Da en nær og kær person i Jane Sandbergs familie var indlagt i længere tid på hospitalet, gik der hver dag en mand rundt med gratis aviser og satte sig ned og snakkede lidt med patienterne. Med sin lille gestus og en invitation til fællesskab gjorde han en forskel.
”Det betyder, at det i dag er manden med aviserne og ikke sygeplejerskerne eller lægerne, som min familie og jeg tænker tilbage på,” fortæller Jane Sandberg.
Hun er direktør for Enigma – Museum for post, tele og kommunikation og cand.phil. i kunsthistorie. Det seneste år har hun rejst rundt i landet og besøgt over 200 fællesskaber i forbindelse med tilblivelsen af bogen ”Come Together”, som netop er udkommet. I bogen går hun tæt på 24 af de meget forskellige fællesskaber, hun fandt på sin vej. Nogle har omsorgskarakter som avismanden, mens andre handler om at være sammen om en interesse.
Hun beskriver sig selv som et fællesskabsglad 70’er-barn, som har været vant til at gøre alting sammen med andre og er optaget ved styrken i at skabe i flok, så det har været hendes ene motivation for at undersøge fænomenet. En anden er samfundsudviklingen. For er der noget eller nogen, der tager over, hvor kernevelfærden stopper? spørger Jane Sandberg.
”Er det, man kalder mellemmenneskelighed, ved at glide over på frivillige hænder? Går det fra at være en samfundsopgave og til en frivillighedsopgave? Det må man sige har været tilfældet for rigtig mange af de fællesskaber, jeg har set på. De fællesskaber, som værner om tungere emner som ensomhed og angst er faktisk i høj grad på frivillige hænder mange steder. Når man ved, at omsorg hænger sammen med livskvalitet, er det noget, man som samfund skal være opmærksom på. Jeg kan godt være bekymret for, at vi sælger ud af omsorgen for at få mest ud af færrest mulige midler,” siger hun.
Derfor er det som samfund vigtigt at tage debatten om, hvad det er, vi kan regne med i fremtiden.
”Hvad skal jeg forvente, når jeg engang sidder på et plejehjem? Skal jeg så satse på, at mine børn gider at komme med mad til mig, eller er det fortsat en kerneydelse? Eller hvis jeg vil gå en tur, er det så kun muligt, hvis der kommer søde, velvillige mennesker. Hvad så, hvis de skal noget andet? Det var der, det startede for mig.”
På sin rejse rundt i landet har hun mødt alle mulige slags fællesskaber. Strikkeklubber, løbeklubber, fædreklubber og madklubber. Nogle har eksisteret i mange år og med mange medlemmer. Andre består af få mennesker og kan være opstået af et akut behov for at få løst en udfordring. Tag nu bare en baggård i Ringkøbing, hvor der står et skab.
”En enlig mor opfordrede folk til at stille lidt havregryn der, hvis de havde noget til overs. Hendes datter kan ikke gå i skole, så hun hjemme-underviser hende. Hun kan af samme grund ikke gå på arbejde og heller ikke tjene penge. I dag er det skab kæmpestort, og der er mange, der nyder godt af det. Der er både mange, der stiller og tager, og det er med den fineste respekt, for at det er anonymt. Der er mange måder at gøre det på. Jeg tror, der er fællesskaber for alle, og alle kan starte et fællesskab.”
Et andet eksempel er en kosmetologskole i Brøndby, hvor eleverne øvede sig på hinanden, indtil lederen fandt ud af, at det ville give mening at øve sig på beboerne på det nærliggende plejehjem, som led af såkaldt hudsult og trængte til berøring og fællesskab. Nu kører den ordning på 10. år.
”I Danmark er vi særligt gode til at organisere os. Mange gør det, fordi de ikke kan lade være, fordi det giver mening i deres liv. Det er et meget smukt, altruistisk træk. De vil gerne være en modfortælling til new public management, som er lagt ned over vores offentlige system.”
”Hvis man antager det synspunkt, der hedder, at det er noget, vi er særligt dygtige til i Danmark, kan man så forklare det ud fra en historisk ramme? Hvis vi spoler tilbage til 1864, så må vi sige, at drømmen om at blive et stort land i Europa brast endegyldigt. To år efter opstod de første andelsbevægelser ud fra en fælles devise om, at sammen er vi stærkere. I danskens dna er indlejret en forkærlighed for at forene sig,” siger hun.
Fællesskaberne lever i bedste velgående, forsikrer Jane Sandberg. Men de antager nye former, som også stiller nye krav til samfundet og kommunerne. Vi lever i en tid, der er præget af kompleksitet, og det samme gør sig gældende for fællesskaberne. De er ikke nødvendigvis så stabile og langvarige som tidligere. Til gengæld er det let at mobilisere folk via sociale medier.
”De danske unge er europamestre i fællesskaber, viser en undersøgelse fra Eurobarometer fra 2018, men det er på andre vilkår, og de sværger ikke livslangt troskab. De klimaaktive unge, for eksempel, føler, at de har været med til at gøre en forskel, men det er ikke sikkert, det er noget, de bliver ved med at gøre. Men oplevelsen og glæden ved at være i et fællesskab og en del af noget større end sig selv, den er der.”
Men det kan sagtens være, at de unge klimaaktivister i næste uge finder et nyt projekt. Derfor er der en risiko for, at erfaringen, der ligger i det lange træk, går tabt, fordi den ikke bliver indlejret i nogen eller noget.”
”Mange problemstillinger fylder meget i den offentlige debat og mobiliserer grupper. De unges klimamobilisering er et godt eksempel på det, og det samme er forældrene, der gik på gaden for at få bedre normeringer i daginstitutionerne. Men det er de uforpligtende fællesskaber, der dominerer.”
Det betyder, at de klassiske foreningsstrukturer er udfordrede, og netop derfor er det vigtigt at tale om, hvem der har ansvaret for de omsorgsfællesskaber, som mange frivillige er med til at løfte. Helt konkret er der også et strukturelt problem i den meget løse foreningsform, som vinder mere frem.
”Mange kommuner er gode til at understøtte foreningslivet, blandt andet ved at stille lokaler til rådighed. Men det kan de kun gøre, hvis man er forenet i klassisk forstand. Kommuner skal fremadrettet ændre strukturen og tænke i nye samarbejdsformer med alle de her gode viljer, så de også kan låne lokaler ud, selvom der ikke er tale om en klassisk forening. De har ikke fundet modellen for det, men de arbejder på det.”
I ”Come Together” giver de interviewede gode råd, og et af dem er nu også blevet Jane Sandbergs vigtigste råd om fællesskaber.
”Husk at ildsjæle brænder, og de brænder ud. Man skal være taknemmelig for den tid, de har givet og ikke ærgre sig over den tid, de ikke gav. Man skal være lykkelig for dem, der har været der. Hvis man gerne vil drive det videre, skal man lave en fornuftig fødekæde, så andre kan tage over. Det bliver vigtigt at huske i fremtiden, hvor vi shopper mere rundt i fællesskaberne,” siger Jane Sandberg.
I dag er man med andre ord frivillig, indtil man skal noget andet.