”Hvis du har brug for remoulade, så skal du slå til nu, for vi har kun ganske få tilbage,” siger Bente Holdgaard og holder den karakteristiske gule bøtte frem foran sig.
Normalt ville man nok ikke regne det for kirkens opgave at skulle forsyne menigheden med sovsekulør, dåsemakrel og saltlakrids. Men for Bente Holdgaard, der er præst i Den Danske Kirke i Australien, er det en del af jobbet.
I den lille købmandsbutik, der er indrettet i et hjørne af præsteboligen i bydelen Pennant Hills nord for Sydney, finder man således et bredt udvalg af danske madvarer, som alle har til formål at lindre den værste hjemve.
Heldigvis falder det Bente Holdgaard meget naturligt at skulle agere købmand som en del af præstegerningen. Efter at have boet syv år i Australien har hun nemlig selv oplevet, hvordan små hverdagsting, som hun før tog for givet, pludselig har fået en større betydning.
”Som kirke i udlandet er vi lige så meget en kulturinstitution og et socialt samlingspunkt, som vi er en kirke. Det tror jeg, man bliver mere opmærksom på, når man er langt væk hjemmefra,” siger hun.
Frederikskirken, som kirkens hovedsæde i Sydney hedder, føles da også som et lille stykke af Danmark. På de brune murstensvægge hænger Dannebrog side om side med det australske flag, og i kirken kan man både modtage danskundervisning, spise højtbelagt smørrebrød og synge danske sange i det lille kor.
”Jeg tror grundlæggende, at man får mere brug for alle de her kulturelle ting, når man er bosat i udlandet. Selv har jeg i hvert fald oplevet, hvordan jeg er blevet mere bevidst om, hvem jeg er, og hvad det vil sige at være dansk, efter at jeg er flyttet herned,” siger hun.
For Bente Holdgaard var det lysten til at prøve noget nyt, der tilbage i 2012 fik hende til at sige farvel til hverdagen som sognepræst i den lille landsby Ødsted uden for Vejle for i stedet at flytte til Sydney sammen med sin mand og deres fire børn.
”Når jeg tænker tilbage, er det nok meget godt, at ingen af os dengang vidste, hvor omfattende et projekt det ville være at flytte om på den anden side af jorden,” siger Bente Holdgaard.
Hun husker stadig, hvor grænseoverskridende det føltes, da hun første gang skulle aflevere sine to yngste børn i skolen. På daværende tidspunkt var de fem og otte år og kunne ikke et ord engelsk.
Selvom Australien som et vestligt land på mange måder minder om Danmark, er der mange ting, der er anderledes.
”Man finder hurtigt ud af, at der er nogle helt andre kulturelle koder på spil. Australierne tænker anderledes end danskere og har nogle gange en anden tilgang til tingene,” siger hun.
Bente Holdgaards egen oplevelse med at flytte til Australien har givet hende en større forståelse for, hvilken situation mange af de udlandsdanskere, der udgør hendes menighed, befinder sig i.
Hun har selv oplevet, hvordan hendes forhold til Danmark har ændret sig, efter at hun har bosat sig på den anden side af jorden. Eksempelvis har mærkedage som grundlovsdag og mortensaften fået en langt større betydning for hende.
”Jeg tror, det skyldes, at de her mærkedage repræsenterer nogle særlige værdier, som er med til at karakterisere os som danskere. Når man flytter til udlandet, er traditioner og måden, vi fejrer dem på, ikke længere en selvfølge. I stedet er man pludselig nødt til at prioritere dem, hvis de skal fastholdes,” siger hun.
Af samme grund forstår Bente Holdgaard godt, hvorfor der er mange danskere, som vælger at søge mod Den Danske Kirke i Australien.
”Folkekirken er en stor del af den danske kultur og selvforståelse. Det mærker man måske endnu mere, når man er i udlandet, hvor kirken er et af de eneste steder, hvor man kan opleve et dansk fællesskab og føle sig hjemme et øjeblik,” siger hun.
