Prøv avisen
Interview

Jane Aamund: I døden var jeg som en vægtløs astronaut og uden smerter

I dag er Jane Aamund ikke længere bange for at dø. For hun ved, at der venter hende noget rart. – Foto: Jens Bach

For to måneder siden troede Jane Aamund, at livet var slut, da hendes hjerte holdt op med at slå. Umiddelbart efter så hun sin egen krop og dødskamp oppefra, mens hun svævede i atmosfæren, der var fyldt med fred. I dag er hun glad for at vide, at døden er fredelig – men endnu mere glad for at vende tilbage til livet

Hun havde netop sat det sidste punktum i sin nye bog, der udkom i går. Efter en sommer med flere indlæggelser på sygehuset i Holstebro på grund af tre lungebetændelser og en voldsom virusinfektion, der stadig ikke helt har forladt hendes krop.

Den nat for to måneder siden vågnede hun klokken tre og vidste, at den var helt gal.

”Jeg kunne mærke, at jeg skulle dø. Kunne ikke få vejret og begyndte først at skrige og siden kom de der rallelyde, som er så karakteristiske for folk, der kæmper på det allersidste.”

Jane Aamund sidder i sin stue med udsigt over havnen og de skovklædte bakker, der omkranser den lille vestjyske by Lemvig. Hun fylder 80 år på tirsdag, er en af Danmarks mest elskede forfattere og har modtaget en lang række priser for den begejstring, hendes bøger skaber. Blandt andet blev hun tre år i træk kåret som læsernes yndlingsforfatter af boghandlerkæden Bog&Idé. Derfor har der selvfølgelig også været mange interviews med Jane Aamund. Også om hendes lange sygdomsforløb, der begyndte, da hun som 33-årig fik konstateret forstadier til livmoderhalskræft og senere blev ramt af en agressiv kræftform i ganen, der gør, at hun i dag næsten kun får flydende kost og har måttet arbejde hårdt på at lære at tale forståeligt igen.

Hun har altid været åben om sin sygdom, men har også sagt, at det var som om, medierne altid var mest optagede af at tale om sygdom og død med hende. I dag er det Jane Aamund selv, der bringer emnet op. For hun havde faktisk slet ikke forestillet sig, at hun ville have siddet her i stuen i dag. Hun var overbevist om, at nu var det slut. Hun ville hverken komme til at opleve sin 80-års fødselsdag eller modtagelsen af den nye bog, der nu ligger foran hende på bordet.

”Jeg havde heldigvis en af de to sygeplejersker hos mig. De er søstre, og jeg ansatte dem for nylig for at have hjælp omkring mig her i huset, og Manuela sov her den nat. Hun ringede til vagtlægen, men fik besked på, at jeg skulle kontakte egen læge, når det blev morgen – selv om jeg var ved at dø. Manuela lagde mig ind i et tæppe, for jeg var helt kold. Min puls var lav, og jeg kunne svagt høre hende råbe: ’Jane, Jane, Jane’. Og så ringede hun 112.”

Jane Aamund henter et par hjemmebagte boller, som Manuela har stillet frem i køkkenet. Hun går stadig med lidt stive skridt efter den seneste sygeperiode, men ellers er det svært at se, at hun for kort tid siden var ved at forlade verden. Der er så meget liv og insisterende nærvær i hendes brune øjne, og både tøjet, make up’en og håret udstråler en elegant og stilsikker kvinde med holdning og vid. Men det er alligevel en forandret kvinde, der nu hælder kaffen op. For i dag ved Jane Aamund, at der er forskel på sjæl og krop. Hun har nemlig prøvet at dø.

”Det næste jeg husker fra den nat er, at der pludselig kom sådan en slags centrifugalkraft, en kæmpe støvsuger nærmest, og sugede mig op. Og deroppefra så jeg så mig selv ligge i kramper og hørte, hvordan jeg skreg som en afsindig. Jeg tænkte: Nej, hvor er jeg da hysterisk. For jeg ville ikke ud i ambulancen og væk fra huset. Jeg ville dø herhjemme. Udefra kunne jeg se, hvor meget jeg led. Men deroppe i atmosfæren var der derimod dejligt. Lyst og helt fredfyldt. Ingen smerter eller bekymringer. Det var som om, jeg var en astronaut, der var faldet ud af sin rumraket og nu bare svævede vægtløst rundt.”

