Hvornår bliver man egentlig voksen?

Vi lever i en ungdomskulturstidsalder, hvor drømmen om det unge liv bliver idylliseret af alle aldersgrupper. Det gør det svært for de unge at bryde ud af den nu langstrakte livsfase og bevæge sig ind i voksenlivet

Hvornår bliver man egentlig voksen?
Foto: Tegning: Rasmus Juul.

34-årige Line Skrydstrup kan nogle gange komme i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde bliver voksen. Da hun var yngre, havde hun en forestilling om, at overgangen til voksenlivet var en slags gylden linje, som hun kontrolleret og bevidst ville træde hen over på et senere tidspunkt i livet. Men linjen er imidlertid blevet så udvisket med alderen, at hun ikke længere kan ane den foran sig på vejen.

”At være voksen er virkelig et diffust begreb for mig. Jeg er jo nok voksen, hvis jeg – sådan helt nøgternt – skal se på min tilværelse oppefra: Jeg ejer mit eget hus med have. Jeg er færdiguddannet. Jeg har det job, jeg ønsker,” opremser Line Skrydstrup og fortsætter så:

”Men jeg føler mig ikke som voksen. Jeg ser mig selv som ung. Jeg har ikke børn, og måske er det først den dag, hvor jeg bliver mor, at jeg også indeni går fra at være ung til at blive voksen. Det er, som om der ikke er noget facit herpå.”

Måske hænger hendes greb om ungdommen også sammen med en forventning om, at hun med alderen vil ”blive mere kedelig”. At hun på et eller andet tidspunkt kan komme til at ”glemme sig selv og sin udvikling”, som hun siger. For hun synes, at det virker, som om voksenlivet får mange til at begrænse sig selv i en sådan grad, at de glemmer at lege i hverdagen. Og det ønsker hun ikke skal ske.

Men hvornår er man egentlig voksen? I Danmark er den officielle myndighedsalder 18 år, hvorefter man har stemmeret til valgene og lov til at disponere over egen økonomi ved for eksempel at købe ejendom. Og i Den Danske Ordbog står der, at en ”voksen” er et menneske, der er ”fuldt udvokset eller udviklet”. Voksendommen er altså blandt andet forbundet med en forestilling om alder og vækst, og flere forskere har da gennem tiden også forsøgt at pege på konkrete biologiske markører, der kan indikere, hvornår overgangen til voksenlivet indfinder sig.

For eksempel har den tyske søvnforsker Till Roenneberg undersøgt 25.000 tyskeres og schweizeres sengetider. Op gennem teenageårene går respondenterne senere og senere i seng, men med alderen knækker den opadgående kurve, og det punkt, peger Till Roenneberg på, kunne indikere voksendommens begyndelse. Hvis vi skal tro resultaterne af undersøgelsen, bliver piger voksne i en alder af 19,5 år, mens drenge først bliver mænd, når de fylder 20,9 år.

Så enkelt er det dog ikke, mener ungdomsforsker Niels Ulrik Sørensen ved center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. For hvor ungdommen tidligere var en kort overgangsfase mellem barndom og voksendom, har det at være ung indtaget en stadigt større del af livet.

”Ungdommen har i den grad kilet sig ind mellem barndommen og voksenlivet. Men hvor det tidligere var et underligt mellemrum, en ventestation, hvor man trådte vande, mens man næsten ikke kunne vente med at blive voksen, forholder det sig helt anderledes i dag,” siger Niels Ulrik Sørensen.

Han er lige nu leder af et forskningsprojekt om unge, der flytter hjemmefra. I projektet undersøger de blandt andet, hvordan danske unge oplever at blive voksne. De taler både med de unge og deres forældre om deres syn herpå.

Og noget af det, som forskerne har bidt særligt mærke i, er, hvordan det forandrede forældre-barn-forhold har ændret den måde, hvorpå vi forstår ungdommen som livsfase.

Eksempelvis er dét at flytte hjemmefra ikke nødvendigvis forbundet med samme grad af selvstændighed og uafhængighed som tidligere, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at en betydelig del af de unge i dag fortsat modtager økonomisk støtte fra deres forældre. Derudover er der særligt to faktorer, der har betydning for, hvordan – og hvornår – man bliver voksen.

For det første har samfundet udviklet sig i en retning, hvor dynamikken, fleksibiliteten og forandringerne, der er forbundet med at være ung, nu opfattes som attråværdige og positive egenskaber. Der er sket en såkaldt ”opvurdering” af ungdommen.

”Der er opstået et ideal om, at vi aldrig må gå i stå. Det betyder, at også de unges forældre kan lide at føle sig som unge,” siger Niels Ulrik Sørensen.

Og med de voksnes længsel efter ungdommens land er det samtidig blevet sværere for de unge at spejle sig i en voksen forældrefigur.

