Der var noget besynderligt over Venstres ekstraordinære landsmøde i sidste weekend. For vidste man ikke bedre, skulle man til at tro, at partiets afgående næstformand, Inger Støjberg, og partiets tiltrædende næstformand, Stephanie Lose, havde samme taleskriver.
Fra scenen på det virtuelle landsmøde kunne man således først høre folketingspolitikeren Inger Støjberg fremhæve, at Venstre i generationer har været en del af hendes nordjyske familie. ”Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange boller, der er blevet serveret til Venstre-møder hjemme i stuerne hos mine forældre,” lød det.
Efterfølgende kunne Stephanie Lose, der er regionsrådsformand i Syddanmark, betone, at hun kommer fra Løgumkloster i Sønderjylland. Og at ”min mormor og morfar drev et mindre landbrug, og der var ingen tvivl om, at mårfar, som det hedder i Sønderjylland, selvom han ikke som sådan var politisk engageret, var politisk interesseret.”
Udover at have sit jyske stamtræ på plads, så var de også begge enige om, at de ikke var fedtet ind i København. Støjberg pointerede eksempelvis, at hun har ry for at sige, hvad hun mener, også ”selvom det måske ikke altid lige passer ind i de fine saloner i København”, og Stephanie Lose understregede, at hun ”med fødderne solidt plantet i den jyske muld” ville kunne give sin formand den rette, opbakning, støtte og sparring. Netop formanden, Jakob Ellemann-Jensen, hvis nære familie kan besøges ved brug af S-togsnettet, befandt sig senere samme aften i ”21 Søndag” på DR 1, hvor han til sit forsvar måtte sige, at han ganske vist boede i Nordsjælland, men at han havde haft adresse i størstedelen af landet med undtagelse af Lolland-Falster og Bornholm.
Det er ikke kun i Venstre, at fortællingen om en hjemstavn og et ophav i tråd med partiernes ånd fylder taleskrivernes bevidsthed. I denne uge smækkede folketingsmedlem Jens Rohde med døren til Radikale Venstre, så det kunne høres i hjembyen Viborg. Feministiske og identitetspolitiske bevægelser med rod i hovedstaden (hvor han er valgt) var blevet for meget for Jens Rohde, og på Facebook begrundede han udmeldelsen af partiet med, at ”der er for meget jysk opdrag i mig og for meget jord under fødderne”.
Heller ikke landets statsminister forsømmer en chance for at fremhæve sit ophav i arbejderklassen. I Aalborg, skrev Mette Frederiksen i en opdatering på Facebook, da hun skiftede valgkreds fra Ballerup til barndomsbyen, var hun opfostret i et kvarter præget af arbejdsløshed, hvilket havde vakt hendes ”socialpolitiske hjerte”. Man kan tage pigen væk fra Aalborg, men aldrig Aalborg væk fra pigen, var budskabet, som kun blev forstærket, da Ekstra Bladet nogle måneder efter skrev, at Mette Frederiksen var flyttet til Nordsjælland, nærmere bestemt Hareskovby. En naturskøn by i Furesø uden udsatte boligområder og med kommunens største og dyreste villaer. Socialdemokratiet tog straks sin formand i forsvar. Hareskovby var ikke Nordsjælland, tordnede blandt andre nuværende bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad, og reaktionerne illustrerede ufrivilligt selve pointen: Mette fra sværtede Aalborg kunne for alt i verden ikke bo i fine Nordsjælland.
Johannes Andersen, politolog ved Aalborg Universitet og forsker i det folkelige grundlag for populisme, kalder det på engang paradoksalt og naturligt, at politikere fremelsker den stereotype fortælling om deres ophav og parti. Paradoksalt, fordi partiernes kernevælgere i dag hverken er landmænd eller arbejdere, men derimod middelklassen. Naturligt, fordi det giver vælgerne ”en fornemmelse af, at partierne er ved at finde sig selv igen”.
”Venstre ved godt, at det landbrug, de taler om, ikke længere eksisterer, og Socialdemokratiet ved godt, at industribyen Aalborg ikke længere eksisterer. Det er bevidst symbolik, fordi de med fortællingerne ønsker at symbolisere partiets iboende værdier og orienteringssans – særligt når kursen slingrer,” siger han, og fastslår at behovet for at bevare sit lokale tilhørsforhold samtidig har gjort afstanden mellem landet og København større de seneste år:
”Identitetspolitiken viser et nyt værdisæt, som mange ikke kan genkende uden for storbyen, og som derfor skaber en stærkere lokal forankring. Samtidig har man koncentrationen af vækst og magt i hovedstaden, og de to dimensioner har sammen skabt en større kløft mellem land og by.”
Politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen, ser ligeledes, at de retoriske modsætningsforhold mellem land og by er blusset op.
”Ligesom med mange andre tendenser vi ser, vurderer jeg, at denne har rod i USA. Der har man længe peget fingre ad Washington som et magtens centrum, der kun er interesseret i egen vinding. Og det er et klassisk politisk greb, som i en vis grad sætter én selv i offerrollen som den marginaliserede. For Inger Støjberg og Jens Rohde bliver deres egen identifikation med hjemstavnen samtidig en kritik af hovedstaden. I Rohdes tilfælde var det helt i tidens ånd at begrunde bruddet med De Radikale med, at hans ophav i Jylland var langt fra den feministiske bevægelse, der i hans optik styrer partiet i København. At tage udgangspunkt i egne rødder og afstanden til hovedstaden er en fortælling, der er nem at forstå.”