Den Danske Kirke i Australien er med Bente Holdgaards ord et frirum. Et fællesskab, hvor man kan tale sit eget sprog og dyrke de særlige danske traditioner.
”Så snart man træder ind i en dansk kirke, ved man præcis, hvad der skal ske. Alle kender spillereglerne, og det tror jeg, at der er mange, der finder en tryghed i. Det samme vil man ikke få, hvis man træder ind i en hvilken som helst anden lokal kirke i udlandet, da de har deres egne måder at være kirke og tolke kristendommen på. Det kirkelige er altså i høj grad flettet sammen med det kulturelle. Det tror jeg, vi kan takke Grundtvig for.”
I værkstedet ved siden af den lille købmandsbutik er en gruppe kvinder fra menigheden ved at forberede næste års julemarked. Det er en stor begivenhed, der hvert år tiltrækker op mod 2000 mennesker til kirken. Selvom det kun er marts, er kvinderne allerede i fuld gang med at producere stakkevis af pyntenisser og julestjerner.
Kvinderne, der en gang om ugen er i værkstedet, er en del af den faste kerne, som jævnligt bruger Den Danske Kirke i Australien.
”Som præst synes jeg, at det har været spændende at møde nogle af de danskere, der har taget springet og lagt alt det velkendte bag sig. Mange har været modige, synes jeg. Nogle har mødt kærligheden. Andre er flyttet på grund af arbejde, eventyrlyst eller drømmen om et bedre liv,” siger Bente Holdgaard.
Især er hun blevet berørt over mødet med nogle af de danskere i menigheden, som immigrerede til Australien op gennem 1950’erne og 1960’erne.
”For nogle af dem, jeg har mødt, betød rejsen til Australien et endegyldigt farvel til forældre og søskende i Danmark. Nogle har aldrig eller kun få gange set deres kære igen. Det er der en stor sorg i,” siger hun.
”Når man som præst besøger mennesker, der har det sådan, oplever man virkelig at kunne gøre en forskel. De kendte salmer fra barndommen, et Fadervor på dansk og muligheden for at fortælle om sine minder på sit modersmål kan være særdeles betydningsfuldt i en sådan situation.”
Der er også en del unge, som benytter sig af kirken. Både backpackere på gennemrejse og unge familier, der har valgt at bosætte sig i Australien i nogle år.
Mange af de unge benytter hovedsageligt de kulturelle tilbud og sociale arrangementer, som kirken tilbyder, men får samtidig øjnene op for, at det kan være rart at komme i kirken.
”Fordi tærsklen bliver lavere til kirken her i udlandet, tror jeg, at vi får nedbrudt nogle fordomme. Der er mange, som finder ud af, at der faktisk kan være noget dejligt over at sidde sammen og synge salmer og være fælles om en gudstjeneste. Derfor tror jeg også, at udlandskirkerne kan fungere som brobyggere til folkekirken hjemme i Danmark.”
Selvom Bente Holdgaard og familien nu har slået rødder i Australien, er de så småt ved at vænne sig til tanken om, at de snart skal hjem til Danmark igen. Kontrakten udløber næste år, og de to ældste børn er allerede taget i forvejen for at studere i Danmark.
”Så lige nu er familien lidt splittet. Det er selvfølgelig hårdt nogle gange, men jeg tror, at det er værst for deres mor,” griner Bente Hold- gaard.
Det har hele tiden været vigtigt for hende, at hendes børn skulle have en tilknytning til Danmark.
”Vores børn skal ikke være hjemløse. Australien vil altid være en del af deres liv, og de har uden tvivl fået et mere globalt udsyn, fordi vi har boet her. Men det er vigtigt for os, at Danmark er deres base.”
Hjemveen har omvendt været mindre afgørende for beslutningen om at tage hjem.
”Men jeg er nok også den dansker i Australien, som har det lettest. Jeg kan jo gå en hel dag, hvor jeg stort set kun taler dansk, og jeg kan altid gå over i købmandsbutikken og finde en pose Piratos.”