For en uge siden meddelte Danske Regioner, at den sidste danske plejehjemsbeboer, der ønskede det, var blevet vaccineret med første stik af covid-19-vaccinen. Derfor kunne man tro, at de pårørende snart ville få fri adgang til deres savnede familiemedlemmer på landets plejehjem. De må imidlertid vente lidt endnu. For ifølge tal gengivet i Politiken i denne uge mangler 19 procent af cirka 3350 plejehjemsbeboere alene i Københavns Kommune stadig at få første dosis af vaccinen, hvilket begrundes med svigtende helbred på vaccinationsdagen. I Region Sjælland er det 8,5 procent af plejehjemsbeboere, der ønsker vaccinen, der ikke har fået første stik endnu, og i Odense og Aalborg kommuner drejer det sig om henholdsvis fem og seks procent, der ikke kunne vaccineres på dagen. Enten fordi de var syge med corona eller var svækkede på anden vis. Alle disse borgere vil få tilbud om vaccine, når de øvrige beboere skal have andet stik, som skal sikre fuld beskyttelse med covid-19. Dette sker ifølge Sundheds- og Ældreministeriet i første del af februar. Dernæst vil myndighederne løbende – i takt med at plejepersonale, pårørende og befolkningen bliver vaccineret – tage stilling til sikkerheden på plejehjemmene.
Selvom det siden december har været muligt for plejehjemsbeboere at få besøg af op til tre pårørende i beboerens egen bolig eller i et besøgsrum, er det fortsat vanskeligt at besøge plejehjem, hvor der er coronasmitte. Det drejede sig i sidste uge om 121 plejehjem rundt om i Danmark svarende til 13 procent af alle plejecentre.
Det mærker blandt andre en 85-årig kvinde, der selv er smittet. Hendes svigersøn, der ønsker at være anonym af hensyn til svigermoderen, som lider af demens, fortæller, hvor vanskeligt det er. Selvom han selv risikerer at blive smittet, er der ikke noget, han hellere vil end besøge den ældre dame, som han er usikker på overhovedet forstår, at hun er smittet. Så ville de tale om fortiden, kigge på billeder og måske holde en lille afskedsfest. For som han siger, er prognoserne ikke for gode, når ældre med demens bliver smittet med coronavirus. Men da Styrelsen for Patientsikkerhed som følge af corona-udbruddet har påbudt kommunen at udstede besøgsforbud på plejecentret, må plejehjemsbeboerne kun få besøg af én pårørende, med mindre situationen kan defineres som kritisk. Kvindens mand er den nærmeste pårørende, og det efterlader den øvrige familie med en følelse af afmagt.
”Mit største ønske er at komme ind til hende nu, og så ville jeg gladeligt lade mig teste bagefter. Hvis jeg var blevet smittet, ville jeg selvfølgelig isolere mig og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men det, som jeg og hun mister ved, at den mulighed ikke eksisterer, er, at vi måske slet ikke får lov at se hinanden og have en god afsked. I alle mulige andre sammenhænge ville vi jo aldrig lade det ske,” siger han og stiller så spørgsmålet:
”Hvis vi skal være alene med vores følelse af, at det er svært, og hun skal være alene med sin egen følelse af, at noget er svært – hvad er så meningen? Hvornår er det så, vi skal have hinanden?”
Én, der virkelig har fået indblik i de tanker, som mennesker med svær demens har været tynget af under coronatiden, er Else Hansen. Hun er demensfaglig funktionschef i Alzheimerforeningen, og som telefonpasser på Alzheimerforeningens Demenslinie har hun de seneste 10 måneder modtaget opkald fra pårørende til mennesker med demens, der har søgt støtte og rådgivning. ”Hvorfor får jeg ikke længere besøg?”, ”Hvad er der sket med min familie?”, ”Er alle andre i verden blevet slået ihjel?”, har de pårørende gengivet i telefonen – der ikke overraskende har været rødglødende under pandemien. For når man lider af demens, er man ikke alene særligt sårbar over for corona, det kan tilmed være svært at huske og forstå, hvorfor hverdagen er komplet forandret.
”Vi har hørt om mange mennesker med svær demens, der har følt sig helt fortabte og haft svært ved at forstå, hvorfor der ikke længere var nogen, som ville have noget med dem at gøre. De har siddet isoleret på deres værelser eller lejligheder, og det har ingen mennesker godt af. Når den pårørende, der normalt kommer på besøg og giver hverdagen noget liv og glæde, ikke længere kommer, kan det opleves som et stort svigt. Det har været så slemt, at flere mennesker med demens har givet udtryk for, at de ønskede at dø,” siger Else Hansen.
