Prøv avisen

Søster Maria Lioba: I dag lever jeg forventningen fuldt ud

”I julen lukker vi os op og giver os lov til at tage mod den kærlighed, som kommer strømmende til os. Det gør den altid og hele tiden. Det er os, som ikke altid er parate til at tage imod, men det er det, vi har forberedt os grundigt på i advents­tiden,” siger søster Maria Lioba, som er fotograferet på sin daglige tur rundt om Damhussøen i udkanten af København. – Foto: Leif Tuxen

I mange år længtes søster Maria Lioba efter erkendelse. Hun søgte i den akademiske og kreative verden, inden hun blev klar over, at hun længtes efter noget andet end det, verden kan give

Som en lille prik i den store symmetri går søster Maria Lioba på stien ved Damhussøen, her hvor København grænser op til Rødovre. At hun er en lille prik, siger hun selv, for andre ser en kvinde, som skiller sig ud med sit slør over den sorte jakke og ordensdragten. Turen rundt om søen er en daglig meditation i bevægelse. Hun mediterer på trosbekendelsen og går længe på de første to ord: ”Jeg tror”. Når hun siger dem i sit indre, mærker hun, at de fylder.

”At sige ’jeg tror’, er ikke det samme som at sige ’jeg ved’, selvom begge dele betyder, at der er noget, man regner helt sikkert med. Når man siger ’jeg ved’, mener man noget, man kender fuldt ud med sin tanke. Når jeg siger ’jeg tror på Gud Fader den almægtige’ betyder det, at jeg regner helt fast med noget, som jeg ikke kender fuldt ud, fordi det fuldstændigt overskrider min ramme for forståelse.”

Hun har sagt ja til at fortælle om sin vej ind i troen og om at leve et liv i forventning. Det er otte år siden, hun som 44-årig flyttede ind i Sankt Lioba Kloster på det ydre Frederiksberg ikke langt fra Damhussøen. Her er ingen klostermure, men en dørklokke. Søstrene er benediktinerinder af Den Hellige Lioba, og de lever som nonner indadtil og apostle udadtil og har været en del af hovedstadens liv i mere end 80 år. Når klokken er 17, kan man gå ind i klosterets kirke og være med i søstrenes aftenbøn, vesper.

Første gang søster Maria Lioba kom til klosterkirken var netop til vesper. Hun havde hørt, at der ude på Frederiksberg var nonner, som sang bønnen på latin. Det ville hun gerne opleve, og da hun sad i kirken, mærkede hun, at hendes liv tog en ny drejning. En søster blev tilbage og ryddede op i kirken efter bønnen, og de talte sammen.

”Og så hørte jeg mig selv sige, at jeg gerne ville tale med priorinden, for jeg overvejede at gå i kloster,” siger hun.

Hun kørte fra kirken med priorindens telefonnummer, de mødtes, og knap ni måneder senere havde hun skilt sig af med sit indbo, fremlejet sin lejlighed og foræret sit tøj til veninderne. En meget lille garderobe har hun dog beholdt. Ikke at hun regner med at få brug den, men det er en regel, at man beholder lidt tøj, til man har aflagt de evige løfter. De løfter afgiver hun næste år.

Hun viser vej ind i den lille stue, som tjener som samtalerum, når søstrene har gæster. På opfordring har søster Maria Lioba taget et eksemplar med af den digre bønnebog med gregorianske noder, som søstrene bruger, når de seks gange om dagen er samlet i kirken til korbøn. Sammen med en anden søster skiftes søster Maria Lioba til at være forsanger eller schola, som det hedder i klosteret.

Vil man prøve at forstå, hvad det er for en verden, der åbnede sig, da hun trådte ind i klosteret, er tidebønnen central. Søster Maria Lioba ser ned i Tidebogen med gregorianske noder, ranker sig og synger et par strofer på latin med en klar, ren stemme. Hun oversætter:

”Der er en, som råber: Ban Herrens vej i ørkenen. Jævn en vej for vor Gud i det øde land.”

Ordene er fra Esajas Kapitel 40 i Det Gamle Testamente og er nærmest som et omkvæd i adventstiden i klosteret. De høres som en profeti om det, som skal ske, når julen kommer. Søster Maria Lioba oplever ordene som et glædesråb fuldt af forventning og en opfordring til, at opmærksomheden rettes mod Jesus.

”Før jeg gik i kloster, kunne jeg tit have en følelse af tomhed, når jeg nåede et mål. Efterhånden er jeg blevet klar over, at min forventning var forkert placeret. Jeg længtes efter noget andet end det, verden kan give. I klosteret lever vi forventningen fuldt ud, og når vi gør det, åbner vi os for det, vi er på vej mod, og det, som vi venter.”

Hun er vokset op nord for København.

