar. Han er professor og leder af center for information og boblestudier på Københavns Universitet og arbejder netop nu med at højne danskernes digitale dannelse. For det er der helt klart brug for, men ikke så meget fordi vi er langsomme i optrækket.
Sociale medier pirker til noget af det mest følsomme hos os, nemlig behovet for social anerkendelse. Netop det karaktertræk har gennem hele historien fået os til at gøre og sige ting, vi egentlig ikke bryder os om, fordi vi tror, at andre gør det.
Det nye er omfanget og rækkevidden, påpeger han. Radio, tv og telefon var en-vejs eller to-vejs kommunikation, men med sociale medier har alle potentielt fået fri adgang til hele det offentlige rum. Og det har gjort os hver især interessante som forbrugere på en helt anden måde, for hvor vi tidligere var modtagere af en ydelse, eksempelvis radioprogrammer, er vi med sociale medier selv blevet produktet. Vores forfængelighed, opmærksomhed og hang til anerkendelse er blevet andres forretning, fordi vores ageren på sociale medier er penge værd for virksomheder, og det økosystem har vi haft svært ved at forstå, siger Vincent Hendricks. Og det har gjort, at vi indimellem fremstår mere umodne og umyndige, end vi egentlig er.
Men inden vi slår os selv alt for hårdt oven i hovedet over ikke at have gennemskuet de sociale medier endnu, skal vi lige huske på, at de er en relativt ny erfaring for alle generationer. De bryder med, hvordan vi traditionelt har tænkt kommunikation. Og de har en grundlæggende anden logik og et andet formål, siger han:
”Det gode er, at vi er ved at åbne øjnene. Opgøret med vores uigennemtænkte brug af sociale medier er i gang, og der er grund til forsigtig optimisme. De sociale medier har taget os med storm og er dybt forankret i mange menneskers liv, så det tager tid at indlejre nye normer og skabe en egentlig digital dannelse i vores kultur, men bevægelsen er i gang.”
Den bevægelse får lige for tiden endnu mere kraft af, at Facebook bliver tvunget til at lægge deres dataindsamling åbent frem, så alle kan se, hvad de faktisk ved om os. Det kan meget vel blive et afgørende vendepunkt i vores brug af sociale medier, mener professor Klaus Bruhn Jensen. Måske ikke i første hug, og det vil fortsat tage tid, før vi for alvor ændrer vores adfærd, men det kan skærpe vores opmærksomhed og debat om, hvad vi gør på de sociale medier, og hvad vi vil være med til.
”Netop vores mangel på eftertanke er på det seneste blevet et spørgsmål, der bliver stillet bredt og institutionelt, også i EU-regi, så der sker noget, og det bliver interessant at se, hvad det gør ved vores fremtidige kommunikation med hinanden.”