Prøv avisen

Sognepræst: I den gode ensomhed skærpes sanserne

Før i tiden var det almindeligt at holde mørkning, men sætter man sig i dag i stilhed, tænker mange på, hvad de kunne have nået i stedet i den stille stund. Det mener Mikkel Wold, sognepræst ved Marmorkirken. Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

Søger man indsigt og fordybelse, er ensomhed en del af vejen, siger sognepræst og lektor Mikkel Wold

En gruppe asiatiske turister er på vej ind i, mens en anden gruppe af udenlandske turister er på vej ud ad døren til Marmorkirken i det indre København. En halv million turister bliver det til i løbet af et år, og det går typisk hurtigt, når de besøger kirken, konstaterer kirkens sognepræst Mikkel Wold. Men snart stilner strømmen af turister af, og så vender en anden rytme tilbage i kirkerummet: mennesker, som kommer til kirken alene og i stilhed og sætter sig på kirkebænken en rum tid.

For Mikkel Wold er de et billede på den gode ensomhed. Et fænomen, som han oplever en øget interesse for at udforske.

”I storbyen er det svært at finde et sted, hvor du kan være alene og samtidig i stilhed, men det kan man her i kirken, og i frokostpausen vil der typisk sidde 5-10 personer i kirken i stilhed. Inden en højmesse er billedet det samme. En del kirkegængere kommer i god tid for at sidde stille i kirken inden gudstjenesten.”

På dansk findes der kun et ord for det være alene nemlig ”ensom”, og det rummer både den selvvalgte ensomhed og den ensomhed, som er uønsket. Denne sproglige præmis gør samtalen om ensomhed en smule besværlig, men Mikkel Wold vælger at tale om en god og en dårlig ensomhed, hvor man på engelsk ville veksle mellem ordene ”loneliness” og ”solitude”.

Selv er han et menneske med, hvad han beskriver som et relativt stort behov for ensomhed. Siden han for 22 år siden blev sognepræst ved kirken, har han haft nøglerne til bygningen og nydt at kunne låse sig ind i kirkerummet ud på aftenen.

”Jeg hører til dem, som har brug for at være alene indimellem. Ellers falder jeg fra hinanden. Jeg har aldrig oplevet, at det at sidde i et stort rum ikke giver noget, men det er ikke sådan, at jeg laver mystiske tiltag i den forbindelse. Det er nok for mig at sidde stille i kirken i ro med en rettethed mod Gud. Hvis jeg søger indsigten og fordybelsen, er ensomheden en del af vejen.”

I en tid, der siges at belønne det udadvendte menneske, konstaterer Mikkel Wold, at den gode ensomhed er kommet på dagsordenen. Han ser interessen som en slags modreaktion. Tidligere på året udkom psykologiprofessor Peter Elsass’ bog ”Kunsten at være alene”, og både forfatter og forlag blev positivt overrasket over interessen for bogen fra medier og læsere.

”Den gode ensomhed har levet ret upåagtet, men den er et middel til at erkende noget, som jeg ellers ikke vil kunne sanse. Og ved at overveje den gode ensomhed kan man komme til at overveje vores jag efter effektivisering, for der er jo ikke meget effektivt ved at sidde alene og glo ud i luften, men det kan være nødvendigt.”

Men hvordan kan ensomheden være god? Som sjælesørger kender Mikkel Wold til beskrivelsen af ensomhed, hvor man oplever, at alt dør for en.

”Den gode ensomhed er det rum, hvor jeg sanser noget, jeg ikke ville kunne sanse uden for ensomheden, fordi ensomheden forstærker sanserne. I ensomheden her i kirken er du ikke alene. I den gode ensomhed er der et ’jeg’ og et ’du’, for i den gode ensomhed relaterer man til noget andet uden for sig selv.”

Den gode ensomhed hænger ifølge Mikkel Wold sammen med en forståelse af mennesket som et væsen med ånd. Når han skal beskrive, hvad et menneske er, henviser han til den tyske filosof Max Scheler (1874-1928), som skriver om, at et menneske har ånd. Ifølge Scheler er der nogle ting, som manifesterer sig i det åndelige som eksempelvis: samvittigheden, søgen efter sandhed og det religiøse. Disse manifestationer er noget af det, som ifølge Scheler gør mennesket til en person.