”Jeg er døbt i folkekirken, og vi var nok en slags kystbanesocialister med alt, hvad der hører til af overskud, store forventninger og kærlighed. Da jeg nåede konfirmationsalderen, mærkede jeg, at jeg måtte kunne argumentere godt, hvis jeg ville konfirmeres. Men jeg var ikke blevet klar over, hvad jeg troede på, så selvom jeg var nysgerrig efter, hvad de andre lærte hos præsten, afstod jeg fra konfirmationen.”

Hun kom på Rungsted Statsskole og tog en gammelsproglig studentereksamen. Latin og græsk interesserede hende, og i gymnasiet tænkte hun, at hun gerne ville arbejde videre med sprogene, hvilket hun er kommet til i klosteret. Som student var hun sulten efter erkendelse og tænkte, at hun skulle nå til erkendelse ad tankens vej, hvilket fik hende til at søge ind på Roskilde Universitet, hvor hun tog en humanistisk basisuddannelse.

”Det var i en tid, hvor vi beskæftigede os med de store historiers sammenbrud og det postmoderne verdensbillede. Med en meget kritisk, akademisk tankegang blev alt nærmest pillet fra hinanden, og jeg konkluderede, at det ikke var den vej, jeg skulle gå. Jeg ville gerne være med til at bygge noget op.”

Hun begyndte at tegne og male og fordybede sig i det, inden hun søgte ind på Skolen for Brugskunst og blev optaget på uddannelsen i industriel design.

”Jeg var en ret underlig industriel designer, for jeg var ikke interesseret i marketing og i at lave kommercielle hits, men jeg var optaget af kreativ metode og i at give form til noget, som er formløst.”

Mens hun gik på Skolen for Brugskunst besluttede hun sig for at lære at meditere. Hun fortæller om et meditationskursus hos en lærer uddannet hos en sufi-mester. En dag fortalte læreren om Jesus før en meditation.

”I den efterfølgende meditation havde jeg en glædesfyldt oplevelse af Jesus. Jeg så hans farver, rød og med noget blåt over sig, som er det jordiske, han har iklædt sig, som jeg senere har lært. Jeg havde tænkt, at hvis jeg ville lære noget om det åndelige, skulle jeg søge i Østens mystik. Da kurset var færdigt stod det klart for mig, at jeg måtte se at komme ind i kirken.”

Den følgende dag gik hun ned om hjørnet til den lokale sognekirke, Kildevældskirken i København, for at høre, om hun kunne blive konfirmeret. Hun blev sat i forbindelse med sognepræsten, som blandt andet satte hende til at læse i Bibelen.

”Vi læste Bjergprædikenen, og pludselig åbnede Bibelen sig for mig, så jeg kunne have med den at gøre. Hun gav mig også en bog om bøn af Martin Lönnebo og noget tysk teologisk litteratur.”

Hun fortalte hverken familie eller venner, at hun skulle konfirmeres, men en lørdag formiddag i 1993 stod hun i Kildevældskirken og fremsagde trosbekendelsen, inden hun blev konfirmeret.

”For mig var kristentro næsten som et tabu, så jeg havde ikke fortalt andre om konfirmationen, men det føltes som en stor lettelse at få lov at fremsige trosbekendelsen. Fra da af var jeg klar over, at der var noget bestemt, jeg skulle lytte til og følge efter.”

Da hun skulle lave sit afgangsprojekt fra Skolen for Brugskunst, oplevede hun for første gang at forene det skabende arbejde med bøn.

”På studiet blev jeg klar over mine begrænsninger i en grad, jeg ikke havde været det før, og det blev indgangen til et liv i bøn.”

Hendes afgangsprojekt var et keramisk bestik, som vakte en vis interesse i designmiljøet, og hun fik tilbudt job som udvikler på Royal Copenhagen, hvor hun var i fem år, inden hun sagde op for at blive selvstændig. Hun designede nogle af sine drømmemøbler, der blev fremstillet på et lille værksted, og om aftenen sorterede hun post, så hun kunne finansiere sin tilværelse. Når hun fortæller om aftenerne, hvor hun sorterede breve, lyder det som en forsmag på livet her i klosteret. Fællesskabet med kollegaerne betød meget, og det manuelle arbejde kunne kombineres med det åndelige.

”Når man kan postnumrene, så går det fra synet og lige ud i hånden, så jeg kunne sortere, samtidig med at jeg tænkte på noget andet. Jeg arbejdede meget med mit bønsliv. Jeg kan huske, at jeg stejlede over bønnen ’giv os i dag vort daglige brød’, for det var svært for mig at indse, at jeg dybest set kun kan tage imod og ikke skaffe alt selv.”

Hun hørte også radio, mens hun arbejdede og altid programmet ”Mennesker og tro”. Hun hæftede sig ved, at hun ofte var meget enig med ordene, hvis de kom fra en katolik. En dag besluttede hun sig for at opsøge den katolske domkirke i København, Sankt Ansgar.

