Prøv avisen

Hvorfor smider vi skrald i det offentlige rum, når vi synes, at det er etisk forkert?

Kongens Have i København, dagen efter at der blev vist en fodboldkamp på storskærm, hvor mange havde glemt at bruge havens skraldespande. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De senere år har henkastet affald i gaderne flyttet sig fra at være noget, som vi ser som et ressourcemæssigt ­problem, til at blive et følelsesmæssigt anliggende, der gør os vrede og kede af det. Alligevel smider vi stadig skrald i det offentlige rum – blandt andet fordi vi som mennesker ikke altid kan leve op til egne idealer

I små fællesskaber på kommunens friserede forårsgræs nyder danskerne de længe ventede solstråler. Mange har medbragt plasticposer med flamingoindsvøbt fastfood og rigelige mængder af dåsedrikke eller kaffe i papkrus fra det nærmeste caféhjørne. Sæsonens udendørshygge og de mundrette remedier hænger efterhånden uløseligt sammen. Det er i hvert fald, hvad man kan fornemme i det øjeblik, hvor mørket indtager plænerne, soltilbederne forsvinder, og små pletter af efterladte ispinde, papkrus og cigaretskod ligger alene tilbage.

Ifølge Miljøstyrelsen smider hver dansker i gennemsnit cirka 600 kilo affald ud om året. Hvor meget af det, der ender i naturen, ved vi faktisk ikke. Men videnscenteret og interesseorganisationen Hold Danmark Rent, der udformer analyser om henkastet affald, estimerer, at der hver eneste dag for eksempel bliver smidt i omegnen af ni millioner cigaretskod i det offentlige rum. Så selvom Danmark generelt ser en smule renere ud end for bare få år siden, er der stadig pletter på kommunekortene, hvor vi er lidt for gode til at blæse på etikken og lade affaldet fylde billedet.

”For det første er det steder med en stor trafik af mennesker. Banegårde, bynære indfaldsveje, gader med et bredt udvalg af fastfood-restauranter og naturområder som parker eller skove, hvor man søger hen om sommeren og glemmer at rydde op efter sig,” siger Anette Juul Jensen, projektleder i Hold Danmark Rent, og fortsætter:

”Og for det andet er det såkaldte ’ingensteder’. Det kan være et hegn imellem et kommunalt areal og en virksomhed eller fortovet rundt om et bycenter, hvor den ene part regner med, at den anden part tager sig af det – og omvendt.”

I organisationens landsdækkende undersøgelse fra 2015 var det blot 32 procent, der kunne prale af ikke at have smidt noget affald i naturen inden for de seneste seks måneder, men selvsamme undersøgelse viste også, at 99 procent så henkastet affald som etisk forkert.

Så hvordan kan det være, at to tredjedele af os vælger at kaste affald i det offentlige rum, når langt størstedelen finder det forkert? Det er der ifølge Hold Danmark Rents undersøgelser flere svar på. Et af dem handler om simpel uvidenhed.

”Danskerne er på mange måder enormt miljøbevidste og gode til at sortere eksempelvis husholdningsaffald, samtidig med at langt de fleste ikke mener, at de gør synderligt forkert i at kaste en blommesten eller et æbleskrog i en hæk. Mange tror også, at sådan noget som et cigaretskod nedbrydes relativt hurtigt, fordi det jo ’bare’ er lavet af papir og et bomuldslignende materiale. Men faktisk tager det op til fem år at nedbryde, fordi der i filtrene findes et stykke plastic, der forsinker processen markant,” siger Anette Juul Jensen.

Uvidenhed er også noget, som man har oplevet i Danmarks Naturfredningsforening, der hvert år arrangerer Affaldsindsamlingen, som i år finder sted i denne uge og frem til på søndag. Sidste år indsamlede de 160.000 frivillige deltagere 155 ton henkastet affald på landsplan.

”Mange tænker måske, at der ikke er noget problem i at smide en ispind fra sig i et buskads, fordi den jo blot er lavet af træ. Men på grund af dens overfladebehandling kan det tage op til 10 år for naturen at nedbryde ispinden. Hvis man ikke lige er ekspert i affald, tror man måske, at det er en proces, som naturen tager sig af, og ikke en proces, der koster penge, fordi en kommune skal sende folk ud for at samle ispinden op efterfølgende,” siger Sine Beuse Fauerby, affaldsekspert og energi- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Artiklen fortsætter under grafikken

Nogle køber bionedbrydelige hundeposer med forventningen om, at de så kan smide dem i naturen, fordi den forsvinder af sig selv. Men det gør den bestemt ikke.

Derudover handler det også om, hvilken værdi affaldet har for os. Eksempelvis var 90 procent af de efterladte dåser, der blev samlet op ved Affaldsindsamlingen sidste år, pantløse aluminiumsdåser fra Tyskland, mens meget af plastaffald, der samles op, er såkaldt to-go-affald. Emballage fra mad, som vi spiser, mens vi er på farten. For den mentalitet kolliderer med vores ønske om en ren natur uden henkastet affald.

Danskerne er generelt rigtig gode til at forklare sig med, hvorfor det alligevel er etisk i orden at smide affald i ny og næ, selvom vi godt ved, at det er forkert. Måske var det et nødstilfælde, fordi noget lugtede eller var fedtet, eller måske var der ikke en skraldespand i miles omkreds. Den slags undskyldninger er en del af det at være menneske, forklarer bæredygtighedspsykolog Malaika Thomsen.