”Jeg tror sjældent, vi har levet i en så åndsforladt periode som vores, men alle mennesker har en åndelig dimension, og nogle dyrker den mere end andre. Åndelighed er ikke noget, kristendommen har patent på, men er en del af det at være menneske. Ånden udfolder sig i det musiske og kunstneriske. Det er alle mulige former for manifestationer af det at være menneske, som rummer en åndelig dimension.”

Senere på efteråret er han sammen med sognepræst Anette Ejsing vært for et kursus for præster om ensomhedens positive og kreative side på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster i Sønderjylland. På kurset, som er overtegnet, vil man se på ensomheden i teologien, psykologien og filosofien og udforske den gode ensomhed. Mikkel Wold skal blandt andet indlede en samtale med overskriften ”Spiritualitetens og ensomhedens genkomst”. Han ser en sammenhæng mellem spiritualitet og den gode ensomhed.

”Spiritualitet er noget, man har ignoreret i mange år, men så blev det genoptaget i 1960’erne, og det kom særligt til udtryk i new age-bølgen, og man ser det i psykologien i 1980’erne og 1990’erne, hvor man prioriterer spiritualitet for eksempel i optagetheden af mindfulness. Men uanset om man ser på new age eller mindfulness, er der en tendens til, at man har en instrumentalistisk tilgang, og det er dræbende for spiritualitet.”

”I kristendommens tradition har man en lang historie, hvor spiritualitet har været en integreret del af den teologiske erkendelse. Begynder man at dyrke spiritualiteten som noget separat, ligger fantasmen og lurer om hjørnet, fordi spiritualitet bliver noget for særligt åndelige mennesker. Men spiritualitet er i sin oprindelse knyttet til visdom, og for at sanse, hvad visdom er, skal jeg træde ud af min fortravlethed. En af de måder, man kan træde ud af en tid, hvor det hele går hurtigt, er ved hjælp af den gode ensomhed.”

Mikkel Wold fortæller om samtaler med mennesker, som lider under, hvad han beskriver som en overfladisk mentalitet.

”Det er et menneskesyn, hvor man får tolket sit liv ud fra et overfladisk niveau, hvor der bliver talt meget om kompetencer, men meget lidt om visdom, og dermed er der nogle dybe lag i os, som ikke bliver mødt. Her kan den gode ensomhed være et værn mod den overfladiske dumhed. I ensomheden kan man gå et spadestik dybere.”

Da fysikeren Niels Bohr var med til at indrette forskningsinstitutionen Risø i første halvdel af 1950’erne, bestemte han, at der skulle være hvilebrikse i alle kontorer. Det er i hvert fald, hvad en tidligere Risø-medarbejder har fortalt. Idéen med briksene var, at de ansatte skulle have mulighed for at trække sig tilbage og få idéer.

”I dag har vi på mange måder tabt sansningen af den gode ensomhed i alle dens varianter, hvad enten vi taler om en hvilebriks eller det at holde mørkning, som man kan læse om i mange erindringer. Hvis man i dag sætter sig og ser mørket falde på, vil man tænke på alle de ting, man kunne have nået i løbet af den tid, men vi har brug for de pauser for at kunne gribe den gode ensomhed.”

Mikkel Wold kan nævne en prominent liste over mennesker, som har opsøgt ensomheden og beriget litteraturen eller filosofien. I Bibelen kan man læse, hvordan Jesus trak sig tilbage i ensomhed, og op gennem kirkehistorien er der ørkenfædrene og siden klostrene, hvor mænd og kvinder har levet med afsondretheden som en del af deres liv. Men er den gode ensomhed for alle?

”Man må spørge sig selv, hvad man længes efter. Hvis jeg dybest set længes efter at komme ud af min ensomhed, så skal jeg opsøge selskabeligheden. Grænsen mellem den gode og den dårlige ensomhed er flydende, men det nytter ikke at polere den dårlige ensomhed i håb om at gøre den til en god ensomhed.”