I denne tid går de voldsudsatte kvinder fra ét mentalt fængsel til et andet

Under coronakrisen har leder af Holstebro Krisecenter Karin Houmann oplevet en stigning i antallet af henvendelser fra voldsudsatte kvinder. I ugens løb har hun brugt de fleste af sine vågne timer på at imødekomme efterspørgslen og hjælpe kvinderne

Karin Houmann, leder af Holstebro Krisecenter, har i denne uge skullet lære at være leder på afstand, så centeret kan efterkomme myndighedernes retningslinjer under coronakrisen. Det har både været udfordrende og lærerigt. – Foto: Jens Bach.

I dag arbejder jeg hjemmefra for at lægge en strategi. Som leder af Holstebro Krisecenter er det uvant for mig at have en hel arbejdsdag, hvor jeg ikke er på centeret, men coronakrisen har skabt flere dilemmaer for os. Hvad gør vi, hvis der er en af centerets kvinder, der skal i isolation? Og hvad stiller vi op med alle de kvinder, der henvender sig til krisecenteret? Den seneste uge har vi oplevet en stigning i antallet af henvendelser. Vi har allerede sagt nej til tre kvinder med børn på en enkelt dag, fordi vi ikke havde flere pladser. Kvinderne er selvfølgelig blevet henvist til andre krisecentre – alle skal altid kunne få hjælp – men samtidig må vi arbejde ud fra et nærhedsprincip. For vi kan jo ikke tilbyde en kvinde, der kommer fra Harboøre eller Thyborøn, at tage helt til Aabenraa eller Frederikshavn.

Vi kan stort set aldrig forudsige, hvornår vi får travlt på krisecenteret, men når samfundet er i krise, og når borgerne går hjemme i længere tid ad gangen, så eskalerer volden i hjemmene desværre.

Hele weekenden har jeg tænkt meget over de mulige løsninger og scenarier. Derfor sidder jeg nu med stakke af papirer spredt ud over hele spisebordet, mens jeg taler i telefon med mine kontakter i blandt andet Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og organisationen Lev Uden Vold, der begge har fingeren på pulsen under krisen. Vi kommer frem til, at vi bør arbejde på at etablere et nødkrisecenter, som vi kan gøre brug af i nødstilfælde. Jeg sparrer også løbende med krisecenterets bestyrelsesformand om, hvilken retning vi skal gå.

I løbet af aftenen får jeg en e-mail fra socialchefen i Holstebro Kommune, hvor der står: ”Er du ok?”, og en anden fra en af mine medarbejdere, der skriver: ”Pas på dig selv.” Den slags kollegial omtanke gør en stor forskel for mig i en tid, hvor vi alle har særligt meget at se til. Først klokken 23.30 slukker jeg arbejdscomputeren og går i seng.

Jeg vågner op til den bedste nyhed i lang tid. Socialministeriet har udsendt en pressemeddelelse om, at regeringen og dens støttepartier har omfordelt penge fra finansloven til at oprette 55 akutpladser til nødkrisecentre fem forskellige steder i landet. Holstebro er heldigvis et af dem. Vi har fået bevilliget hele 10 ekstra pladser.

Meget af tirsdagen går derfor med at planlægge og igangsætte det. Hvad gør vi med arbejdsfordelingen? Hvordan vil vi arbejde med nødcenteret? Lige så snart vi får godkendt vores projektbeskrivelse, og kommunen har fået bevillingsbrevet, kan vi få nødkrisecenteret etableret på to dage. Så nu er der lidt håb igen, selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker, at vi får brug for de ekstra pladser.

Jeg får også afsluttet regnskabet for 2019, som skal sendes til revisoren. Centerets bestyrelse skulle have godkendt og underskrevet regnskabet på et møde i denne uge, men det er naturligvis blevet aflyst, og derfor har min mand været så sød at tilbyde at køre rundt og indsamle alle underskrifterne fra dem i aften i stedet, mens jeg selv skal afholde et virtuelt personalemøde med mine medarbejdere.

Efter lidt opstartsproblemer med internetforbindelsen fungerer det faktisk overraskende fint med det virtuelle møde. På mødet skal vi først og fremmest have lagt vores vagtplan – også henover påsken. Vi er en døgninstitution med blot otte ansatte, der besidder, hvad der svarer til syv fuldtidsstillinger. Heldigvis er mine dygtige medarbejdere vant til at arbejde i kriser og yde en ekstra indsats.

Men det er alligevel en særlig situation lige nu. Nogle har ældre eller syge familiemedlemmer i risikogruppen. Andre arbejder hjemme, fordi deres børns institutioner er lukket. Dem, der arbejder hjemme, tager så samtalerne med kvinderne over telefonen eller arbejder på en sag om aftenen, efter børnene er puttet.

Jeg er ikke vant til at være leder på afstand. Det gode ved afstanden er, at jeg kan mærke, at jeg bliver tvunget til at formulere mig kortfattet, præcist og tydeligt. Det sværeste er, at jeg ikke kan se, hvordan mine medarbejdere har det. Derfor spørger jeg løbende ind til deres trivsel – også på mødet.

