Maja Panduro blev ramt af stress og angst: I dag ved jeg, at det var det rigtige for mig at komme ud af politik

Maja Panduro, tidligere politisk ordfører for Socialdemokratiet, blev i 2016 sygemeldt med angst og depression udløst af stress. Det politiske liv vil hun ikke tilbage til. Men langsomt begynder der igen at melde sig en lillebitte lyst til at slås

Maja Panduro og familien er for nylig flyttet ind på en gård i den lille landsby Bunken ved Skagen. Det er ikke et forsøg på landflygtighed, men der er alligevel en anden ro end i den tidligere politikers hjemby, Randers, hvor det var svært at gå i Netto uden at blive genkendt.  – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix.
Maja Panduro og familien er for nylig flyttet ind på en gård i den lille landsby Bunken ved Skagen. Det er ikke et forsøg på landflygtighed, men der er alligevel en anden ro end i den tidligere politikers hjemby, Randers, hvor det var svært at gå i Netto uden at blive genkendt. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix.

”Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt.”

Sådan lyder et kendt citat fra venstremanden Poul Hartling, gentaget utallige gange af hans partifæller. Socialdemokraten Maja Panduro har en tilføjelse:

”Måske var det den gren, jeg fik i hovedet, der gjorde, at jeg kunne komme ud af det.”

Hun griner højt, som hun gør ofte, og man ser det for sig. Men når det kommer til stykket er det virkelig ikke sjovt. Den kernejyske tidligere politiske ordfører for Socialdemokratiet har faktisk fået en ordentlig én på hovedet. ”Grenen” er også det, der har gjort dette interview til lidt af en overvindelse. Men nu er vi her.

”Lægen skrev: ’Angst og depression udløst af belastningsstress’. Jeg var med på stressdelen, men det andet var svært for mig at forstå. Især det med angst, for jeg havde jo ikke anfald. Nu kan jeg se, at jeg i virkeligheden har været angst på krybdyrsmåden i årevis. Jeg har sneget mig rundt på Christiansborg og gemt mig for journalister af frygt for, at de skulle stille mig et spørgsmål, jeg ikke var forberedt på. Og hvad skal man med en politisk ordfører, der er sådan? Men på det tidspunkt handlede det kun om at overleve.”

Billedet med den løbske tiger er sigende for Maja Panduros politiske karriere, der begyndte i kommunalpolitik i 2000’erne og sluttede i landspolitik på højt plan, da hun i 2017 meddelte, at hun ikke ville genopstille som folketingskandidat. De første par år af karrieren turnerede hun faktisk selv med John Lennon-citatet: ”Livet er det, der sker, når du har travlt med at lægge andre planer.” For sådan var det.

I dag er hun helt ude af politik, og rent fysisk har hun også rykket sig langt væk fra ”Borgen”, helt op i toppen af Danmark. Fra at pendle på DSB 1’ mellem en lejlighed i Randers og Slotsholmen i København, pendler hun nu mellem landsbyen Bunken ved Skagen og Aalborg to timers togtur mod syd, hvor hun læser på universitetet. Det er et år siden, familien flyttede ind på en gård, der har været i Maja Panduros mand, Andreas’, familie i generationer. De har det godt heroppe i det særlige lys, mellem klit, skov og hav.

Det er ikke et forsøg på landflygtighed, siger hun, men der er en anden ro, end hun før har været vant til i Randers, hvor hun længe var byens landspolitiske ansigt, og hvor det var svært at gå i Netto uden at blive genkendt.

Hun er født og opvokset i den østjyske by, datter af en elinstallatør og social- og sundhedsassistent og kan betegnes som en klassisk ”mønsterbryder”. I ungdomstiden var hun aktiv i Dansk Flygtningehjælp, men det var først, da hun begyndte at studere statskundskab ved Aarhus Universitet, at hun mødte nogle medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

Hun kunne lide den ild, de havde, når de talte om socialpolitik. Og de kunne lide, at hun var fra Randers, hvor der manglede en ung byrådskandidat med krummer i. Hun kom ind i byrådet i Randers i 2005 og blev året efter opfordret til at stille op til folketingsvalget. Hun kom lige præcis ikke ind, men blev valgt som førstesuppleant, alt imens hun fortsatte arbejdet i byrådet. Og så en dag i august 2009 døde Svend Auken.

