Prøv avisen
Spørg om livet

Helle blev skilt: Jeg vil hylde de bedsteforældre, som står der, når livets kræfter raser

Kort tid efter bruddet fra min eksmand, flyttede han sammen med sin kæreste og hendes børn. Og jeg stod så at sige på Herrens mark. Der stod så mine forældre, skriver Helle. Modelfoto Foto: Polfoto

Bedsteforældre har ikke en håndbog i, hvordan de skal tackle deres børns skilsmisser. De står der med alt deres og forsøger så godt, de kan. De og lignende bedsteforældre har jeg lyst til at hylde, skriver Helle

Kære brevkasse

Før jul skrev et bedsteforældrepar til jer om gode råd til, hvordan de kunne få en god jul med deres nyligt fraskilte søn og hans to små børn. Brevet har givet mig anledning til at tænke tilbage på min egen historie. Og så besluttede jeg mig for at jeg ville skrive til brevkassen. Ikke med et spørgsmål, selvom jeg ofte følger med i de mange alvorlige og relevante temaer, der berøres i brevkassen, men ganske enkelt for at komme med en hyldest til en bestemt gruppe mennesker.

Jeg blev selv skilt for seks år siden. Jeg stod også foran en jul med tre børn, som jeg skulle give en glædelig julehøjtid, samtidig med at min eksmand og jeg skulle sælge vores hus, og jeg skulle finde en ny bolig. Sådan som jeg husker det, var alt kaos. Jeg havde igennem længere tid tænkt, at min mand måske var blevet forelsket i en anden, men når jeg spurgte ham, blev det benægtet igen og igen. Indtil en dag, hvor det alligevel kom frem, at mine fornemmelser var ganske rigtige.

Kort tid efter vores brud flyttede han sammen med sin kæreste og hendes børn. Og jeg stod så at sige på Herrens mark. Hvor skulle jeg bo, hvad med økonomien, kunne jeg beholde huset, hvilket jeg så fandt ud af, at jeg ikke kunne. Og allermest – hvad med mine tre kære børn? Hvordan skulle jeg midt i det hele få dem guidet godt igennem alle de modsatrettede følelser af sorg, savn, vrede, usikkerhed og meget mere?

Der stod så mine forældre. De var lige gået på pension. De trængte om nogen til at få lov til at hvile sig. De havde selv opfostret tre børn, og de har i alle årene brugt tid på at passe syge børn, når det kunne lade sig gøre, og de har lavet mad og hentet og bragt, og de har været gode mennesker også i forhold til naboer og bekendte.

Der flyttede jeg ind i julen – før jeg knap nok havde fattet, at jeg var blevet single. Ham, jeg troede på og også elskede, var borte. Ham, jeg også kunne være følsom og primitiv over for, var hos en anden. Og hvad gør man så? Man lader måske, sådan som jeg gjorde det, sit følelsesregister komme ud over for sine forældre. For man er jo, ud over at være voksen og myndig og ansvarlig og mor, også bare et sårbart menneske med smerte i krop og sjæl.

De lyttede på mig. Forstod de for meget, kunne jeg blive irriteret, og forstod de for lidt, kunne jeg blive irriteret. Sagde de noget godt om min tidligere mand, blev jeg vred, og sagde de for stygge ting, blev jeg også vred. Når jeg ser tilbage, så var reaktionerne næsten som en teenagers. De eneste, de rigtig kan være både store og små over for, er trygge forældre. Og de lever ofte hele repertoiret ud.

Sikke en balancekunst de kære bedsteforældre dog skulle udvise. Og der er sikkert tusindvis af disse bedsteforældre, hvis voksne børn bliver skilt. Og det, man skal tænke på, er, at disse bedsteforældre også bærer på sorg. De synes naturligvis, at det er så hårdt at se det voksne barn, de elsker, have så megen smerte og usikkerhed i sin fremtid. Og de kan ikke altid komme med svaret. Samtidig elsker de deres børnebørn, og de skal forsøge at være der for dem i de forskellige aldre, de nu engang er i.