”I vores hverdag og almindelige gøremål kan vi ikke tænke over de mange ting, vi gør eller burde gøre i den perfekte verden. Selvom vi har et etisk regelsæt om den gode adfærd, kan selv vores bedste intentioner blive sat over styr, hvis vi er trætte, påvirkede af alkohol eller bare har en dårlig dag,” siger Malaika Thomsen.

Og så er der også en lille gruppe af mennesker, der fylder rigtig meget med deres affaldsvaner. Det er mennesker, der har rigelige kvaler med at rumme egne kvaler i tilværelsen og ikke har overskud til at forholde sig til deres dårlige vaner.

Ofte hører man i affaldsdebatten også forestillingen om, at mange danskere desværre trækker på skuldrene og siger:

”Jamen, der kommer jo nogen fra kommunen og samler det op.”

Men det udsagn er altså en floskel, hvis man skal tro de 2500 gadeinterviews, som Hold Danmark Rent foretog sidste år.

Her kom det i stedet frem, at vi er gået fra at forholde os til skrald med hjernen til hjertet over de seneste tre år.

”Før tog man næsten udelukkende stilling til det ud fra et ressourcemæssigt grundlag, og man var træt af, at der var så mange ressourcer, der skulle gå til spilde. Nu er det dog blevet følelserne, der dominerer. For når vi spørger folk på gaden, så svarer de, at det gør dem kede af det, vrede eller bange at se på henkastet affald,” siger projektleder Anette Juul Jensen.

Det betyder også, at flere mennesker er begyndt at samle andres affald op eller prikke hinanden på skulderen, hvis de ser nogen smide noget, fordi det er blevet mere legitimt at puffe til andres sociale bevidsthed, ligesom der bliver taget flere initiativer til lokale affaldsindsamlinger landet over.

Mængden af henkastet affald er også et tegn på, hvor tætte vi er på hinanden i et lokalområde. Hvis du kommer ind i lokalsamfund med velfungerende lokalråd eller foreninger, som er gode til at række ud, så er der helt tydeligt tendens til mindre mængder henkastet affald.

”Der, hvor vi har en følelse af at være hjemme, er vi mere påpasselige med at svine området til. Men hvis vi omvendt er langt væk hjemmefra, har vi ikke den samme kærlighed og nærhed over for området. Her føler man sig lidt mere anonym og usynlig og ræsonnerer derfor på en anden måde med hensyn til skrald,” siger Anette Juul Jensen.

Og det er helt naturligt, at vores lokale identitet er meningsfuld for os at værne om, lyder det fra Tobias Lau, etnolog i Danmarks første konsulenthus for bæredygtighed Social Action, der har besøgt flere hundrede danske hjem for at høre om vores syn på affald.

”Jo længere vi kommer væk, jo mere ’turist-sindet’ bliver vores hjerne, fordi man nu endelig er ude af dagligdagens rutiner, hvor der ellers er et særligt moralsk kodeks, man skal leve op til,” siger Tobias Lau.

Og hvorfor så ikke bare putte slikpapiret i lommen, når vi ved, vi burde gøre det? Det skyldes en form for dissonans i hjernen, hvor vi mener en ting, men gør noget andet.

”På den måde er den menneskelige hjerne forfærdelig simpel. Det, som vi har behov for, er konstante påmindelser om, at skraldet skal det rigtige sted hen, og en fysisk udformning af det offentlige rum, der muliggør selvsamme. Det skal være let, ellers glemmer vi det,” siger Tobias Lau og fortsætter:

”Det kan måske lyde lidt abstrakt, men vi mennesker er jo en relativt ung race, og derudover er det kun for ganske nylig, at affald er blevet et problem, som vi skal forholde os til. Sådan noget kræver tilvænning. Vi tænker ikke over, at vi smider affald ude i naturen, selvom vores etiske hjerne – og hjerte – godt ved, at det er helt forkert. For vi har endnu ikke lært konsekvenserne af det,” siger Tobias Lau.

Det er også, hvad bæredygtighedspsykolog Malaika Thomsen hæfter sig ved. Vi får nemlig ikke nogen umiddelbar feedback fra naturen på vores henkastede skrald.

”Medmindre du smider dit affald foran din egen indkørsel, ser du ikke konsekvenserne, og så er de også meget svære at reagere på. Vi er nemlig konstrueret til at tage stilling til de forhold, der er tæt på, og som vi kan se og forstå nu og her,” siger Malaika Thomsen.

Sværere bliver det, når vi skal forstå, at vores plastflaske, som vi smider ud ad vinduet på indfaldsvejen, kan være til fare for et pindsvin i fremtiden.

”Hvis det var sådan, at du fik flasken tilbage i hovedet, så ville det være en hurtigere læringsproces. Ligesom når man lægger hånden på en varm kogeplade. Men naturen er ikke en kogeplade,” siger hun.

For at få folk til at ændre adfærd i forhold til henkastet affald, skal fokus ifølge Malaika Thomsen også ligge på vores emballage, som vi bør producere, så den passer til vores ikke-perfekte adfærd i det offentlige rum. For selvom man forsøger at motivere folk gennem såkaldt nudging, hvilket også er positive tiltag, vil vi alligevel aldrig stoppe helt med at smide affald.