”Faktisk var jeg på det tidspunkt lige blevet opstillet som nummer to på listen til næste byrådsvalg efter borgmesteren, og det var slet ikke sådan: ’Nå, den plads snupper jeg da lige’. På mange måder virkede det utaknemmeligt. Og fra begyndelsen havde jeg den der snigende fornemmelse af, at der nok var nogle, der syntes, jeg ikke havde fortjent dén plads,” siger Maja Panduro.

Hun beskriver de første uger på ”Borgen” som surrealistiske. I fjernsynet optrådte hun ved siden af Mogens Lykketoft som ”Aukens afløser”, og der blev joket med, at hun skulle ind og udfylde den høje mands sko.

”’Her er hende, der skal udfylde Svend Aukens størrelse 48!’ Jeg var fra begyndelsen uforholdsmæssigt interessant. Jeg kom samtidig ind som den eneste nye på det tidspunkt, hvor der normalt efter et valg er mange, der er nye på samme tid. Jeg kan huske, TV2 Østjylland fik mig til at vise rundt på mit nye kontor, og der var sådan lidt: ’Jeppe i baronens seng’ over det,” siger hun og griner.

”Nu er det et år siden, jeg var inde og aflevere min computer på Christiansborg. Og det slog mig, at selvom jeg jo er meget mere erfaren end så mange derinde, vil jeg aldrig slippe følelsen af at være ’hende den nye’.”

Maja Panduro tabte evnen til at læse, da hun blev syg af stress. Hun genvandt den langsomt, blandt andet med hjælp fra skønlitteraturen og yndlingsbogen ”Kærlighedens historie” af den amerikanske forfatter Nicole Krauss: ”Jeg startede med den, fordi jeg vidste, at sproget og de billeder, hun skriver frem, var dejlige, også selv hvis det kun blev til en side. Og det gjorde ikke noget, at jeg ikke kunne huske den forrige side,” siger hun. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix
Maja Panduro tabte evnen til at læse, da hun blev syg af stress. Hun genvandt den langsomt, blandt andet med hjælp fra skønlitteraturen og yndlingsbogen ”Kærlighedens historie” af den amerikanske forfatter Nicole Krauss: ”Jeg startede med den, fordi jeg vidste, at sproget og de billeder, hun skriver frem, var dejlige, også selv hvis det kun blev til en side. Og det gjorde ikke noget, at jeg ikke kunne huske den forrige side,” siger hun. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix

Efter valget i 2011 blev Danmark rødt, og Helle Thorning-Schmidt statsminister. Maja Panduro blev valgt ind og fik sit eget mandat, og på opfordring af statsministeren indtrådte hun i Socialdemokratiets gruppeledelse.

”Jeg tror, jeg er sådan en, der trives godt med at være en ’dark horse’, én som folk bliver positivt overraskede over. Og det er dér, efter valget, det begynder, det der med at være rigtigt bange for at træde ved siden af. Det havde jeg jo været før, men det blev dyrere og dyrere for andre end mig selv, hvis jeg ikke havde tjek på tingene. Der var flere og flere, der lagde deres æg i min kurv.”

I 2014 blev hun valgt som politisk ordfører for sit parti. Sådan én skal kunne svare på stort set det hele, når pressen konfronterer én på direkte tv.

”Jeg ved ikke, om paranoid er det rigtige ord. Selvom du er paranoid, kan der jo godt være nogen efter dig alligevel. Men det fyldte meget for mig, at der måske var nogle i partiet, der mente, at de skulle have haft den post før mig. Samtidig skulle jeg være stærk udadtil og stå til rådighed for pressen. Det, jeg som politisk ordfører typisk skulle forholde mig til, var noget med, at nu havde nogle anonyme kilder i partiet sagt sådan og sådan om statsministeren. Og det betød, at jeg levede mere og mere i det, psykologien kalder krybdyrhjernen. Det er kæmp eller flygt,” siger hun.

Maja Panduro var næsten lige blevet politisk ordfører, da hun ret sent opdagede, at hun var gravid. Det var ikke planlagt, hun og kæresten Andreas havde mødt hinanden året før og var nyforelskede. ”På det tidspunkt var det blevet meget maskinelt, den måde, jeg var på. Der var ikke tid til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg havde det. Trætheden og kvalmen havde jeg tænkt, var nerver,” siger hun.

