Prøv avisen
Spørg om livet

Skal jeg møde op til mere perifere bekendtskabers begravelse?

Jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt jeg bør eller skal være en del af de fremmødte til begravelser i min bekendtskabskreds, skriver Jakob. Arkivfoto Foto: Martin Dam Kristensen

Når man kommer op i årene, sker det hyppigere, at familie, venner og bekendte går bort. Men jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt jeg bør gå til mere perifere bekendtskabers bisættelse, skriver Jakob

Kære brevkasse

Jeg er havnet i den alder, hvor medlemmer af ens familie, venner og bekendtskabskreds med hyppigere mellemrum falder væk med dertil hørende begravelser og bisættelser. Jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt jeg bør eller skal være en del af de fremmødte. Jeg håber, at I kan og vil forsøge med lidt hjælp.

Naturligvis er der en personkreds, hvor tvivlen ikke eksisterer, men der opstår af og til nogle tilfælde, hvor jeg finder det svært at afgøre, hvorvidt jeg skal møde frem. Jeg finder ikke, at jeg kan bruge retningslinjer ud fra, om jeg har lyst eller ej til at være deltager. Heller ikke er det den afdøde, der får ”glæde” af deltagelsen, men de efterladte, som både kan være tættere på en eller modsat langt fjernere.

Tvivlstilfældene drejer sig for eksempel om:

1. familiemedlemmer, det kan være fætre og kusiner, som jeg ikke har set eller haft kontakt med i en årrække.

2. familiemedlemmers ægtefæller, som jeg næppe kender og lignende.

3. tidligere naboer eller genboer, som jeg kendte engang, men nu kun hilser på ved et tilfældigt møde på gaden.

4. mennesker, som jeg tidligere var en del sammen med for eksempel i foreningsarbejde, og hvor det også kun bliver til en ”hilsen på” ved en tilfældig lejlighed.

Der findes nok næppe en facitliste i slige tilfælde, men det kunne være interessant og nok også brugeligt for mig – og måske andre – såfremt I kan henvise til eller reflektere over ”retningslinjer” eller anden praksis efter almindelig sund fornuft.

På forhånd tak

Venlig hilsen

Jakob


Kære Jakob

Tak for dit spørgsmål, som ikke er så let at svare på. For som du selv skriver, er der nok ikke en facitliste for, hvilke begravelser eller bisættelser det vil være rigtigt at møde op til.

Vi kommer til at tænke på en kvinde i vores ungdom, som faktisk havde en regel, som hun fulgte trofast. Hun mødte nemlig op til de fleste af sognets begravelser. Så der var ikke så megen tvivl. Onde tunger mente dog, at den regel fulgte hun, fordi der altid fulgte kaffe, adspredelse og god servering med ved eftersamværet. Den slags motivgranskning vil vi dog afholde os fra.

Når det drejer sig om vores allernærmeste, som vi er knyttet til med hjertebånd og jævnlig kontakt, er der ikke nogen tvivl. Vi har brug for at være sammen, og kirken skaber gode rammer og bringer den store fortælling sammen med vores små livsfortællinger med ord og toner, og det kan hjælpe os med at dele minder, sorg og historie med hinanden. Og formidle håb videre for fremtiden.

Selvom der nok ikke kan laves nogle gyldne regler for fremmøde til bisættelser og begravelser, er der nogle forhold, som spiller med i større eller mindre grad, når der skal tages valg. Og vi nævner nogle af dem her: graden af tilknytning til afdøde eller dennes nærmeste, eget helbred og kræfter og afstanden til, hvor højtideligheden foregår. Og så kan man spørge sig selv, for hvis skyld man tager af sted. Det er nok ikke for afdødes skyld. For man må formode, at vedkommende ikke går op i det, der hvor han eller hun er. Man kan tage af sted for sin egen skyld eller for de pårørendes skyld.

Når det gælder for egen skyld, kan man have behov for at sidde sammen med andre, som man har delt noget med på et tidspunkt eller i en periode af sit liv, hvad enten det drejer sig om familie, som man måske ikke ser så meget mere, eller måske gamle naboer og kolleger.

Det er en måde at mindes tider, som var gode eller svære, og en måde at forene eller forsone sig med de forskellige livsfaser på. Man kan dermed have behov for at vise taknemmelighed eller mindes for sin egen del. Begravelser kan også være, midt i det sorgfulde, meget opbyggelige i forhold til egen tro og liv, og der findes ikke så mange andre steder, hvor eksistensens alvor og nerve mærkes tydeligere og så konkret.

Som du skriver, kan egen lyst til at deltage ikke være den eneste vejleder for os. Der kan være andre forhold eller begrundelser for at deltage. Måske vurderer man, at det vil kunne glæde og opmuntre nogle af de efterladte, at man deltager. Man kan på den måde vise medfølelse, respekt og deltagelse. Som I så mange andre forhold i livet drejer det sig om at finde en god vej mellem egne behov og fællesskabet. Når man er godt oppe i årene, er der langt flere dødsfald blandt jævnaldrende end som ung og midaldrende.

Samtidig er man også selv nogle gange mere skrøbelig og har færre kræfter end før, og derfor er man også nødt til at tage hensyn til netop disse omstændigheder. Hvis man igennem et langt liv har været et meget pligtopfyldende menneske og måske derfor ofte har tænkt, at man må vise familiemedlemmer, gamle naboer og andre mere eller mindre bekendte den sidste ære, så kan det være svært at skulle lære, at man med tiden må begrænse det, man kan deltage i. Vi har en anelse om, at du måske kan have det sådan. Måske kan man også komme til at overvurdere andres forventninger til et fremmøde.

Sagt på en anden måde er der nok nogle mennesker, der med fordel kunne tænke mere på, hvordan de kunne glæde andre og bidrage til trøst og opmuntring og respekt, når dødens uigenkaldelige faktum rammer nogen, man kender, både i forbindelse med begravelser og bisættelser, men også i tiden efter, at nogen har mistet. Andre skal måske lære det modsatte – at man har sin begrænsning, at man ikke altid kan leve op til andres forventninger eller egne krav i samme grad som tidligere.

Man må lære at være realistisk og måske skuffe nogle og ikke altid agere med overskud. For det er der ingen af os, der kan magte til enhver tid.

Til allersidst så har vi lyst til at nævne, at dine spørgsmål også får os til at tænke på en vigtig ting: Hvis der er mennesker, der har haft en særlig betydning i ens liv, eller som man havde lyst til at glæde eller samtale med, så er det en god idé at tage initiativ til at mødes med sådanne mennesker, mens tid er. For det er, mens vi lever, at vi kan nå hinanden, og det er, mens vi har hinanden, at vi kan få sagt det, som vi har på hjerte af spørgsmål eller taknemmelighed.

Mange hilsener