Prøv avisen
Fri abort dengang og nu

Aborttilhænger: Kvindens ret til at bestemme over egen krop kan ikke gradbøjes

Politolog, forfatter og journalist Pia Fris Laneth. Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix.

Loven om fri abort nyder i dag stor folkelig opbakning, men bevidstheden om, hvad et foster er, har rykket sig siden 1970’erne. To kvinder, der dengang som nu var for fri abort, fortæller her, hvorfor de i dag alligevel ser mere nuanceret på det

Pia Fris Laneth er stadig ubetinget tilhænger af fri abort, men hvor hun i 1973 kun så fri abort som noget udelt positivt, betragter hun i dag abort som et valg mellem to onder.

”Kvinder skal bestemme over egen krop, og 12 ugers-grænsen er en pragmatisk ret. Men jeg har ikke længere den samme holdning til fostre,” siger hun.

Dermed mener journalisten, forfatteren og samfundsdebattøren, at hun i dag ikke længere tror på retorikken fra 1970’erne, hvor fostre blev italesat som ”en samling celler” eller ”en geleklump”.

”Mit syn på, hvad et foster er for en størrelse, ændrede sig faktisk ret tidligt, da jeg så Inge Kroghs kampagne,” siger hun.

Læge Inge Krogh argumenterede i 1970’erne kraftigt imod abort, og blev i 1973 valgt til Folketinget for Kristeligt Folkeparti.

”Inge Krogh var meget forkætret, men det gjorde stort indtryk på mig at se de små smadrede aborter. Først der gik det op for mig, at de var liv – og i dag synes jeg, at ordet fosterdrab er meget præcist,” siger Pia Fris Laneth, som mener, vi må stå ved, at abort er fosterdrab, også selvom et foster på under 12 uger ikke ville kunne leve uden for livmoderen.

”Selv om fosteret ikke har nogen bevidsthed om, hvad der foregår, er der tale om liv, og jeg synes, det handler om at minimere antallet af aborter,” siger Pia Fris Laneth, som var 17 år, da der blev indført fri abort i Danmark i 1973. Hun stod altså ikke selv på barrikaderne, men: ”Jeg tog klart stilling, for jeg oplevede selv den der angst for at blive ufrivilligt gravid.”

Var det et våben i kampen for fri abort at reducere fosteret til ”en geleklump”?

”Det var det nok. Kampen for, at kvinder fik lov til at bestemme over egen krop, var meget fundamental. Når mine steddøtre spørger, hvad det var, vi kæmpede for, og hvorfor vi var så vrede, svarer jeg, at hovedkampen stod om fri abort og retten til at bestemme over egen krop. Så kigger min yngste steddatter måbende på mig og siger, hvem skulle ellers bestemme? For i dag er det gået i glemmebogen, at det var helt afgørende, at det ikke var to læger, en socialrådgiver og måske endda en psykolog, der skulle tage stilling til, om man var i stand til at klare et barn,” siger Pia Fris Laneth og husker tiden før fri abort.

”Hvis en kvinde ikke magtede at få et barn, var det værste, hun kunne få at vide, at ’Lille De, De er jo sund og rask’. For det var det samme som at få afslag på abort, uanset om man selv syntes, at et barn ville smadre ens tilværelse, og uanset hvad man var i stand til at give det barn. Vi må ikke glemme, at det var helt afgørende at flytte bestemmelsesretten fra læger og socialrådgivere over til kvinden,” siger Pia Fris Laneth, som synes, det er særlig vigtigt at huske, nu hvor det debatteres om manden, den kommende far, også skal have noget at skulle have sagt:

”For nej, han skal ikke have nogen som helst form for juridisk indflydelse på, om kvinden skal gennemføre en graviditet.”

Blev fostre i 1970’erne set som ”et nødvendigt offer” i kampen?

”Jeg tror i hvert fald, man var nødt til at blinde sig selv og lukke af for bevidstheden om, hvad et foster er. Sådan er det i politiske diskussioner – når man vil have ændret lovgivningen, må man satse på én strategi og gøre sig blind for andre. Og når man ser på udviklingen fra en samfundsmæssig bevidsthed, er det jo ikke sådan, at der er sket en stigning i antallet af aborter. I dag ved man godt, at det ikke er sundt at få aborter, og man ved faktisk også godt, at det er et potentielt liv – et potentielt menneske, et potentielt eventyr – som afbrydes. På den måde tror jeg bevidstheden om, hvad et forster er, har rykket sig gevaldigt.”

Hvis vi hopper i en tidsmaskine, hvordan ville 17-årige Pia Fris Laneths udsagn om abort lyde dengang til forskel fra nu?

”Dengang ville jeg have sagt: ’Naturligvis skal vi have fri abort. For det er ikke noget liv.’ I dag ville jeg sige: ’Naturligvis skal vi have fri abort. Fordi det er den kvinde, der bærer livet i sig, som har ret til at bestemme, hvad der skal ske med fosteret, inden det bliver 12 uger. Det er kun hende, som kan foretage den afvejning, der lyder: Er det her liv vigtigere end mit eget liv?’.”

Forskellen er, at du i dag mener, det er et liv, som afsluttes?

”Ja. Og det er en kæmpestor forskel.”

Pia Fris Laneth har aldrig selv fået foretaget en provokeret abort. Men hun er ikke i tvivl om, at hun ville have gjort det, hvis hun var blevet gravid som 17-årig.

”Og ville jeg have fået en abort senere også, hvis det var kommet helt på tværs? Ja. Og ville jeg råde mine egne steddøtre og alle mulige andre kvinder til at få en abort, hvis de ikke kunne overskue konsekvenserne af at være gravide og få et barn? Ja. Jeg ville tale grundigt med dem og veje for og imod, men jeg ville ikke have nogen moralske kvababbelser.”

Første gang Pia Fris Laneth ændrede sin opfattelse af fostre, var altså i forbindelse med Inge Krogs kampagner mod fri abort tilbage i 1970’erne.

Anden gang hendes synspunkter ”fik et nøk”, var da hun researchede til bogen ”Moderskab og mødrehjælp – otte portrætter og 100 års historie”, som udkom i 2014.

Til bogen interviewede hun otte gravide kvinder, som havde valgt at beholde barnet, selvom de ville blive enlige mødre. Undervejs hørte hun sig selv gentage spørgsmålet, hvorfor de ikke havde valgt abort.

”Men da jeg så nåede til nummer fem, som svarede det samme som de andre, nemlig at der jo voksede et liv inde i hende, at det måtte der være en mening med, og at hun gerne ville være mor, gik det op for mig, at hold da op, hvor er det at være mor, blevet devalueret.”

Moral i forbindelse med abort er, reflekterer Pia Fris Laneth, vendt 180 grader:

”Det er blevet almindeligt at tale moral til unge kvinder, der bliver gravide. Fortælle dem, at de ødelægger deres ungdom, hvis de vælger barnet. Foreslå, at de får sig en uddannelse først og så videre. Mens man i 1960’erne betragtede det som et moralsk problem at ville have en abort. Det synes jeg er et paradigmeskift.”

De otte enlige mødre, som Pia Fris Laneth talte med til sin bog, havde alle oplevet et pres fra enten familien eller socialrådgiver om at overveje abort.

En af dem sagde endda, at det kun var hendes far, der så glad ud, da hun fortalte, at hun var gravid.

Grunden til, at moral i dag bruges til at tale for abort og ikke imod, mener Pia Fris Laneth, er det stærke fokus, der er på uddannelse.

”I statistikkerne kan man se, at en af de rigtig gode måder at havne i længerevarende fattigdom på, er at være ung enlig mor uden uddannelse. Og hvis man får to børn uden at have en uddannelse, er det faktisk rigtig svært at komme på sporet igen. Så de folk, der spørger unge kvinder, om de har overvejet abort, gør det i den bedste mening. Men pludselig indså jeg i hvert fald, hvor respektløst jeg opførte mig, når jeg spurgte, hvorfor de ikke havde valgt abort,” siger Pia Fris Laneth.

Til gengæld var kvinderne i interviewene til bogen gode til at forsvare sig, husker hun.

”Formentlig fordi jeg ikke var den første, der havde spurgt sådan. Og da det gik op for mig, at alle otte svarede på samme måde – at det var meningsfuldt, at der var et liv i dem – var det anden gang, jeg rykkede mig lidt,” siger Pia Fris Laneth, som dog ikke vakler det mindste i troen på kvindens ret til at bestemme over egen krop:

”Den ret kan ikke gradbøjes.”

Se videoen for at høre mere om tallene for abort i dag