Prøv avisen

Spar mig for mærkelige kostråd mod min kræftsygdom

Dorte Remar

"En dag fik jeg nok," skriver journalist Dorte Remar, der i forbindelse med sit sygdomsforløb har fået velmenende kostråd om alt fra orange tallerkener mod madlede til hajfinnebrusk og C-vitamin-injektioner

En dag fik jeg nok.

Jeg havde netop fortalt, at efter to operationer og seks gange kemo fik jeg nu intravenøs efterbehandling med et biologisk antistof. Behandlingen har til formål at forebygge, at den æggestokkræft, jeg blev diagnosticeret med før jul sidste år, vender tilbage. Så var det, hun sagde: ”En god kur mod kræft er hørfrø.” Og at det spiste hun selv hver morgen på sin yoghurt.

Min veninde, der ikke selv har eller har haft kræft, måtte beklageligvis tage imod al min opsparede irritation over al det sludder og vrøvl, jeg er blevet præsenteret for, efter at jeg fik diagnosen. Det er i bedste mening, det ved jeg, men som bekendt kan den gode vilje – det så vi selv i Bergmans tv-serie af samme navn – indimellem være til mere skade end gavn. Eller bare malplaceret.

Hvorfor er det, at forslag om C-vitamin-injektioner, orange tallerkener mod madlede, ingefær, hvidløg, krysantemum-te, gurkemeje, knuste hørfrø med mere fra folkeviddets alternative legen læge kan opfattes som en hån af den, der har fået den alvorlige sygdom? Fordi folk kloger sig på noget, de ikke har forstand på. Hvis det virkelig passede, at for eksempel store doser C-vitamin kan kurere kræft, hvorfor bruger sundhedsvæsener verden over så milliarder af kroner på operationer, medicin, personale og forskning for at behandle, kurere og lindre?

Der ligger også det i det, at man selv skal gøre noget. Jeg anerkender, at nogle patienter har behov for at føle, at de selv har lidt kontrol ved at gøre noget ekstra for deres helbred i et behandlingsforløb, hvor man er underlagt behandlingssystemets autoritet. Men netop den manglende tillid til, at når det gælder kræft, ved eksperterne bedst, ser jeg som endnu et eksempel på det postfaktuelle samfund. Man vil ikke finde sig i, at der er noget, man er afmægtig over for.

Det er for længst bevist, at hverken gurkemeje eller ingefær har nogen helbredende effekt. Senest har EU’s videnskabsakademi fastslået, at homøopatiske dråber på ingen måder virker, når de undersøges efter normale videnskabelige principper. Til gengæld er der statistisk bevis for, at flere og flere overlever eller lever med kræft takket være konventionel behandling.

Dertil kommer, at eksempler på kræftramte i min omgangskreds, der forsøgte sig med hajfinnebrusk, mistelten og ”energiarbejde”, skræmmer, for de klarede den ikke.

Jamen, tror jeg da kun på noget, som der er streng videnskabelig evidens for? Nej, jeg tror på Gud, og at Jesus har levet. Men når det gælder behandling af sygdom, har jeg lagt min tro i lægernes hænder, for det har de forstand på. Og så kan jeg selv bidrage med gammeldags fornuft i form af frisk luft, motion, sund kost og hvile.

I Rikke Kristine Nissens bog ”Min cancerklan”, der beskriver hendes forløb med brystkræft, siger DR’s lægekorrespondent Peter Qvortrup Geisling, at hvis man som pårørende kommer med et katalog af gode idéer, kostkure eller forestillinger om selvhelbredelse, kan det ende med at blive en belastning for patienten. Det er meget vigtigere, siger han, at ”være til stede og have hjertet med, at lytte og stille de gode åbne spørgsmål. Det gælder faktisk bare om at holde af, holde om, holde mund og holde ud og være konkret”.

Det synes jeg, at han har ret i.