Prøv avisen

Hvorfor udvikler flere børn autisme?

”Så længe børnene ikke kender til deres diagnose, tror de, at de skal kunne det samme som andre børn. En almindelig skoledag for sådan et barn vil svare til et maratonløb,” siger psykolog Kirsten Callesen. – Foto: Anders Dahl Tollestrup

Piger med autisme lever ofte i mange år med diagnosen, før den bliver opdaget. Når det sker, vil mange af dem have svære belastningsreaktioner, siger psykolog Kirsten Callesen

Hvad vil det sige at have uopdaget autisme?

I dag ser vi desværre flere børn med autisme med svære belastningsreaktioner som angsttilstande, ocd (tvangstanker, red.) og spiseforstyrrelser. Almindelige børn har mange filtre, men man ved fra forskningen, at mennesker med autisme filtrerer sanseindtryk anderledes. Deres thalamus, som er en struktur i hjernen, der virker som et slags filter og omfordeler signaler, virker anderledes. Når thalamus fungerer anderledes, kan man ikke filtrere indtryk. Så bliver man overvældet, og amygdala, som er en del af hjernens alarmcentral, der reagerer på stress og fare, udskiller hele tiden stresshormoner til binyrerne. Hos nogle af de her børn bliver binyrerne overbelastede, og man udvikler binyretræthed og kollapser nærmest.

Hvorfor kan der gå så mange år, før et så voldsomt handicap bliver opdaget?

Det er desværre ikke unormalt. Særligt hos piger bliver det ofte opdaget relativt sent, fordi de hele tiden kompenserer, og det fører til svære belastningsreaktioner, som præger barnet mere end autismediagnosen. Det er en udvikling, vi har kunnet se de seneste 10 år. Flere børn med autisme har udviklet kompleks ptsd og fremstår nærmest slukkede. Så længe børnene ikke kender til deres diagnose, tror de, at de skal kunne det samme som andre børn. En almindelig skoledag for sådan et barn vil svare til et maratonløb. Børnene bliver i mange tilfælde utroligt slidte, før de får den rigtige hjælp.

Hvordan er man bedst pårørende til en familie, hvor et barn har autisme og belastningsreaktioner?

Man skal først og fremmest lytte til forældrene, som er eksperter på deres barn. En del mødre oplever, at de bliver set på med skepsis, men det er aldrig moderens skyld, når vi taler om autisme. Moderen er talerør, vejleder og støttepersonen, som forsøger at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg har kontakt med mange mødre, som har gjort sig til eksperter på netop deres barns profil for at kunne ændre omgivelsernes syn på og opførsel over for deres børn.

Hvilke håb ser du for børn med autisme, der har belastningsreaktioner?

Det vigtigste er at indstille sig på, at det tager lang, lang tid og er en krævende vej. Det er en proces, som vil tage år. Og det skal accepteres. Samtidig ser jeg gerne, at vi som fællesskab overvejer, hvorfor flere børn får autisme. Man fødes med anlægget for autisme, men tilstanden udvikles i et komplekst samspil med ens opvækstmiljø, og jeg spørger mig selv, i hvilken grad autismebølgen er en postmodernistisk eksistentiel stresstilstand, som trives i en kultur, hvor vi fjerner de faste holdepunkter.