Maja Panduro kom ind i folketinget i 2009, da Svend Auken døde. Indtil da havde hun været suppleant. ”Fra begyndelsen havde jeg den der snigende fornemmelse af, at der nok var nogen, der syntes, jeg ikke havde fortjent dén plads,” siger hun. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix
Maja Panduro kom ind i folketinget i 2009, da Svend Auken døde. Indtil da havde hun været suppleant. ”Fra begyndelsen havde jeg den der snigende fornemmelse af, at der nok var nogen, der syntes, jeg ikke havde fortjent dén plads,” siger hun. – Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau/Scanpix

”På ’Borgen’ var jeg blevet ret god til at holde den kørende, men jeg hoppede fra tue til tue. Jeg har stået på live-tv med summende kinder og ikke kunnet huske navnet på vores pressechef, som jeg var i kontakt med tre gange om dagen. Og bag facaden var jeg jo ikke den, der opsøgte medierne. Jeg screenede alle mine opkald, tog ikke selv telefonen første gang den ringede og ringede heller ikke selv op. Jeg var så fyldt op, og fornemmelsen af at have en hel dag, hvor man ikke skulle udtale sig, blev det jeg gik efter. Jeg kan stadig blive glad indeni ved tanken om sådan en dag.”

Sønnen Aksel blev født to dage efter termin, og han var sund og rask. Det var hans mor ikke. Maja Panduro havde tre måneders næsten fuld barsel, derefter tog Andreas over, fulgte med rundt til politiske møder med bleer og pusletaske, for Aksel blev stadig ammet.

”Jeg tænkte, som så mange andre nok gør, at en pause eller lang sommerferie nok skulle hjælpe. Men som en god veninde engang sagde til mig, så er det jo sådan, at når elastikken først er blevet slap eller ligefrem sprunget, så er det ikke nok bare at slække lidt på presset. Så skal der noget andet til,” siger Maja Panduro.

Aksel var et halvt år gammel, da Maja Panduro kollapsede. Det var under valgkampen i foråret 2015, og lejligheden hjemme i Randers var omdannet til kampagnekontor, det var her valgstrategien blev lagt sammen med Maja Panduros kampagneleder og nære veninde. Dagene gik med valgkamp. Om natten sov hun ikke, ”men hvilken ammende mor gør også det,” som hun siger.

Det kniber med at huske præcist, hvad der skete, den dag kroppen satte ud.

”Men jeg husker følelsen af ikke at kunne mærke min tunge, mine kinder og min ene arm,” siger hun.

Andreas og veninden sendte Maja Panduro til lægen, for de var bange for, hun havde fået en hjerneblødning. Lægen tog imod og stillede hende en række spørgsmål. Hun kunne ikke huske navnet på sin søn, og hun kom også til at kalde lægen for den daværende DSU-formands navn.

”Jeg husker virkelig ikke ret meget. Men hun gav mig noget angstmedicin og nogle indslumringspiller, som også betød, at jeg skulle stoppe med at amme, fordi de går i mælken. Og så gjorde hun noget, jeg aldrig glemmer. Hun lukkede sin praksis ned og kørte mig hjem i sin private bil, for hun syntes ikke, jeg skulle gå på gaden i Randers, sådan som jeg havde det. Hun fik mig også til at love, at jeg ville komme tilbage, når valget var overstået.”

Maja Panduro sov i to døgn, mens hendes veninde og mand opdigtede en historie om influenza.

”Normalt ville en influenza jo ikke slå én ud af valgkampen, man ville kæmpe sig ud på gaden, ligegyldig hvor snottet man var. Men på forunderlig vis købte folk den,” siger hun.

Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet tabte valget. I stedet for politisk ordfører blev Maja Panduro miljøordfører og kørte videre i samme rille, nu med lidt større ro til at fordybe sig i ét område frem for at være altmuligmand. Men skaden var sket, og det vidste Maja Panduros læge. Hun sørgede for at tjekke op på hende jævnligt i månederne efter valget, og i marts 2016 skrev Maja Panduro i et opslag på Facebook, at hun var blevet sygemeldt på ubestemt tid med angst og depression.

”Det er vanvittigt grænseoverskridende at blotte mig på den her måde. Men jeg tror, det er nødvendigt, at nogle af os gør det, hvis vi skal tabuerne og skammen til livs. Jeg tror inderligt på, at der er brug for folk med alle slags erfaringer i politik,” lød det.

Opslaget sluttede med ordene:

”Jeg glæder mig til at vende frygteligt tilbage med nye kræfter. Vi har så meget at kæmpe for.”

Så lukkede hun ned. De kommende måneder sad hun med egne ord og ”gloede ind i væggen”. Hun kunne ikke købe ind, ikke bringe eller hente sin søn i vuggestuen. Hun kunne ikke huske, og hun kunne ikke læse.

