Han husker kun perioden i små glimt som brudstykker fra en fjern fortid. En knirkende hospitalsseng, en kørestol i hjørnet. Stemmer omkring ham og ord, som han ikke helt forstod. Måske talte de til ham, men formentlig til hinanden. Han var 12 år og umådelig tæt på at dø.
Sanger og sangskriver Thomas Buttenschøn, der i denne uge udkommer med selvbiografien ”I begyndelsen var døden”, er født med sygdommen hiv, som hans biologiske mor og far døde af, da han var henholdsvis otte og ni år.
Forældrene havde mødt hinanden i Zambia, hvor moderen, Sara, var født og opvokset, og faderen, Jens, arbejdede som nødhjælpsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke. Da Thomas Buttenschøn som spæd blev alvorligt syg, rejste den lille familie til Danmark, hvor de alle fik stillet den alvorlige diagnose. Siden var fremtidsudsigterne for hans liv ikkeeksisterende, og faderens største mål var blot, at sønnen fik oplevet at være ung. Ikke voksen. Ung.
”Det var det, der var at håbe på dengang. Der var en konstant bevidsthed om, at det, vi havde, ville ophøre på et tidspunkt i den nære fremtid. Det var mit livs præmis,” siger Thomas Buttenschøn.
Da han som niårig blev forældreløs med en dødsdom hængende over hovedet, tog en plejefamilie ham til sig. De ”greb ham”, som han udtrykker det i dag, og lod ham vokse op blandt deres to egne drengebørn som et fuldgyldigt medlem af familien. I hjemmet i Gylling i Østjylland blev han forskånet for at høre om og være vidne til sin egen skæbne, og ægteparret Peter og Inger Lis blev hans nye forældre.
Men en forårsmorgen i 1997 overtog en altoverskyggende hovedpine hans indre. 12-årige Thomas Buttenschøn vågnede op i sin seng og var ikke til at komme i kontakt med, selvom familien ihærdigt forsøgte at ruske ham til bevidsthed.
Han blev indlagt. Hovedpinen var afstedkommet af et sprængt kar i hjernen. Snart fik han opereret en såkaldt shunt ind, der havde til formål at dræne vandet fra hovedet, men han blev samtidig ramt af så mange andre følgesygdomme på grund af det hiv-nedbrudte immunforsvar, at han nær ikke havde overlevet.
I tre måneder lå Thomas Buttenschøn i koma på hospitalet. Da han blev udskrevet, var det med en besked til forældrene om, at han havde en uge tilbage at leve i. Han kunne lige så godt tilbringe resten af sine dage i trygge omgivelser, lød budskabet.
Men så skete der noget. Nogle kaldte det et mirakel. Selv har han svært ved at afgøre, hvorfor han pludselig begyndte at få det bedre. Nogle dage tænker han, at det formentlig havde at gøre med, at forholdene i et klinisk hospitalsværelse ikke er et gunstigt miljø for et barn at opholde sig i. Andre dage er det, som om der var en ”større kraft” på spil.
”Som barn brugte jeg tid med hospitalspræsten, som også ofte talte med min første far, og som ung mand læste jeg Bibelen fra ende til anden for at søge at forstå. Jeg ønskede inderligt at forstå, hvad det var, der var på spil. Jeg har endda også læst Thomasevangeliet, som en ven forærede mig på et tidspunkt, hvor jeg var optaget af tanker om reinkarnation. I hele mit liv har samtaler og tanker om døden og efterlivet været allestedsnærværende.”
I hans nye familie var moderen, Inger Lis, kirkeligt engageret som menighedsrådsformand i 15 år i det lokale sogn. Han misunder stadig den tryghed, som hun opleverved at have Gud med sig i livet. Selv tror han mest af alt på tilfældet.
”Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror på Gud, men at jeg ved, at han eksisterer. Ikke længe efter hospitalsindlæggelsen blev medicinen mod hiv udviklet, hvilket forandrede mine livsbetingelser drastisk. Jeg skulle ikke frygte døden. Jeg har lært ufattelig tidligt, at hvis jeg spiser den her pille, så går det hele. Og jeg har set folk i Afrika, der siger, at de ikke vil tage medicinen, men at de tror på Gud, og for dem er det bare ikke gået. Derfor har jeg svært ved at tro,” siger Thomas Buttenschøn og fortsætter så: ”Men jeg har samtidig svært ved at tro på, at hele kroppen indgår i et system, hvor den bliver gendannet til jord – på nær den herinde.”
Han banker let med fingeren på sin tinding.
”Sjælen kan jo ikke bare forsvinde som det eneste, når det er den, der netop definerer mig mest af alt.”
Da han blev raskmeldt efter sit komaforløb, vendte han tilbage til folkeskolen igen. Når de andre spurgte ham, hvordan det havde været, tog han det store smil på. Han fortalte, hvor storartet det havde været at få mad serveret og gaver, hver gang der kom besøgende.
”Det var en forsvarsmekanisme. Jeg ville ikke have, at der var nogen, der syntes, at det var synd for mig. Men det blev også en måde at finde mit eget lille sted. En verden, hvor jeg kunne skabe min egen virkelighed. Det er det, som jeg også har lært ved at være historiefortæller. Det hele handler om, hvor subjektiv fortællingen er, når den er blevet fortalt.”
Under omtalen af sine to første album i slutningen af 2000’erne lod han, som om han var en ubekymret ung mand med ungdommens naivitet i behold. Sangene var glade og tempofyldte. Sorgløse – set udefra. Og sådan formede interviewene med journalisterne sig også.
”Jeg fandt ud af, at jeg kunne lege med andres opfattelser af mig. Det var så let at holde de dystre dele ude af fortællingen. Jeg kunne styre overskrifterne og være redaktør på mit eget liv. Jeg kunne skabe karakteren Thomas Buttenschøn frem for mennesket Thomas Buttenschøn.”
Er du så karakteren eller mennesket lige nu?
”Mennesket. I år har jeg udgivet den første sang nogensinde om min første mor. Jeg har skrevet sange om hende, siden jeg var otte-ni år, men jeg har ikke været klar til at åbne op om den del af mit liv før nu. Nu er jeg klar. Måske skyldes det, at jeg er blevet far.”
At blive far var en af de største – og mest utopiske – drømme, han gik rundt med som ung. Han husker tydeligt dengang, hvor han fortalte sin plejefar, Peter, at han gerne ville have en søn, der skulle hedde Jens efter sin første far. Peter svarede ham, at han var født med en virus i kroppen, der ikke kunne behandles, og at han aldrig ville være i stand til at få børn. Efter den dag fortalte Thomas Buttenschøn alle, at han i hvert fald aldrig ville have børn. Det var hans måde at lave sin egen version af virkeligheden på.
Han får et ubehag i kroppen ved blot at tænke på situationen. For i dag lever han helt ubekymret med sin sygdom og kan ikke smitte andre, så længe han tager sine piller. Han har nogle helt andre muligheder og forudsætninger, end forældrene nogensinde havde turdet håbe på.
”Der er mange ting, der ligesom er gået op i en højere enhed de senere år. Jens, min ældste søn, fylder snart ni år. Om lidt har jeg været far for ham i længere tid, end jeg havde min egen far. Jeg forsøger at være den bedst mulige far over for både ham og min yngste, Peter, som er opkaldt efter min anden far. Jeg har altid forsøgt at se positivt på tilværelsen, og jeg vil også gerne have, at mine børn vokser op med en opfattelse af, at livet er let og lyst. Jo længere de kan blive i den tro, jo sundere er det. Der er ikke noget ved at begynde livet med død og sorg og smerte.”