Prøv avisen

I 2010’erne rykkede kulturen ind i telefonen

I de sidste 10 år er musik og litteratur er rykket ind på mobilen. Modelfoto. Foto: Jacob Morch/Unsplash.com

Der er et før og et efter Spotify. Nu er cd’en død, og virkeligheden på radiostationerne fuldkommen ændret. Men musikbranchen er ikke den eneste, der blev forandret med 2010’ernes digitalisering og nye streaming-vaner

Vi ringer sjældnere til hinanden, men til gengæld har vores elektroniske faste følgesvend fået en række andre funktioner i vores dagligdag. Kulturen er blevet digital, og i dag bruger vi blandt andet telefonen til at få adgang til de digitale kulturtilbud. Det ses tydeligt i musikbranchen, siger Rasmus Rex Pedersen, adjunkt ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab, der har forsket i digitaliseringens konsekvenser i musikbranchen.

”Det seneste årti er en historie om digitalisering. Siden den første populære musikstreamingtjeneste, Spotify, blev introduceret herhjemme i 2011, er det kun gået i én retning. Streaming står for 87 procent af indtægterne i musikbranchen, og alle aldersgrupper har taget det til sig.”

Ændringen har ført til cd’ens død og en helt anden virkelighed for radiostationerne. Mens radioen tidligere var den primære kilde til ny musik for alle, der er over 30 år i dag, så har den langtfra spillet den samme rolle for de unge, der er vokset op med streaming. Og udviklingen er gået stærkt. I 2010 var det kun få, der kendte til begrebet streaming, blot to år senere streamede en fjerdedel af befolkningen musik hver dag, mens over halvdelen gjorde det hver uge. Ifølge en undersøgelse lavet for Koda sidste år var det næsten alle i Norden, 90 procent, der streamede musik, og det har på mange måder betydning for måden, vi forbruger musik på, siger Rasmus Rex Pedersen.

”Vi afspiller mere musik, fordi vi med vores telefoner kan tage det med os alle steder, og fordi vi kan finde og lytte til musik, der i høj grad passer til vores aktiviteter,” siger han.

Men musik er ikke det eneste, vi gennem de seneste 10 år har lært at streame og lytte til på nettet. I 10’erne gav enhver tv-producerende virksomhed med respekt for sig selv seerne mulighed for at se programmerne på nettet, så man nu for eksempel kan se DR-programmer på nettet. Ligesom streamingtjenester for film og serier er blevet populære. I dag benytter 40 procent af danskerne eksempelvis Netflix en gang om ugen, og det er mere end en fordobling inden for de seneste fem år.

Også i litteraturens verden har digitaliseringen gjort sit indtog. E-bøger og lydbøger er blevet mere og mere populære, siden de kom på markedet, og den totale produktion af nye lydbøger er steget markant de seneste år. Siden 2014 er antallet af førsteudgaver steget med 214 procent, fra 2390 i 2014 til 5115 i 2018. Ligesom det samlede biblioteksudlån af lydbøger i 2018 var det højeste nogensinde og er steget med knap 82 procent siden 2009. Interessen skyldes bekvemmelighed, siger Jakob Heide Petersen, der er chef for Københavns biblioteker og bestyrelsesformand for eReolen.

”Jeg tør bestemt godt sige, at kulturforbruget er blevet mere digitalt. Det helt afgørende i den udvikling har været smartphones, fordi man med dem har biblioteket i lommen. Det er nemt og bekvemmeligt, og det er også derfor, vi ser, at forbruget har flyttet sig fra e-bogen til lydbogen, for mens man lytter, kan man foretage sig alt muligt andet,” siger han, men understreger, at det ikke har betydet et farvel til den fysiske bog, og det kommer det heller ikke til foreløbig.

”Det interessante er, at danskernes medievaner er konservative, og at de digitale tilbud kommer oven i de gamle, når det gælder litteratur og bøger. På bibliotekerne er 85 procent af alle bogudlån stadig traditionelle bøger.”

Det interessante er, at danskernes medievaner er konservative, og at de digitale tilbud kommer oveni de gamle

Jakob Heide Petersen, chef for Københavns biblioteker

”Det interessante er, at danskernes medievaner er konservative, og at de digitale tilbud kommer oven i de gamle”

Jakob Heide Petersen, chef for Københavns biblioteker