”Jeg husker, at jeg stod uden for kirken og så på informationstavlen og overvejede, om jeg turde gå ind. Det var, som om der var meget på spil. Da jeg kom indenfor, blev jeg hurtigt klar over, at her hørte jeg til, i første omgang bare ved at være i det store, stille kirkerum. Jeg oplevede, hvordan mennesker kom ind i kirken for at bede. Nogle med indkøbsposer og andre på vej til eller fra arbejde. Jeg var overrasket over at se vores urgamle kristne spiritualitet blive levet ud med sådan en vitalitet midt i storbyen.”

Det varede ikke længe, før hun ringede til den katolske sognepræst ved Sankt Ansgar og bad om at blive optaget. Inden hun i påsken i 2005 blev optaget, fik hun et års undervisning. Ved at komme i kirken, lærte hun tidebønnen at kende, som er den bøn, den katolske kirke i hele verden beder døgnet igennem. Den er bygget op over Davidssalmerne fra Det Gamle Testamente, som fra kirkens første tider er blevet sunget, bedt og fortolket af kristne.

”Jeg var fascineret af den bøn og lykkelig for at kunne være med, når der hver morgen blev sunget laudes i domkirken. Jeg havde hele tiden et ønske om at trænge længere ind i den.”

Selvom hun havde en lejlighed i Hellerup, som hun var glad for, opdagede hun, at hun havde det lidt som den hjemløse, som ofte sad i kirken og sagde, at han gerne ville flytte ind. Det ville hun også gerne.

”Selvfølgelig havde der været et par store forelskelser, men jeg havde levet alene hele mit voksne liv og været lykkelig med det. De tætte veninder, som havde fulgt mig, var ikke så overraskede, da jeg fortalte, at jeg ville gå i kloster. Det var sværere for mine forældre og særligt for min mor, nok fordi det var meget anderledes, end det hun havde forestillet sig for mig.”

Dengang søster Maria Lioba hed Louise, havde hun en garderobe med mange sko, og hun forsøgte at klæde sig, så tøjet udtrykte hendes personlighed. I dag har hun en dragt i to udgaver.

”Min dragt udtrykker ikke noget personligt om mig, men siger, at jeg tilhører kirken og et fællesskab. Oprindeligt var tanken, at vores dragt skulle være anonym, men nu vækker vi opsigt, og den er blevet et tydeligt tegn på den kristne kirke og dermed også på Kristus. På den måde er jeg måske en kommentar ind i bybilledet ved at bære dragten.”

Hun siger, at hun af og til glemmer, i hvilken grad hun skiller sig ud, men hun har vænnet sig til blikke og de spørgsmål, som hun jævnligt får fra folk, som gerne vil vide lidt mere om søstrene i storbyen.

”Vi bliver mødt med en stor venlighed,” siger hun og fortæller, hvordan dragten også har en betydning for fællesskabet.

”Vi er meget forskellige, men når vi ser på hinanden, bliver vi mindet om, at vi tilhører samme fællesskab, og vi har noget stærkt tilfælles.”

Når hun fortæller om den lange vej til klosteret, bliver hun af og til spurgt, om hun nu har fundet det, hun søgte. Så peger hun på forventningen.

”Før var jeg optaget af resultatet af mine anstrengelser i form af succes, anerkendelse eller kærlighed, for jeg oplevede, at det var det, jeg skulle leve af, mens jeg arbejdede mod et nyt mål. I stedet for at være optaget af høsten, så føler jeg mig i dag som en, som går og sår. Selvom vi ikke altid kan se, at vores bøn bliver hørt, holder vi ikke op med at bede, men intensiverer vores bøn.”

Når vi taler om julen, så taler søster Maria Lioba først og fremmest om forventninger og fordybelsen i bøn og Bibelen, men i løbet af julen er der også sat tid af til, at hun kan besøge sin familie anden juledag.

”Julen er en opfyldelse af forventning, og den føder ny forventning, som et nyfødt barn altid gør. I julen lukker vi os op og giver os selv lov til at tage mod den kærlighed, som kommer strømmende til os. Det gør den altid og hele tiden. Det er os, som ikke altid er parate til at tage imod, men det er det, vi har forberedt os grundigt på i adventstiden.”

Men hvordan tager man imod? Søster Maria Lioba bruger et billede og siger, at livet i klosteret, hvor man lever tæt sammen og fordyber sig i Bibelen som den levende Guds ord, måske kan sammenlignes med et stykke jern, som bliver lagt ind i ilden. Det bliver ved med at være et stykke jern, men langsomt tager det karakter af ilden og bliver blødgjort.

”Vi lever os ind i julen gennem fortællingerne, deler glæden, lader teksterne stråle ind i vores eget liv og spejler vores liv i dem. Jesu fødsel er en åbenbaring så stor, at alle folk, som hører til kirken, stadig arbejder med at tage den til sig og lade den lyse og oplyse.”

Jeg var fascineret af den bøn og lykkelig for at kunne være med, når der hver morgen blev sunget laudes i domkirken. Jeg havde hele tiden et ønske om at trænge længere ind i den

Søster Maria Lioba
Søster Maria Lioba fortæller om sit første møde med den katolske kirke
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen