Prøv avisen

Hver dag begår to danskere selvmord: Hvorfor taler vi så lidt om det udbredte problem?

I Danmark er der i gennemsnit hver dag to mennesker, der begår selvmord. Og hver dag kommer 17 til 20 mennesker på hospital efter at have forsøgt at begå selvmord. Mindst fem personer - familie, kolleger eller venner - bliver berørt ved hvert eneste selvmord og selvmordsforsøg. Modelfoto.

Selvmord kan forebygges, og derfor er der en etisk forpligtelse til at debattere spørgsmålene om pligten til at leve og retten til at dø, lyder det fra Center for Selvmordsforskning, der bakkes op af den frivillige rådgivning Livslinien og etikprofessor

I Danmark er der i gennemsnit hver dag to mennesker, der begår selvmord. Og hver dag kommer 17 til 20 mennesker på hospital efter at have forsøgt at begå selvmord. Mindst fem personer - familie, kolleger eller venner - bliver berørt ved hvert eneste selvmord og selvmordsforsøg.

Selvmord: Et emne omgærdet af tavshed

Alligevel er selvmord et emne, der er omgærdet af tavshed. Og det er problematisk, for selvmord kan forebygges, hvis der tales åbent om det.

”Selvmord er en del af danskernes liv. Det er allemandseje og ikke kun noget, der vedrører en bestemt livssituation eller psykisk syge. Derfor er det vigtigt at tale om og sætte ord på både selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker. For hvis man tør tale om det, er der en stor mulighed for at kunne forebygge selvmord. Og hvis selvmordet er sket, er det også vigtigt for de efterladte at tale med andre om sorgen, savnet og den skyldfølelse, som mange har, efter en pårørende har taget livet af sig,” siger Lilian Zøllner, ph.d. og leder af Center for Selvmordsforskning.

Pårørende, kolleger, venner og fagpersoner stiller sig selv en række spørgsmål, når et menneske har forsøgt eller har begået selvmord: Hvorfor? Kunne jeg have forhindret det? Er det forståeligt eller forkasteligt at begå selvmord? Er det rigtigt eller forkert? For hvis skyld skal vi leve? Har vi pligt til at leve? Har vi ret til at dø?

Ifølge Lilian Zøllner er der ingen svar, der er rigtige eller forkerte, men der er en etisk forpligtelse til at debattere spørgsmålene. Det var også baggrunden for et seminar, som Center for Selvmordsforskning holdt i oktober sidste år med deltagelse af blandt andre læger, præster, journalister og højskolefolk. Oplæg fra debatten og nogle af deltagernes overvejelser i forhold til tre cases med selvmordstruede mennesker, der blev forelagt på seminaret, er nu udgivet i debathæftet ”Pligt til at leve? Ret til at dø? - om de etiske problemer ved selvmord”.

På seminaret og ved andre lejligheder har Lilian Zøllner kunnet konstatere, at det er vanskeligt at tale om og udtale ordet selvmord. Langt nemmere er det at tale om eutanasi, passiv og aktiv dødshjælp.

Tabu at tale om selvmord

”Jeg har beskæftiget mig med selvmord i mange år og siddet i så mange sammenhænge og lyttet, og det bliver ved med at undre mig, at selvmord er så stort et tabu. Jeg tror, det handler om mangel på mod. Den enkelte, der har mistet en far, en mor, en bror, en søster, en søn eller datter, tør ikke fortælle om det, og andre mennesker vil ikke høre om det, fordi de ikke har mod til at håndtere det.”

”Medierne nævner det heller ikke, fordi selvmord ifølge deres etiske regelsæt kan smitte, hvis det bliver omtalt. Men det passer ikke, det er en myte, og det ved vi rent forskningsmæssigt. Det rigtige i det er, at det inden for familier kan være sådan, at hvis en begår selvmord, er der risiko for, at også et andet familiemedlem begår selvmord. Jeg vælger forskningsmæssigt at gå den anden vej og spørge: Hvad er så begrundelsen for de i familien, der ikke har begået selvmord? Det er heller ikke alle deprimerede, der begår selvmord, for gjorde de det, ville selvmordstallet i Danmark være skyhøjt,” siger Lilian Zøllner.

Det er hendes erfaring, at hvis man tør sætte sig ned og spørge et menneske, der åbenlyst har det svært, om vedkommende har tænkt på at tage livet af sig, og i givet fald hvordan, vil selvmordstankerne forsvinde. På den måde kan et selvmordsforsøg blive forhindret.

”Det behøver ikke at være en psykolog eller psykiater, der tager den samtale. Det kan være almindelige mennesker, der spørger det menneske, der har det svært på grund af sygdom, skilsmisse eller noget, der er sket. Jeg tror, at de fleste mennesker gerne vil holde en i hånden, når de dør. Selvmord er en ensom død, der er ingen andre til stede, for så var det ikke selvmord.”

”Alt, hvad jeg arbejder med, handler om at forebygge selvmord. Og det er ud fra den erfaring, at alle de mennesker, jeg har talt med, som har overlevet et selvmordsforsøg, er glade for at være i live. De ser tilbage på det og er taknemmelige for, at det måske var tilfældighedernes spil, der reddede dem. Det er ikke altid en nærtstående, det kan også være en tilfældigt forbipasserende,” siger Lilian Zøllner.

Livslinien har som mål at forebygge selvmord

Et sted, hvor man altid er parat til at tale med mennesker om selvmord, er Livslinien. Den humanitære organisation, der har som mål at forebygge selvmord og selvmordsforsøg, har en telefonrådgivning samt net- og chatrådgivninger, hvor selvmordstruede og andre med selvmord tæt inde på livet kan henvende sig. I 2015 besvarede de 240 frivillige i alt 15.000 telefonopkald og henvendelser på net- og chatrådgivningerne. Det er 1000 flere besvarelser end i 2014 og hænger sammen med både en udvidelse af Livsliniens åbningstid, og at man nu også kan henvende sig via nettet.

”Der er et stort og udækket behov for rådgivning, så hvis vi udvider åbningstiden, får vi et stigende antal henvendelser. Jeg synes godt, at jeg på den baggrund kan tillade mig at konkludere, at problemerne er blevet større. Og vi har travlt, når vi har åbent, uanset tidspunkt og varighed,” siger Jeppe Kristen Toft, der er direktør for Livslinien.

Han mener, at selvmord er et emne, der bliver talt for lidt om, selvom man bør gøre det.

”Vi kan konstatere ud fra mange af de daglige henvendelser til Livslinien, at det at tale om selvmord er tabubelagt i mange familier. Vi har henvendelser fra mennesker, der har haft selvmordstanker i lang tid, men ikke har fortalt nogen om det. Vores opfordring er altid, at man taler med sine nærmeste om det. Selvmordstanker er noget, man kan få hjælp til. Og at have dem er ikke tegn på, at man er syg, men at man er i nogle omstændigheder, man ikke selv er herre over,” siger Jeppe Kristen Toft.

Han understreger, at Livslinien ikke beskæftiger sig med de etiske og moralske vurderinger af de spørgsmål, som mennesker henvender sig med.

”Vi accepterer det, vi mødes med, og forholder os til selvmordstanker og krise. Det er vigtigt at diskutere de etiske spørgsmål, og hvordan man kan gøre op med myter om selvmord. Men det er et område, som en organisation som Livslinien ikke begiver sig ud i. Vi betragter os som ikke-politisk og ikke-religiøs og er uden for de rammer, som etiske definitioner kan placere os i.”

”For os handler det om at stille os til rådighed og at få udredt selvmordstanker og krisetilstand med udgangspunkt i det, som et menneske fortæller os. Det er en grundlæggende præmis, at vi ikke synes, at selvmord er en løsning, og at vi gerne vil hjælpe til at finde andre udveje. Jeg er enig i, at det forebygger at tale om selvmord. Når der er åbenhed om det, er der også åbenhed om at finde løsninger, inden tankerne bliver så massive, at det ender med et selvmordsforsøg eller et fuldbyrdet selvmord,” siger Jeppe Kristen Toft.

Pligt til at leve og ret til at dø

Thomas Ploug, der er professor i anvendt etik på Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd, har forsket i selvmord og holder foredrag om emnet. Når han bliver bedt om at forholde sig til spørgsmålene om pligt til at leve og ret til at dø, lyder hans umiddelbare svar:

”Det, der taler imod at begå selvmord, er livets ukrænkelighed. Derfor må man ikke slå ihjel, og derfor må man ikke slå sig selv ihjel. Det er en værdi, der gennemsyrer samfundet på kryds og tværs i sundhedsvæsenet, retsvæsenet og så videre. Et argument for, at det skulle være legitimt at tage sit eget liv, er, at det hører under vores selvbestemmelsesret - vores ret til personlig autonomi. Vi må bestemme over os selv, og det indebærer retten til at tage eget liv. Men vi vil generelt ikke acceptere alle valg som et udtryk for selvbestemmelse eller autonomi. Spørgsmålet bliver derfor, hvornår man så må udøve den vidtgående selvbestemmelsesret at afslutte sit liv,” siger han og lister en række muligheder op:

I en ordentlig brandert til en julefrokost? Fordi man er i chok? Fordi man ønsker at komme ud af ubærlig lidelse? Fordi man har økonomiske problemer? Eller befinder sig i en stærk følelsesmæssig affekt?

”Hvis man skal foretage et autonomt valg, forudsætter det, at man i nogen grad er ved sine fulde fem, det vil sige rationel. Er man i stand til at reflektere over valget? Har man et korrekt syn på verden og ikke er plaget af paranoide forestillinger? Forstår man også helt konsekvenserne af selvmordet, og hvad det vil gøre mod en selv, familie, kæreste og kolleger? Har man forstået, at døden er definitiv? Overvejet alternativer til den ubærlige lidelse i form af palliativ behandling? Og er man i stand til at ræsonnere logisk?”.

”Hvis beslutningen om at begå selvmord skal være rationel, må man være resistent over for overtalelse. På den måde er der en masse betingelser at sætte for et rationelt autonomt valg. Vores almindelige forestillinger om, hvad der egentlig kræves for at agere autonomt, betyder altså, at selv hvis retten til at agere autonomt inkluderer en ret til at begå selvmord, så vil formodentlig kun meget få selvmord, om overhovedet nogen, siges at være udtryk for et egentligt autonomt valg,” siger Thomas Ploug.

Hvad ville der ske, hvis samfundet anså selvmord som en legitim udvej?

Spørgsmålet er også, hvad effekten ville blive, hvis samfundet indførte en kultur, hvor selvmord var en legitim udvej.

”Jeg kan forestille mig en glidebane, hvis der ikke længere er en kulturel barriere mod selvmordet, hvor det ville blive en udvej i en masse situationer som for eksempel, at kæresten har slået op, ensomhed, arbejdsløshed og dårlig økonomi. Her ville selvmord kunne blive en udvej af alle de forkerter grunde. Pligten til at leve kommer af, at livet skal vi værne om. Og det skal vi passe på at gå på kompromis med.”