For det andet er det blevet sværere for de unge at blive opfattet – og opfatte sig selv – som voksne i samfundet. Forestillingen om, hvad det vil sige at være voksen, er nemlig i en vis forstand stadig ganske traditionel. Man skal have stiftet familie, være selvforsørgende og have egen bolig. Men sådan ser virkeligheden ikke ud for de mange unge, der tager lange uddannelser, som forsinker processen, og de mange unge, der efterfølgende ansættes i usikre projektansættelser, som gør det svært at finde den stabilitet og sikkerhed, som et etableret voksenliv ellers fordrer.

”Det, vi forbinder med at være voksne, er at ’nå frem’. Og når vi lever i en tid, hvor alt er midlertidigt og foranderligt, bliver det enormt vanskeligt. Det vil føles, som om man er i et evigt mellemstadie,” siger Niels Ulrik Sørensen.

22-årige Olivia Thyge Johansen befinder sig netop i den form for limbo. Mellem at føle sig ung og samtidig have en følelse af, at hun burde have lidt mere styr på sit liv. Det er forestillingen om, at hun på nuværende tidspunkt burde være ”mere voksen”, der nager hende mest. Som om begrebet voksen kan gradbøjes.

Hun undrer sig over, hvordan hun som barn havde en klar og tydelig definition af voksenfiguren, mens den nu virker så umådelig svær at spore sig ind på.

Men måske handler det i virkeligheden om, at den rykker sig. Da hun gik i folkeskole, var 9.-klasseeleverne voksne mennesker. Det samme skete, da hun begyndte i gymnasiet med de ældre elever. Og da hun så pludselig selv stod med studenterhuen på, kunne hun godt se, at det var et forenklet og naivt billede.

Hver gang hun har været tæt på definitionen af en voksen, er den faldet til jorden. Og det er med tiden kun blevet sværere at opstille en ny version af det at være voksen, fordi det efterhånden er kommet til at indbefatte, at hun også skal definere sig selv. Og så bliver det pludselig et identitetsspørgsmål.

Derfor har Olivia Thyge Johansen på det seneste vendt spørgsmålet om og spurgt sig selv, hvordan – og ikke hvornår – hun egentlig bliver voksen. På den måde er hun kommet frem til, at det snarere handler om at få undersøgt, hvem hun gerne vil være som menneske.

Og det synes Bodil Olesen, sognepræst i Hornbæk Kirke, er et fornuftigt udgangspunkt for at forstå, hvad voksendom egentlig er. For nylig har hun konfirmeret årets konfirmander, og selvom konfirmationen traditionelt set har været forbundet med ”at træde ind i de voksnes rækker”, hverken kan eller skal denne parallel drages i dag, mener hun.

”Man kan sige, at de unge med konfirmationen bliver myndige som kristne mennesker, men man skal have noget mere livserfaring for at komme til bunds i, hvem man selv er, og hvad det er for et liv, man vil leve. At blive voksen har som sådan ikke noget med kirke eller teologi at gøre. Det handler om at tage ansvar for sig selv og sit liv, når man for eksempel flytter hjemmefra,” siger Bodil Olesen.

Konfirmationen har ellers historisk set været den klassiske overgangsrite for det tidspunkt, hvor børn stillede sig om bagerst i de voksnes rækker, fortæller historiker Ning de Coninck-Smith, der er professor på institut for pædagogik og uddannelse ved Aarhus Universitet med speciale i barndommens og uddannelsernes historie. Børnene bekræftede deres tro på Gud i 7. klasse, hvorefter mange helt frem til 1972 afsluttede deres skolegang og efterfølgende skulle i arbejde. Men i dag er den intime kobling mellem konfirmationen og de voksnes rækker rigtignok en saga blot.

”Vi må forstå barndommen og voksenlivet på dets historiske betingelser. Særligt begrebet om at være ’voksen’ er et enormt sammensat fænomen,” siger Ning de Coninck-Smith.

Hvis vi rejser blot 150 år tilbage i tiden, var barndommen særdeles forbundet med voksenlivet. Som forældre var man nemlig nødt til at have børnene med i alle situationer i hverdagslivet, og det gjorde børnene til små voksne i en meget tidlig alder. Først med industrialiseringen omkring århundredeskiftet, hvor mange familier flyttede til byen, fik de unge færre forpligtelser og en smule mere fritid på hånden.

Og efter Anden Verdenskrig, hvor den fri pædagogik, stigende velfærd og fokusset på selvstændighed fik de unge til at dyrke sig selv og deres nye ungdomsidentitet, gik vi ind i en ny ungdomskulturstidsalder.

”Med tiden er grænsen mellem barndommen og voksenlivet blevet så meget desto mere flydende. Forherligelsen af det ungdommelige, der indledtes i 1960’erne, har betydet, at vi ikke længere bryder os om at blive gamle,” siger Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

”Mens børn bliver unge mennesker tidligere på grund af en global hverdag præget af massive mængder indhold fra sociale medier, bliver de unge mennesker senere voksne, fordi ungdomsdrømmen og dyrkelsen af det frie liv gør ungdommen til en helt utrolig lang mellemfase, som er svær at navigere rundt i og træde ud af igen.”