”Jeg havde været vant til at sidde i toget og trawle udkast, lovforslag og oplæg igennem, men nu kunne jeg ikke læse to sætninger uden at skulle begynde forfra. Jeg kunne godt være glad sammen med min mand og min søn, men i forhold til det politiske, som jeg jo var gået ind i, fordi jeg kunne mærke noget, der brændte, ville jeg bare gerne være i fred. Jeg havde jo kæmpet for min plads på Borgen og kæmpet for min ret til at være der. Og pludselig ville jeg helst være i fred, fra alting.”

Der er gået fire år, siden ”grenen” ramte Maja Panduro i hovedet. Helt lavpraktisk ser hun noget anderledes ud, end den kvinde man så stå foran rullende kameraer i begyndelsen af 2010’erne. Makeuppen er væk, håret er kortklippet, og hun har fået briller. Mange af de evner, stressen stjal, er kommet tilbage. Hun kan for eksempel læse igen. Koncentrationsevnen har hun genvundet, blandt andet ved hjælp af en hjemmestrikket metode.

”Min skønlitterære yndlingsbog er Nicole Krauss’ ’Kærlighedens historie’. Jeg tænkte, at den kunne jeg læse selvom jeg ikke kunne læse andet – ikke engang en opskrift nærmest. Jeg startede med den, fordi jeg vidste, at sproget og de billeder, hun skriver frem, var dejlige, også selv hvis det kun blev til en side. Og det gjorde ikke noget, at jeg ikke kunne huske den forrige side. Efter den fortsatte jeg med andre, korte skønlitterære bøger. Da det gik godt, startede jeg på en måde forfra, med at læse Nicole Krauss på engelsk. Til sidst politiske tekster, først om indisk politik, som min mand har været meget optaget af, og til sidst om dansk. Det fungerede virkelig for mig at begynde med skønlitteraturen, fordi det var noget, jeg tidligere havde forbundet med lyst. Og vel også fordi, det var mit eget projekt, det gav en følelse af kontrol,” siger hun.

Siden hun blev rask, har Maja Panduro givet ét interview, til Randers Amtsavis, om sin sygdomsperiode. Overskriften lød: ”Alvorlig stress betød farvel til lovende politisk karriere for Maja Panduro”. Hun besluttede i 2017, at hun ikke ville genopstille til folketinget. I dag siger hun, at hun ikke kommer til at vende tilbage til politik.

Det med den ”lovende politiske karriere”, der er gået tabt, hvordan har du det med det?

”Jeg mødte det på Christiansborg, da jeg stoppede, og et eller andet sted er det jo godt. Det havde været ærgerligt, hvis de var ligeglade,” siger hun og trækker vejret dybt.

”Jeg har ikke selv en fornemmelse af, at der er gået et stort politisk lys tabt i mig. Men det med at skuffe andre har været svært. I forhold til Randers var jeg jo bærer af andres håb. Eller arbejde.”

Maja Panduro nåede ikke at færddiggøre sin universitetsuddannelse, før den politiske tiger red af med hende tilbage i 2000’erne. Nu fortsætter uddannelsen med en mastergrad i kultur, kommunikation og globalisering ved Aalborg Universitet. Her nyder hun gruppearbejdet og føler sig taknemmelig over at få lov til at fordybe sig og lære nyt. Også når studiekammeraterne løfter øjenbryn over, at der indimellem sniger sig en rest af politisk brandtale ind i diskussionerne. Til hver eksamen har de summende kinder været der, men hun har på godt psykologsprog lært at stoppe op og hilse venligt på symptomerne, når de viser sig.

”’Nå okay, det er da også lidt spændende, det du er ude i her. Måske skal du tage resten af forberedelsen i morgen,’ siger jeg for eksempel til mig selv.”

Og så øver hun sig i at sige ”ja”. Til et interview som dette. Eller til KFUM’s sociale arbejde, der for nylig henvendte sig og spurgte, om hun ikke havde lyst til at sidde i hovedbestyrelsen. Men hun kommer ikke til at sige ”ja” til et liv i landspolitik igen.

”I dag ved jeg, at det var det rigtige for mig at komme ud af det. Jeg kunne ikke være i det på en måde, som ikke var rigtig usund for mig. Det er der nogle, der kan – og godt for det. Jeg har været så færdig med konflikter, konstante konflikter. Men jeg kan mærke, at det også begynder at ændre sig. En lillebitte lyst til at slås. Og en stor lyst til at gøre en forskel andre steder end på Christiansborg.”