Prøv avisen

Hvorfor skal man blive syg, før man finder ud af, hvad der er vigtigt for én?

"Hvis sygdommen tager fart, og vi ikke får bygget det hus, må jeg forholde mig til det. Så er drømme gode at have, og de bliver ikke mindre smukke ved at vedblive at være drømme,” siger læge Charlotte Bøving, der har uhelbredelig kræft. – Foto: Christer Holte/Polfoto

Læge Charlotte Bøving, der er kendt fra DR-programmet ”Lægen flytter ind”, blev i september erklæret uhelbredeligt syg af kræft. Men hvis hun skulle dø i morgen, har hun levet sit liv, præcis som hun ville, siger hun

På en af vej ud af Varde i Sydvestjylland, er der pludselig noget, der stikker ud. På et langt stræk af hvide, grå, beigefarvede huse af typen, der står overalt i Danmark, brydes rækken af et enkelt hus. Huset er bygget i skønvirkestil med krummelurer, ornamenter og kunstfærdige vinduer, og der er farver og detaljer at gå på opdagelse i.

Her har den 49-årige læge Charlotte Bøving praksis. Det er hende, der kærligt, men kontant forsøger at ændre vanerne hos overvægtige mænd og børn i tv-programmet ”Lægen flytter ind” på DR.

På væggene hænger faderens jagttrofæer, og i hjørnet af det store konsultationsværelse holder hundene Tinke og Coco hof på store puder, hvorfra de kan holde øje med alt, hvad der sker.

Ligesom huset er Charlotte Bøving farverig. Hun gestikulerer stort, taler højt og hurtigt, og smiler og ler, mens hun snakker. Skoenes hæle gungrer hen over gulvet, når hun går, og hun fortæller, hvordan huset blev totalrenoveret, da hun rykkede ind. Hun er fuld af handlekraft; nøglerne til huset havde hun få dage efter, at kommunen havde truet med at ekspropriere hendes gamle lægehus, og hun overbeviste bestyrelsen af museet, der ejede skønvirkehuset, om, at hun skulle flytte ind. Da hendes far døde, hentede hun sin farmors urne fra København til Varde, så den kunne begraves sammen med faderen. Og på tv er der ingen undskyldninger, når hun bestemt, men kærligt svinger pisken og får overvægtige børn og voksne i gang med løberutiner og sundere kost.

Men det har ikke været sjovt og festligt det hele. Charlotte Bøvings historie har snørklet sig ad mørke veje, og i september kom den seneste udfordring, der har sat handlekraften lidt ud af spil. Det var den 18. september for at være helt præcis. Charlotte Bøving siger datoen sådan, helt fast, den dato er ikke bare tal.

I nogle uger havde noget føltes forkert. Selvom hun er læge, kunne Charlotte Bøving ikke få det til at hænge sammen; pludselige hede- ture, astmasymptomer, akut højt blodtryk. Hun indlagde sig selv med tarmslyng, og under operationen fandt lægerne en knude. Kort efter fik hun beskeden, at hun havde kræft – og en sådan type, der ikke kan behandles med kemo eller stråling. Hun er uhelbredeligt syg.

”Af mange sygdomme er det træls at få at vide, at man har cancer. Lige præcis denne tumor er forbundet med kort levetid: 50 procent er her ikke om fem år, så det skal man bare holde sig for øje. Man har fået et stempel med udløbsdato,” siger hun.

Kræftknuden er af en type, der producerer hormoner. Det er derfor, hun havde symptomer, der stak i forskellige retninger. Knuden vokser langsomt, skønnet to-tre procent om året, og den har spredt sig til to lymfeknuder i bughulen. Men selvom mærkatet ”uhelbredeligt syg” og en knude, der ikke kan opereres væk, kan være nedslående, er Charlotte Bøving fortrøstningsfuld. I øjeblikket venter hun på, at kræften i lymfeknuderne skal vokse sig så stor, at man kan operere den væk. I mellemtiden kan hun, selvom hun er mere træt end sædvanligt, føre en normal tilværelse. Og så håber hun på, at kræften ikke når at sprede sig til leveren, for så bliver hun mere syg.

Men selv hvis hun ikke skulle være her om fem år, er hun afklaret med, at sådan må det være, fortæller hun.

