Prøv avisen
40’erne

Forfatter: I 40’erne begynder mærkbarheden at fylde mere end målbarheden

Tegning: Rasmus Juul.

Mens 30’erne var fyldt med arbejde og karrieremål, er læge og forfatter Imran Rashid i 40’erne mere optaget af, at det, han arbejder med, giver mening

Apple-stifteren Steve Jobs er kendt for at have brugt formuleringen om, at vi er her for at slå en bule i universet, for hvorfor skulle vi ellers være her?

Sætningen var på mange måder ret definerende for min målbevidste måde at være på i 30’erne. Men i 2017 – det år jeg fyldte 40 – skete der noget, som grundlæggende forandrede min livsopfattelse. Jeg havde på det tidspunkt været i den samme stilling som innovationschef i tre år og var efterhånden ved at løbe lidt sur i det, da arbejdsopgaverne ikke længere var lige så udfordrende, som de havde været det i begyndelsen. Med tanke på, at jeg havde kvittet mit velbetalte og stærkt meningsfyldte job som praktiserende læge for at få denne stilling, var jeg en anelse frustreret.

Midt i denne lidt ensformige hverdag begyndte jeg at tænke på, at det kunne være sjovt at skrive en bog. Jeg havde altid skrevet læserbreve og klummer, men aldrig nogensinde en hel bog. Jeg begyndte derfor i det stille for mig selv at overveje, hvilke emner der kunne være relevante at skrive om, men kom egentlig aldrig videre, end at det blev ved tankerne. Jeg skulle jo passe mit rigtige arbejde.

Til en fest mødte jeg så tilfældigt en kvinde, der fortalte, at hun var i forlagsbranchen, hvorefter det helt spontant røg ud af mig, at jeg gerne ville skrive en bog. Jeg fik åbenbart talt godt nok for min sag, for to dage efter sad jeg til møde hos et velrenommeret forlag og fik tilbudt en kontrakt på mit glatte ansigt.

Bogen, der udkom et lille år senere, var ”Sluk – kunsten at overleve i en digital verden” og blev en bestseller. Den skød også for alvor gang i debatten herhjemme om den ukritiske og uregulerede måde, som vi bruger teknologi på, samt de potentielle konsekvenser. Samtidig skabte bogen voldsomme forandringer for mit eget arbejdsliv, idet jeg relativt kort efter, at bogen var lanceret, begyndte at blive hyret til så mange foredrag, at jeg sagde mit trygge, faste job op. På papiret en enorm risikofyldt beslutning, men det her arbejde føltes vigtigere end noget andet, som jeg havde lavet før i mit liv.

Det sjove er, at det faktisk først er nu, knap tre år senere, at jeg forstår, hvad der egentlig skete i den periode af mit liv, og vigtigere – hvorfor det skete.

Den berømte adfærdspsykolog og nobelprismodtager Daniel Kahneman lavede i 2010 en interessant undersøgelse, hvor han kiggede på sammenhængene mellem menneskers årlige husstandsindkomst og deres selvoplevede livstilfredshed samt den dagligt oplevede glæde.

Konklusionerne fra undersøgelsen var bemærkelsesværdige. Det viste sig nemlig, at når man så på kurverne for, hvor tilfredse mennesker var med deres liv i forhold til deres årlige husstandsindkomst, steg kurven indtil 125.000 dollars (825.000 danske kroner) og fladede så ud. Højere indtjening førte altså ikke til højere livstilfredshed. Men i forhold til spørgsmålet om, hvor meget glæde man oplevede i hverdagen, fladede kurven allerede ud ved 85.000 dollars (560.000 kroner). Højere indtægt skabte altså ikke mere glæde i hverdagen, men dette punkt indtraf ved langt mindre indtjening i forhold til den selvoplevede tilfredshed.

Men hvad er så den store forskel på at føle tilfredshed med livet og hvor megen glæde, vi oplever i hverdagen? Jo, det ene er en mental beregning, hvor vi tilsyneladende bruger indtægt som en del af mellemregningen for, hvor tilfredse, vi er med vores liv, mens den oplevede glæde i hverdagen åbenbart har mindre at gøre med, hvor meget vi tjener. Eller med andre ord er vores livstilfredshed mere et udtryk for en målbar tænkning, mens den oplevede glæde i hverdagen derimod må siges at være mærkbar.

Det, som jeg oplevede i forbindelse med udgivelse af min bog, var i høj grad med til at ændre mit fokus fra målbarhed til mærkbarhed. Jeg følte nemlig en dyb tilfredsstillelse ved at have skabt noget, som ikke havde været der før. Noget, som jeg havde investeret mig selv i – i langt højere grad end noget andet, jeg tidligere havde prøvet. Og det med et formål, som var vigtigere og større end mig selv. Det skaber nemlig en dominoeffekt, hvor det er processen, der skaber lysten til at fortsætte, frem for det mål, man har sat sig for at opnå, der tit er afkoblet fra de ting, som skaber glæde i ens hverdag.

Efterhånden, som jeg er blevet mere opmærksom på disse sammenhænge, har jeg valgt at fokusere mere på kvaliteten af det sand, der rinder gennem timeglasset frem for hastigheden, det løber med, eller alt det, som jeg skal opnå, inden det rinder ud.

I stedet for 30’ernes målbare tilværelse er jeg her i 40’erne begyndt at fokusere på det, jeg kalder mærkesager. Aktiviteter, der engagerer, udvikler, udfordrer, men frem for alt er mærkbare. For hvad hjælper det at leve et liv i en evig jagt på velstand og rigdom, hvis ikke du kan mærke, at du lever?

Imran Rashid er 43 år, uddannet læge og forfatter til flere bøger om det digitale liv.