Fra Carsten Stage var 13 år og til begyndelsen af 20’erne var hans ansigt med egne ord ”helt bumset til”. Hver gang en filipens forsvandt, dukkede en ny op, og han skammede sig over i sine egne øjne at se ulækker ud. Hans egen forestilling om et ydre blik martrede ham, og han vidste præcist, hvordan han skulle dække sin kind med hånden for at skåne omverdenen for sine urenheder.
I dag er han 39 år og lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i følelsers rolle i samtidskulturen. Han kan tydeligt genkalde sig følelsen af at skamme sig over, hvordan han måtte tage sig ud i andres øjne. Netop det med at se sig selv udefra og føle sig bedømt negativt er indbegrebet af følelsen skam, som han har skrevet Tænkepause-bogen ”Skam” om.
”Mit ærinde har været at udfolde kompleksiteten i skam. Vi taler ofte om den som en sort følelse, vi skal gøre op med eller komme væk fra. Og jeg anerkender, at skam kan være ekstremt selvdestruktiv. Samtidig er det ikke en følelse, vi nogensinde kommer af med. Den er en grundlæggende menneskelig følelse, som kan fylde mere eller mindre, alt efter hvem man er, og der kan faktisk også være noget godt ved den,” siger han.
Og faktisk skal vi tilbage til Adam og Eva for at finde det vel nok bedst beskrevne eksempel på skam. De to går glade, nøgne og uvidende rundt i Paradisets Have, indtil de tager en bid af æblet.
”Her er skammen igen koblet til blikket. Da de har spist af frugten, går det op for dem, at de er nøgne og forsøger at dække sig til, fordi de pludselig kan se sig selv udefra. Skam betyder at dække sig til.”
”I dag viser den psykologiske forskning også, at skamlignende adfærd findes helt ned på spædbarnsstadiet, hvor babyen dækker sig til, hvis den ikke lykkes med at få den øjenkontakt med sin mor, som den forsøgte på. Når vi investerer i noget udenfor os selv, er risikoen altid afvisningen og dermed skammen.”
Følelsen skam er i familie med skyld og pinlighed, men bør ikke forveksles med dem, påpeger Carsten Stage.
”En pinlighed kan være kortvarigt at bryde med de sociale normer, for eksempel fordi man vælter på cyklen eller opdager, at man går rundt med gylpen åben. Den slags episoder er rigt repræsenteret på et medie som Youtube. Skyld er handlinger, man kan tilgives for, fordi man for eksempel har gjort en anden ondt. Skammen er mere fundamental, fordi den er en følelse af, at der er noget ved personligheden eller kroppen, som grundlæggende er forkert.”
Den vedholdende skam kan blive forstærket hos personer, der bliver mobbet eller føler sig udenfor. Mennesker med spiseforstyrrelser bærer som regel også på en stærk følelse af skam, viser forskning.
”Hvis oplevelsen af mangler bliver for ekstrem, kan det slå over og blive destruktivt, og det er farligt.”
Selvom skamfølelsen er universel og en del af det menneskelige følelses-dna, så udvikler den sig også. Skamforskere mener faktisk, at vi bevæger os langsomt væk fra det, de kalder den traditionelle skam.
”Den traditionelle skam handler meget om at se skævt til grupper eller individer, der skiller sig ud. Arbejderklassen, der ikke har råd til nyt tøj, minoriteter, som ikke er som folk er flest.”
Men i dag er flere nye skam-arter blevet føjet til porteføljen, fortæller Carsten Stage. Typer af skam, som kan forklares med digitalisering, globalisering og udbredelsen af sociale medier, hvor det i høj grad handler om at vise sine bedste sider – eller retouchere de dårlige væk.
”Nu er det skamfuldt ikke at realisere sig selv nok i en tid og samfund som vores, hvor vi bliver fortalt, at vi har alle muligheder. Hvis vi stritter for lidt, er for lidt unikke og for almindelige. Det kan være skamfuldt at være det menneske, der ikke blev kendt, selvom det måske havde ligget i kortene. Og man kan jo altid blive bedre, smukkere og komme i bedre form.”
I bogen citerer Carsten Stage den amerikanske filosof Martha Nussbaum for at sige, at jagten på perfektion dog altid vil være forgæves. Vi kan lige så godt tale om den som et menneskeligt grundvilkår og som noget, der binder os sammen frem for hele tiden at gå på slankekure og forsøge at blive en bedre udgave af os selv.
Netop det er skammens potentiale, mener også den aarhusianske skamforsker. At bruge den som afsæt for samtaler i undervisning, litteratur og kunst. Et nærværende eksempel på, at det er lykkedes at bruges skammens potentiale, er den norske tv-serie ”Skam”, som NRK sendte fra 2015 til 2017. Her fulgte man de unge gymnasieelever på Hartvig Nissens videregående skole i Oslo, hvor de fleste havde deres at slås med under de umiddelbart smukke overflader. Spiseforstyrrelse, usikkerhed, homoseksualitet og at være ung med minoritetsbaggrund er nogle af de emner, den verdenskendte norske serie berører.
”Den norske tv-serie ’Skam’ har været med til at starte en vigtig samtale om, at vi alle deler skammen som et vilkår. Alle i ’Skam’ har et problem, viser det sig. Man kan godt se serien som et godt forsøg på at diskutere og forstå ungelivet ved at tage udgangspunkt i fejlene, manglerne og rummeligheden. Det bifalder jeg. Indirekte viser serien dermed også, at skammen ikke kun sort. Den indeholder også et potentiale, når den tages op og deles som et fælles vilkår mellem unge,” siger Carsten Stage.