Vi taler også om nødkrisecenteret. Det er dejligt med medarbejdere, der stiller kritiske spørgsmål, så vi sikrer, at fagligheden opretholdes, selvom vi i den kommende tid måske skal undvære en medarbejder til nødkrisecenteret.

Mødet slutter først klokken 20.30 og efter en telefonsnak med en lederkollega om at samarbejde på tværs af flere centre, går jeg i seng inden klokken 22.

Jeg står op klokken 7, trækker i mine gummistøvler og går en tur alene nede ved Limfjorden, hvorfra jeg har udsigt ud til Venø. Vi bor kun 150 meter fra fjorden. Jeg ringer til min datter, som lige er kommet hjem fra sin nattevagt på Danners krisecenter i København. Selvom vi taler en smule om den tilspidsede situation, er vi også meget gode til at adskille det. Hun har en leder der, som hun skal tale med og få input af. I stedet forsøger jeg at favne hende ved at spørge ind til, hvordan hun har det derhjemme. Det er rart, at der findes Facetime og Skype, så vi kan holde familiemøder, selvom vi ikke kan ses fysisk i øjeblikket.

Da jeg møder ind på krisecenteret, taler jeg med fem af kvinderne, der bor her i øjeblikket. De er ekstraudsatte i denne tid. Derhjemme har kvinderne været omfattet af vold i et slags mentalt fængsel, mens de på krisecenteret netop skal have friheden til at komme videre i deres liv. Men på grund af coronakrisen befinder de sig nu i en ny form for fængsel.

Jeg taler for eksempel med en af dem om den psykiske belastning, hun oplever, når hun er nede at handle, og alle går en bue uden om hende. Nogle af os kan måske spejle os i den følelse i denne tid, men det er vigtigt at have for øje, at det er voldsommere for disse kvinder. Forestil dig, at du er blevet nedgjort dagligt over en længere periode. Dit selvværd er på lavpunktet, og så oplever du det her oveni. Det er hårdt.

Senere på dagen modtager jeg en e-mail om, at Ole Kirks Fond vil donere legesager til børn på alle landets krisecentre. I løbet af ugen har vi haft flere diskussioner om, hvordan vi sikrer relationerne og nærværet for børnene på krisecenteret, når distancen samtidig skal opretholdes på grund af smittefare, og når de sædvanlige udflugter ikke længere er en mulighed. Legesagerne, som vi modtager i næste uge, er en rigtig god løsning herpå.

Efter en aftensnak med mine kolleger fra krisecentrene i Aarhus og Kolding, der også skal have akutpladser, om mulige samarbejder på tværs og udveksling af kompetencer og ressourcer, har jeg senere på aftenen lidt tid til at slappe af sammen med min mand foran tv’et.

Jeg indleder igen dagen med at gå en tur langs fjorden for at klare mine tanker. Gåturen fylder mig med liv og optimisme.

Da jeg møder ind på arbejde, har vi en orientering med kvinderne. Ud over vores hjælp er det, som kvinderne har allermest brug for lige nu, at se deres familier, men vi er blevet nødt til at beslutte, at de ikke kan tage på besøg hos familie og venner, fordi vi ellers ikke vil have en jordisk chance for at holde smitterisikoen nede. I en så sårbar livssituation som deres kan det imidlertid være rigtigt svært at forstå, hvorfor de ikke må mødes med for eksempel en enkelt søster. Så det har vi en lang og god snak om.

Senere taler jeg med en af mine ansatte, som er sygeplejerskeuddannet, fordi vi skal justere vores hygiejneberedskabsplan i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Hendes pointe er, at vi skal tænke ligesom på et fly, at det er nødvendigt at tage iltmaske på, før man kan hjælpe andre. Så hvis vi vil blive ved med at holde centeret kørende på fuldt blus, må vi tage vores forholdsregler. For eksempel spritter vi nu af ved vagtskifte, og hvis telefonen ringer, er det den samme, der tager den hver gang – uden at give den videre til andre.

Jeg har møde med mine lederkolleger her i Region Midtjylland, hvor vi koordinerer det videre forløb og deler erfaringer med karantæner på centrene. Selvom ugen har været præget af coronakrisen, føler jeg mig stadig privilegeret over mit job og mine medarbejdere. Når andre spørger, om det ikke er et enormt hårdt arbejde, jeg har, har jeg svært ved at bekræfte tesen. Også selvom jeg jo selvfølgelig hører mange grimme historier i løbet af en arbejdsdag. Men når kvinderne kommer til os, har de jo allerede erkendt, at de har brug for hjælp. De bliver beskyttet her, og det er befriende. På den måde oplever jeg ikke en usikkerhed omkring at skulle sende mennesker hjem til noget, jeg ikke kan stå inde for. Den byrde er jeg heldigvis foruden.