Den første gang, jeg besøgte Danmark, var jeg 24 år og studerede på musikkonservatoriet i den tyske by Lübeck. Jeg var taget til Esbjerg for at søge stillingen som pianist i Esbjerg Ensemble, som spiller klassisk kammermusik. Da jeg først hørte om stillingen, troede jeg, at det var ensemblets kunstneriske navn og havde ingen idé om, at Esbjerg var en by. Jeg ankom ved midnat med toget fra Tyskland. Det var midt i marts, og der var ikke et menneske på gaden. Senere fandt jeg ud af, at Esbjerg altid er mennesketom efter klokken 22, som det er i mange mindre byer. Der var meget mindre belysning i gaden, end jeg var vant til fra Lübeck, og da jeg endelig fandt hotellet, var det lukket. Alt gik heldigvis i orden, og jeg blev lukket ind, men hele oplevelsen var meget speciel.
Min viden om Danmark var pinligt lille. Jeg kendte kun lidt til H.C. Andersen, Karen Blixen og den lille havfrue. Jeg fik stillingen i Esbjerg Ensemble og flyttede ind i min første lejlighed. Det var en toværelses midt i byen. I ensemblet, som var en kærlig gruppe af vidunderlige musikere, fik vi hurtigt et rigtig godt sammenhold.
Mentaliteten i Esbjerg var meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde oplevet før. På det tidspunkt var der ikke mange udlændinge i Esbjerg. Jeg stak lidt ud i gadebilledet og blev tit misforstået som turist i byen. Tiden i Esbjerg var meget vigtig for mig både personligt og musikalsk, men efter tre år føltes det lidt trangt, og jeg begyndte at overveje, om jeg skulle flytte tilbage til Tyskland. Om sommeren blev jeg inviteret til at spille til en kammermusikfestival i den lille landsby Irancy i Midtfrankrig. Der mødte jeg min mand, festivalleder og violinist David Rohde. Efter lidt tid flyttede jeg ind hos ham i København.
Det har taget mig lang tid at lære at forstå måden at kommunikere på i Danmark. Til at starte med læste jeg mange danskere som lidt arrogante. I Armenien er folk generelt lidt mere åbne og snakkesalige. Man diskuterer gerne og langvarigt. Det er i modsætning til danskerne, der giver tid og plads til hinanden i diskussioner fremfor at fare frem. Det har sin egen charme og visdom, og jeg har lært meget af det.
Danskerne kan godt virke indadvendte og indimellem konfliktsky. Jeg har prøvet nogle gange at have gode samtaler med folk til en fest, men når jeg møder dem bagefter, taler vi ikke sammen på samme måde. Jeg tror, det er, fordi mange danskere også er generte.
Noget særligt ved Danmark, som jeg i hvert fald har taget til mig, er hyggen. Den er helt unik, også selvom jeg synes, at hyggen nogle gange kan komme til at stå i vejen for vores kulturelle kreativitet. Jeg kan godt savne lidt mere gejst på kunstens vegne, sådan som man mærker det i Berlin eller Wien. En boblende kultur. Danmark har samme muligheder for at få det, for landet har nogle af de mest fantastiske koncertsale. Men stor kunst vokser også ud af stor lidelse og konflikter. Måske bliver de følelser gemt lidt i hyggen og det gode velfærdssystem? Hvis man ikke er i kontakt med de jordskælv, man har i sjælen eller gemmer den i høflighed, kan det være svært at tænde den kunstneriske gnist hos sig selv og publikum. Ikke fordi nogen skal have det dårligt, men danskere kan godt have nogle barrierer i forhold til at være passionerede. Nogle gange er jeg gået hjem efter en koncert og tænkt, om koncerten var helt gal, fordi publikum ikke reagerede stærkere eller direkte. Efterfølgende har jeg fået god respons, og nu ved jeg, at det er, fordi publikum er for generte til at vise følelser.
Jeg har også tænkt over, om danskerne er mindre religiøse end folk i Armenien. Jeg elsker min armenske kirke, men er ikke knyttet til kirken i Danmark på samme måde. Den armenske befolkning ville miste sin identitet, hvis den ikke kunne kæmpe for sin kirke. Siden år 301 har kirken været en stor del af den armenske folkesjæl. Jeg tror, man bliver mere religiøs, når man møder modstand og skal bede for brød i morgen. Det kan være en forklaring på, at folk her virker mindre religiøse.
At bo i Danmark er noget af det mest fantastiske, der kunne ske for mig. Danskerne har taget godt imod mig lige fra begyndelsen, og jeg er så taknemmelig. I de år, jeg har været her, har landet også åbnet sig mere kulturelt, og danskerne har adopteret flere elementer fra andre kulturer som mad, sproglige ting og mærkedage. Det virker som om, at folk er blevet mindre bange for det fremmede. Der er selvfølgelig også nationalistiske strømninger i Danmark, men jeg synes, det er i mildere form, end man ser i mange andre lande. Der er nogle vanskeligheder, når man kommer i kontakt med det danske system. Selvom jeg har arbejdet og betalt skat i Danmark i 16 år, fik jeg først permanent opholdstilladelse sidste år. Det virker lidt tragikomisk, og jeg kan nærmest ikke blive vred over det.
Jeg plejer at rejse rigtig meget i forbindelse med mit arbejde, og nu glæder jeg mig som et lille barn til at skulle holde sommerferie i Danmark. Jeg elsker de armenske bjerge, men jeg elsker også det danske sommerlandskab. Vinteren har jeg det lidt svært med. Der er for meget vind. Februar er jo helt håbløs. Men om sommeren er her bare så smukt.