”Jeg har forholdt mig til døden i mange år. Mine forældre fortalte sygehistorier ved middagsbordet, og jeg har haft unge veninder, der er døde af kræft. Døden har altid været tæt på, og det har også betydet, at jeg tidligt har indrettet mit liv efter, at jeg kan blive kørt ned på cykel i morgen. Man bliver nødt til at leve livet, mens man har det,” siger hun.

”Jeg tænker ikke, at der er nogle ting, jeg ikke har nået. Jo, måske lige at få børn, det ville jeg gerne have haft. Men så har jeg en kæreste, der har to teenageunger, som jeg kan have i mit liv. Men det er ikke sådan, at jeg ærgrer mig over noget eller føler, at jeg har spildt mit liv,” siger hun.

Livsfilosofien bygger hun oven på et liv, der har haft sine udfordringer. For selvom hun er vokset op i et privilegeret lægehjem med succesfulde forældre, der var kendt og respekteret i Varde, var der en bagside af medaljen. For derhjemme styrede faderens temperament, og Charlotte Bøving voksede op med utryghed som følgesvend.

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor man har mærket på alle kanaler. Jeg har hele tiden skullet være på forkant og passe på, at jeg ikke gjorde noget, der kunne gøre far sur. På samme måde var jeg pligtopfyldende i skolen og har altid læst lidt mere end de andre, altid været parat med svar,” fortæller hun.

I skolen blev hun mobbet for at være duks. Hun blev vendt i hundelort og fik tæv til og fra skole.

”Jeg var hende den lille Kloge Åge, der gjorde, som læreren sagde. Men jeg ville ikke gå hjem og gøre min mor ked af det, så min drivkraft var, at jeg skulle gøre mig god og gøre hende glad. Jeg har altid skullet vise de andre, at jeg godt kunne, og jeg har vendt modgangen til noget positivt,” fortæller hun.

”Når jeg i dag har børn i min konsultation, der græder og siger, at livet er så hårdt, så ved jeg jo, hvordan de har det. Og jeg ved også, hvordan de kommer ud af det. For så handler det om at gøre noget ved tingene, finde selvtilliden inde i sig selv til at komme videre. Jeg har jo selv været der, og jeg tror ikke, jeg ville være blevet sådan en god samtaleterapeut, hvis jeg ikke havde været igennem de ting, jeg har,” siger hun.

”Det at vokse op i en familie, hvor tingene hele tiden var på kanten, gør også, at man gør sig mange tanker om, hvad man gerne vil selv. Jeg tror, det har gjort mig til et bedre menneske, fordi jeg har set, hvad jeg i hvert fald ikke ville. Det betyder, at jeg fravælger de ting i mit liv, som ikke giver noget godt. Jeg lever mit liv, som jeg gerne vil,” siger hun.

Da hun kom i gymnasiet, begyndte hun at dyrke sport. Ligesom for hendes far og farfar, der blandt andet dyrkede faldskærmsudspring og militær femkamp, kom sport naturligt til hende. Gennem årene har hun danset på nationalt topplan, spillet ligahåndbold i 17 år, dyrket triatlon på internationalt topplan, været dansk mester nogle gange i ironman og halv ironman, spillet golf, hvor hun var den kvinde i danmarkshistorien, der gik hurtigst ned i handicap, og været klubmester i tennis.

Det aktive liv har altid været en altoverskyggende drivkraft, og det er den, hun forsøger at inkorporere i hverdagen hos de danskere, hun møder på tv. Og da hun blev syg i september og blev opereret for tarmslyng, var hun så dårlig, at hun er sikker på, at hun ville være død, hvis ikke det var, fordi hendes krop er i så god form.

”Jeg er taknemmelig over, at jeg har været sådan en sundhedsfreak. Jeg tror, at min fysik langt hen ad vejen har reddet mig, og jeg tror på, at det kommer til at tage mig et skridt længere, at jeg bedre tåler at have en kræftsygdom,” siger hun.

”Man kan ikke motionere sig til at blive fri for alverdens ondskab. Kræft rammer en tredjedel af os, og hver fjerde skal dø af kræft, det er ren statistik. Men jeg tror, at man kan gøre sig mere modstandsdygtig over for sygdommens udfordringer, hvis man er god ved sin krop. Og så kan man sige, hvad hvis man ikke har den styrke? Så tror jeg, man skal kigge sig lidt omkring. Alle mennesker har nogle, som man betyder noget for. Det at betyde noget for andre kan være ens drivkraft til at give den en ekstra tand,” siger hun.