Det kunne dog tyde på, at tendensen bunder dybere end retorisk spin og bevidst symbolik.
I Facebookgrupper som ”Os i Ringkøbing” og ”Kærlig hilsen Vestjylland” er man også meget bevidste om sine rødder, og produktionsgartner Jeppe Skaaning Møberg, der stammer fra landsbyen Torsted i Vestjylland, er en af dem, der erfarer, at hjemstavnen betyder mere.
”Jeg oplever oftere, at folk synes, det er charmerende med vestjysk dialekt, end jeg gjorde for bare fem-seks år siden. Tidligere var man nok mere bange for at blive stemplet som bonderøv, men det ændrer sig,” siger Jeppe Skaaning Møbjerg, som mener, at det at være tydelig omkring sin hjemegn er blevet en måde at skille sig ud på. Især hvis man kommer fra det, der nedsættende er blevet kaldt udkanten.
”Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at vi bor ude i ingenting. Vi er stolte af, hvem vi er. Det er blevet en identitet, fordi man holder sammen mod en ydre fjende, hvis man kan sige det sådan.”
Jeppe Skaaning Møberg, der er politisk engageret i partiet Liberal Alliance, er overbevist om, at lokalidentitet bruges som et plus i politik.
”Vedkender man sig rødder og dialekt, signalerer man, at man ikke er elitær. Og det at være elitær kommer man ikke ret langt med i Vestjylland.”
Også Birgitte Vinding, der er vendt tilbage til sin fædrene gård ved Stauning i Vestjylland efter mange år på Sjælland, erfarer, at der i disse år sker en styrkelse af fælles lokale ståsteder.
”Der er tale om en positiv trodsighed: Vi står sammen og er opmærksomme på vores styrke. For eksempel har det samlet mennesker herovre, at djøf’ere og energisektoren mener, at det er vores natur, der skal plastres til med store industrianlæg, vindmøller og højspændingsmaster,” siger hun.
På Bornholm mærker tidligere forstander på Bornholms Højskole og foredragsholder Lilian Hjort West også en øget lokal identitetsfølelse – stigende fra indførelsen af Folkemøder for 10 år siden, som satte fokus på øens madkultur, kunsthåndværk og natur.
”Stoltheden over at være bornholmsk har altid været der, men nu undertrykker man den ikke længere.”
Udkantsudskamningen har været med til at styrke den lokale identitet, mener hun. Og så har det gjort en forskel, at danskerne de seneste år er begyndt at bevæge sig meget mere rundt i landet.
”Tidligere kom man på Bornholm på lejrskole i 7. klasse og så aldrig mere. Det billede har ændret sig fuldkomment. Det er mange, som genopdager Danmark i stedet for altid at rejse ud,” siger hun.
Den stigende tendens til at fremhæve sin egen hjemstavn, dialekten og den lokale identitet kan i det hele taget ses som et udtryk for, at den nationale identitet er svækket. Sådan lyder analysen fra Hans Hauge, dr.phil. og tidligere lektor ved Aarhus Universitet, og han ser det komme til udtryk på alle mulige måder for tiden.
”Egnen er generelt blevet opgraderet i de senere år, og ikke kun hos politikerne. Se bare på madprogrammerne med brødrene Price, der laver ’egnsretter’ og ikke ’danske’ retter. Og i litteraturen er det heller ikke landet som sådan, men egnen, der fremhæves. Som Stauning bliver det i Stine Pilgaards ’Meter i sekundet’. Lige som kommentatorerene ved VM i herrehåndbold lige nu har meget travlt med at fortælle, om de danske spillere stammer fra Skjern eller Aulum,” siger Hans Hauge.
Han har som forsker og forfatter længe været optaget af netop denne udvikling væk fra det nationale og over mod det regionale og lokale, ”og det minder meget om den bevægelse, man også har set i Tyskland, hvor ordet ’Heimat’ i mange år nærmest var bandlyst, fordi man jo helst skulle tale for ’det samlede Tyskland’, men hvor hjemstavnen i de senere år også har fået større og større betydning.”
Når Hans Hauge så skal forklare, hvorfor det sker herhjemme netop nu, peger han på, at udviklingen har været undervejs længe, ”men den forstærkes nu. Og den afslører en stigende modsætning mellem på den ene side dem, der helst vil pege på den nationale identitet som det vigtigste og derfor taler om ’danskere’, ’samfundssind’ og ’folkesundhed’ og på den anden side dem, der fremhæver deres lokale eller regionale tilknytning.”
Hans Hauge er i øvrigt ikke overrasket over udviklingen.
”For vi har set den samme bevægelse tidligere i historien. Når der i mange år har været en modsat tendens, nemlig at fremhæve og værdsætte det universelle, som ’danskeren’, ’europæeren’ og ’verdensborgeren’, så opstår der en modreaktion. Efter et stykke tid vender mange sig i stedet mod det nære, det mindre. Mod det man kunne kalde det prænationale. Og så er det, at Vestjylland, Sønderjylland og Nordjylland bliver det nye sort,” siger Hans Hauge, der sammenligner det med dengang, de københavnske malere pludselig strømmede til Skagen, og Henrik Pontoppidan lod Lykke Per finde meningen i Thy. Hauges opsummering lyder derfor:
”Det, vi ser lige nu, er med andre ord en fuldstændig klassisk reaktion: Efter dyrkelsen af oplysningen, af det universelle, kommer romantikken. Så vil alle pludselig tilbage til naturen. Til rødderne. Til Jylland. Og så er den rådne banan pludselig ikke rådden længere. Nu er den gylden.”