Der knytter sig mange dilemmaer til demenspleje. Det fortæller filosof Jacob Birkler, der er tidligere formand for Det Etiske Råd og har beskæftiget sig indgående med etik i ældreplejen. Først og fremmest fordi praksis udtrykker en række værdier, som kan være svære at balancere. Det gælder værdier som respekt, ansvarlighed, åbenhed, tillid og – måske især – værdighed. Selvom de fleste plejehjemsbeboere om en måned har fået anden og sidste vaccination, kalder han spørgsmålet om de pårørendes adgang for ”vældig komplekst”. Når det kommer til corona og demens, er der nemlig især tre hensyn, som risikerer at stride imod hinanden, forklarer han:
”For det første hensynet til den person, som har demens. For det andet hensynet til de pårørende, som ikke nødvendigvis er indbyrdes enige om, hvordan besøg og smitterisiko skal gribes an. For det tredje det meget centrale hensyn til plejepersonalet og alle os andre i samfundet, som risikerer at blive smittet under og efter et besøg,” siger han.
Og til spørgsmålet om social kontakt overfor smitterisiko kommer vi ikke uden om nogle kyniske betragtninger, som Jacob Birkler kalder det:
”Hvad er værst? Døden eller ensomhed?”, spørger han retorisk og påpeger så, at der ikke findes noget simpelt svar.
”Der er vældig gode argumenter begge veje. Når man arbejder med etik, er det største problem skråsikkerhed. Derfor er det meget vigtigt, at man som det første erkender, at det her er svært. Det er vigtigt, at man tilstræber at forstå de pårørende og deres behov. Det er også vigtigt, at man ser den lidelse og mistrivsel, der ligger hos personen med demens. Og samtidig må man medtænke de nødvendige afsavn, vi alle lider under lige nu,” siger han.
Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen har i coronatiden fået rigtig mange henvendelser fra pårørende, der gerne vil besøge deres kære på plejehjem, men af forskellige årsager ikke har haft mulighed for det.
”Det er hjerteskærende at være vidne til, for tit oplever de pårørende, at de ikke rigtig bliver mødt med forståelse og et system, som i nogle tilfælde går langt videre end det, reglerne tilsiger. Det oplevede vi i foråret, og der er stadigvæk situationer, hvor kommuner fortolker reglerne lidt for restriktivt.”
I øvrigt har han en appel til kommuner, der på grund af coronasmitte er blevet påbudt at udstede besøgsforbud på plejehjem: ”Ræk nu hånden ud til de pårørende. Husk på, at de pårørende faktisk er en hjælp, og at bedre adgang for dem også vil kunne frigøre ressourcer hos medarbejderne.”
På vegne af Alzheimerforeningen har Else Hansen sammen med Parkinsonforeningen, Pårørende i Danmark og Ældre Sagen via erfaringsopsamlingen ”De klemte og glemte” kæmpet for, at det i sommer blev indført, at den nærmeste pårørende under alle omstændigheder kan få lov at besøge plejehjemsbeboeren. Else Hansen synes naturligvis, at myndighedernes retningslinjer skal overholdes, og hun fortsætter:
”Men når det er sagt, synes jeg, at plejehjemmene – selv når der er udstedt besøgsforbud – med de muligheder, man har med værnemidler og test, må vurdere fra beboer til beboer, hvorvidt der er behov for at én mere end den nærmeste pårørende kan få lov at besøge beboeren med demens. Du bor på plejehjem, ja, men det er dit eget hjem, og du betaler i dyre domme for at bo der. Hvis de pårørende i overdreven grad holdes ude, kan det være med til at umyndiggøre borgeren og i værste fald føre til, at beboeren bliver syg og ender med at dø af noget andet end corona,” siger hun.
Else Hansen råder også til, at pårørende tager fat i personalet og hører, hvilke muligheder for kontakt der findes.
Men hvad svarer man som pårørende, hvis en dement plejehjemsbeboer spørger i telefonen, hvorfor besøgene udebliver?
Ifølge Else Hansen er det en god idé at blive ved med at gentage, at ”det jo er på grund af corona, vi ikke kan ses lige nu”, og at ”jeg glæder mig sådan til, at vi kan ses igen”. Hun nævner også som eksempel, at man kan sende et postkort til personen, som plejehjemspersonalet så kan læse op.
Generelt anbefaler hun at være i dialog med personalet på plejehjemmet, så man som pårørende kan føle sig så tryg som muligt ved, at de passer godt på den ældre.
Den 85-årige kvinde, der er smittet med corona, har fortsat ikke symptomer, og i dag får hun for første gang i lang tid besøg af sin datter.