På samme måde mener hun, at mange har glemt at være taknemmelige over al den kærlighed, der strømmer til en.

”Vi er blevet for optaget af at have det perfekte liv og den rigtige sofa og de rigtige mærker på børnene. Vi sidder med vores telefon i stedet for at være til stede. Hvorfor er det, at man skal blive alvorligt syg, før man gør sig de store tanker om, hvad der er vigtigt for én? Jeg har gjort mig de tanker for længe siden og har valgt at leve præcis det liv, jeg gerne vil leve. Jeg har altid været flittig og arbejdet to-tre gange så meget, som jeg burde. Og så er jeg i en familie, der har været hårdt prøvet, og hvor vi stadig slikker sår. Men der er også en bevidsthed om, at vi er her, mens vi er her, og derfor skal man ikke udskyde eller vente med tingene. Og man skal være taknemmelig over det, man har, og de mennesker, man har omkring sig,” siger hun.

”Ordet taknemmelighed er måske noget, der fylder ekstra meget i mit liv nu, hvor mange ting var mere givet før. Da jeg fik min diagnose, var der en af mine patienter, en kvinde, der kun var nogle år ældre end mig, som fik konstateret underlivskræft nærmest samme dag. Hun døde for fire uger siden. Og så er man jo taknemmelig over at være her,” siger hun.

”Når jeg ser demensudsendelser eller ser folk blive ramt af virkelig alvorlige sygdomme, føler jeg mig taknemmelig over, at jeg faktisk kan føre et stort set normalt liv i dag. Så kan det godt være, at mit liv om 2, 5 eller 10 år ser anderledes ud, men jeg ved det ikke. Måske kommer der en kur, måske sker der noget helt andet. Men jeg er taknemmelig, og hvis man vender livet på kanten, kan man være taknemmelig over alt,” siger hun.

På bordet ved siden af hende ligger nogle tegninger over et hus. Det er et hus, hun skal bygge sammen med kæresten Pernille Lok. Hun fortæller begejstret om naturgrunden ud til en sø, som de lige har købt, og hvordan huset vil have udsigt ud over søen, at de kommer til at vågne op til den rene natur uden for vinduerne. Hun viser planen over fitnessrummet, over den store garage, over hele egoisthuset, som hun leende kalder det.

Egentlig var hun og kæresten gået fra hinanden, for Charlotte Bøvings træning og travle arbejdsliv trak hende i én retning, og kærestens liv i Silkeborg med to teenagebørn trak hende i en anden. Men da Charlotte Bøving lå i sygesengen i de kritiske døgn efter operationen i efteråret, de værste døgn i hendes liv, var det kæresten, der sad ved hendes side. Og pludselig kunne de se, at alle udfordringerne ikke var vigtige, når kærligheden var så stor. Det var Charlotte Bøving, der friede en dag i køkkenet. Gik ned på knæ og det hele. Brylluppet skal stå til maj.

”Det er et stort år i år. Jeg har 20-årsjubilæum som læge i Varde, jeg skal giftes til maj, og så bliver jeg 50 år senere på året,” siger hun.

”Hvis sygdommen tager fart, og vi ikke får bygget det hus, så må jeg forholde mig til det. Så er drømme gode at have, og de bliver ikke mindre smukke ved at vedblive at være drømme. Det er drømme, der driver os. Så indtil andet er aktuelt, er det det, jeg går efter. Mit liv kan også slutte i morgen, men der er ikke nogen grund til at tage sorgerne på forskud. Jeg frygter ikke døden. Jeg tror, at det er min opvækst og det, at jeg har et job, hvor jeg forholder mig til liv og død hver dag, der giver mig den ro. Egentlig er det også min erfaring, at livet er så meget smukkere, når man står på kanten, fordi det tit er der, man rigtig begynder at leve,” siger hun og smiler.

”Af mange sygdomme er det træls at få at vide, at man har cancer. Lige præcis denne tumor er forbundet med kort levetid: 50 procent er her ikke om fem år, så det skal man bare holde sig for øje. Man har fået et stempel med udløbsdato,” Foto: Christer Holte/POLFOTO
Foto: Christer Holte/POLFOTO