Jeg har med alt dette lyst til at hylde mange af de bedsteforældre, der står der som de støttende, når livets kræfter raser. Bedsteforældre har ikke en håndbog i, hvordan de skal tackle deres børns skilsmisser. De står der med alt deres og forsøger så godt, de kan. Jeg ved også, at andre typer findes. Men lige nu har jeg behov for at takke for det, de var, for deres hjem, stabilitet, kærlighed og hjælpsomhed. Deres øvelse i praktisk visdom gjorde, at der var en base, da alt andet var usikkert. De og lignende bedsteforældre har jeg lyst til at hylde. Jeg tror, at vi i alle de skilsmisser, vi møder, tænker for lidt over, at der er mange flere end det enkelte par eller deres børn, der rammes, og som har det uendelig svært mange gange op til flere år.

Jeg kom videre og fik et hjem, og mine tre børn har det på mange måder godt, selvom jeg aldrig kan tage den smerte fra dem, som jeg ved, de har over, at deres forældre ikke mere er sammen. De synes også nogle gange, at det er svært, at deres far er meget optaget af at gøre sin kæreste og hendes børn tilfreds. Men de er også glade for deres far.

Mine forældre lever endnu. De har været en tryg og fast base. Ikke bare for mig, men også for mine børn. Igennem dem har mine børn også fået oplevelsen af langvarig kærlighed, udholdenhed, stabilitet og ro. Og da jeg læste brevet i brevkassen før jul, tænkte jeg, at de kære bedsteforældre var jo ved at slå krølle på sig selv for at gøre alt det rigtige og alt det gode i den vanskelige situation, som deres søn og de små børnebørn var i.

Så hermed tak, kære bedsteforældre, der står der og tager imod, ikke bare da vi var børn, men også når man som voksen kan komme derud, hvor man ikke kan se mål og retning, mening eller håb. Jeg tror, vi i hvert fald skal træne i ikke at gøre dem til en selvfølge. Og vi skal vide, at kræfterne, de har, er mindre end dem, man selv har – og alligevel bruger de så mange kræfter på at være der.

Som jeg skrev, ved jeg, at det ikke er alle voksne børn, der har sådan en base. Man er heldig, at man har fået lov til at få det. Og jeg kender flere, hvor netop en sådan base har været af meget stor betydning for, at de kom igennem en stor livskrise.

Venlig hilsen

Helle

Kære Helle

Godt nytår til dig og alle vores læsere. Det er fint at få lov til at bringe dit brev som det første i det nye år, og at det handler om at ære eller hædre andre. Af naturlige årsager handler mange af vores breve og svar om alvorlige udfordringer og livssmerter. Det gør dit brev i og for sig også. For din og jeres vej har ikke været let.

Men tak, fordi du minder os alle om at træne i at se os omkring og at være taknemmelige. Ikke mindst over for de mennesker, der var der, da livet tog en anden drejning, og som stod der med hjælp i stort og småt. Vi ved såre godt, at der også er mennesker, der læser dit brev, som kan mærke et stik i hjertet, og som på sin livsvej havde haft brug for at have oplevet noget af det, du beskriver, men som ikke fik den støtte af de nærmeste eller deres netværk, som de trængte.

Midt i det mangfoldige menneskeliv er der dog mange af os, der med god grund kan tænke på nogle konkrete mennesker, der var der i livets mørke perioder, og uden dem havde tingene måske set anderledes ud. Og det er værd at vise denne taknemmelighed og lade den fylde. Tak for, at du gør det over for hjælpsomme bedsteforældre her. Det fortjener de.

Og så ser vi frem til mange breve til brevkassen i det nye år. Brug bare mail eller det gode gamle papir. Posten skal nok komme frem, selvom der går nogle ekstra dage med det end for et år siden.

Mange hilsener