I 20’erne er kærligheden ung og frisk

Unge par, der bliver viet i 20’erne, har tænkt grundigt over ægteskabets betydning, fortæller sognepræst. Mange ønsker at fremstå som en samlet kerne over for omverdenen

Sognepræst Hanne Dahl, der selv er fraskilt, oplever, at de helt unge tager ægteskabet meget alvorligt. –
Sognepræst Hanne Dahl, der selv er fraskilt, oplever, at de helt unge tager ægteskabet meget alvorligt. – . Foto: Klavs Burmester.

Der er sket noget med de unges tanker om vielsen og ægteskabet de senere år. Det er i hvert fald sognepræst i Budolfi Kirke i Aalborg, Hanne Dahls, mavefornemmelse, når hun lytter til de overvejelser, som par i 20’erne tager med sig ind i vielsessamtalerne med hende.

”Den generelle fordom om ungdommens valg af kirkebrylluppet er velsagtens, at det er noget, som de vil have, fordi deres dag skal være et romantisk og overfladisk show off, hvor kirken så bare lægger lækre lokaler til. Men sådan er det uhyre sjældent. Med langt størstedelen af parrene bliver jeg overrasket, når jeg taler med dem. For hold da op, hvor har de givet det kommende ægteskab og den kirkelige vielse megen overvejelse,” siger Hanne Dahl, der også er tidligere studenterpræst i Aalborg Budolfi Provsti.

Selvfølgelig, tilføjer hun, spiller det da også en rolle, at Budolfi Sogn råder over to smukke kirker – domkirken og den lille klosterkirke – hvis kirkerum danner smukke rammer for både ritual og forkyndelse. Men i samtalerne er parrene også meget bevidste om, at den kirkelige vielse kan tilføre et ekstra, betydningsfuldt lag af mening, som de ikke selv har mulighed for at tilføre deres bryllupsdag.

”Det moderne, unge par har tænkt meget over tingene. De ved, hvad de vil,” siger Hanne Dahl, der i læsningen af ritualerne under vielsessamtalerne finder emner, der relaterer sig til parrenes liv, så det ikke bare er nogle ord, som de gentager, eller som de har hørt til venners bryllupper.

”Ofte er de kommet hertil, fordi de har haft nogle særlige eksistentielle sorger eller glæder i livet. Måske har brudens mor været gennem et længere sygdomsforløb, eller også har de oplevet den glæde, som det er at bringe børn til verden. Vi får ofte åbnet op for det, der har kradset eller glædet parret. Det siger mig, at mange kobler vielsesritualet og -ordene til særlige livssituationer.”

Mange af parrene er ifølge Hanne Dahl også allerede meget etablerede. De har måske afsluttet uddannelser sammen, købt et fælles hjem og har måske også fået et barn eller to, og så vil de gerne vise omverdenen, at de er en enhed.

”Vi bliver viet i ungdommen, fordi vi ønsker at fremstå som en samlet kerne. Når vi bliver ældre, får vi måske erfaringen af, at kærligheden bliver ridset. Det kan godt være, at vi indgår i nye relationer, men så har vi noget med i bagagen, der gør, at vi lige er lidt mere forbeholdne. Der er også en risiko for, at kærligheden forvitrer, hvis ikke man passer på. Det er en erfaring, man gør sig med alderen,” siger præsten og fortsætter:

”Men når man er 23, 25 eller 28 år, er kærligheden ung og frisk, og så vil man gerne vise den frem. Og her står ægteskabet stærkt som det, man gør, når man vil vise andre, at man er en familie, der elsker hinanden.”

Ægteskabet er også formativt, fordi det har en ”vågn op-funktion”, som hun kalder den. Nu har man faktisk sagt ja til noget, der gælder.

”Ægteskabet er jo en besværlighed, som gør, at vi ikke bare kan råbe til vores partner, at han eller hun skal gå, når vi bliver trætte af vedkommende. Det tror jeg er meget vigtigt. Uden på nogen måde at skulle være moraliserende over for fraskilte – jeg er selv fraskilt for mange år siden – så vil jeg sige, at tabet af kærlighedsrelationen i en skilsmisse er en dyb eksistentiel krise. Det er nemlig et af de største menneskelige nederlag, man kan komme ud for, når man erkender, at ens kærlighedsrelation er bristet.”

Og selvom hun som præst ikke er meget for at virke belærende over for de unge mennesker, så er denne erfaring også et af de gode råd, som hun ynder at give brudeparret i sin tale til dem under vielsen.

”Et af mine budskaber er altid, at man i ægteskabet skal huske, hvorfor man blev gift, og hvad man er glade for ved hinanden. En erfaren kvinde som mig, der er i slutningen af 40’erne, ved jo, at det, der ødelægger ægteskabet, er, at man glemmer netop dette. Hverdagen kommer så at sige for ofte i vejen.”