I dag er Jane Aamund ikke længere bange for at dø. For hun ved, at der venter hende noget rart. Men det var ikke denne gang, hun skulle af sted. For pludselig var hun tilbage i ambulancen igen.

”Det var som om, der kom et bump, og så faldt jeg ind i min egen krop igen. Da jeg åbnede øjnene, lå jeg på båren inde i bilen og ved siden af sad en vældig flink og sjov ambulancemand. Han sagde til mig, at han altid så gerne havde villet møde mig. Og så fik jeg sagt med sædvanlig galgenhumor, at jeg altså ikke gad at signere bøger lige her i ambulancen. Han gav mig også noget Stesolid, og det reagerer jeg omvendt på end andre. Så jeg begyndte at grine helt vildt og sagde til ham, at hvis han gav mig en pille mere, så overlevede jeg nok.”

Men på sygehuset fik de alligevel travlt. For Jane Aamund vejede 46 kilo og havde kort forinden haft dobbeltsidig lungebetændelse, så hun blev overvåget konstant i tre døgn. Havde både vågekone siddende og bad selv om at få præsten på besøg også.

At hun altid har talt så åbent og ærligt om sin sygdom, sin opbakning til aktiv dødshjælp og nu om sin nærdødsoplevelse, mener hun selv hænger sammen med sin opdragelse.

”Min far var en meget morsom mand, men han havde også nogle meget sære idéer. Han var 50 år, da han fik mig, og havde samme år fået at vide, at han led af angina pectoris, hjertekramper, så han var overbevist om, at han snart ville dø. Derfor voksede mine to yngre brødre og jeg op i et hjem, hvor vi blev vænnet til tanken om, at vores far en dag ikke ville være hos os mere. Han var så fokuseret på sin egen død, at han fik indrettet et helt rigtigt gravsted på kirkegården i Gentofte med sten og det hele. På hans gravsten stod der: ’Joseph Aamund, født 14.10.1886 – ’, og hver søndag gik vi børn sammen med far op til gravstedet for at se, om det blev ordentlig holdt. Hver søndag. Nogle gange lå der lige frem blomster på hans grav. Han havde jo været en afholdt operasanger, så der var sikkert nogle kvinder, der ville vise deres beundring på den måde. Far tog blomsterne med hjem til mor, der havde lavet frokost imens. Og hver gang gik hun udenfor og græd.”

På et lille bord i den ene ende af stuen står et fotografi af Jane Aamunds mor, der sidder med de små børn, Jane og Asger. Moderen var fra Vestjylland. Fra en gård cirka fem kilometer uden for Lemvig. Faderen fra et arbejderhjem i København. Moderen var den stille og solide. Faderen den mere fanden-i-voldske og humoristiske.

Jane Aamund kan genkende begge forældres træk i sig selv. Men hun føler sig mest forbundet med den vestjyske side.

”Heroppe taler man om døden og følger nærmest spændt med i dødsannoncerne. I København er døden næsten pinlig og udtryk for, at du ikke har holdt dig selv nok i gang. Ikke løbet nok eller levet sundt nok. Jeg talte for noget tid siden med min fætter, der er tidligere gårdejer her i Vestjylland og spurgte, hvad han lavede. ’Jeg sidder bare og kigger’, svarede han. Det var helt utænkeligt at få det svar fra en københavner, for der må man endelig ikke sidde stille.”

Jane Aamund har i snart 15 år boet i Vestjylland. Først i Nørre Nissum og nu i Lemvig. Men for tre år siden overtalte hendes to sønner hende til at flytte tilbage til Sjælland, så hun var tættere på den nære familie.

”Det var et forfærdeligt år. Jeg lejede en bolig i Strandlund i Charlottenlund. Virkelig et sted for overklassens ældre, hvor man kunne spille bridge, bowle og bade på stranden. Det første jeg så, var et skilt i parken, hvor der stod: ’Det er forbudt at ligge nøgen på plænen’. Det undrede jeg mig meget over. Hvorfor skulle man da også gøre det? Men så gik det op for mig, at der var en nudiststrand lige nedenfor. Fyldt med bøsser, der åbenbart ikke længere ville være på Bellevue, hvor der i dag også kommer mange muslimske familier på stranden. Jeg kunne slet ikke holde ud at være på Sjælland igen. Al den facade og forstillelse. Og regler. Men mine sønner var næsten ved at besvime, da jeg efter et år fortalte, at nu havde jeg bestilt flyttebil, så jeg kunne rykke tilbage til Lemvig.”

Det er også de små livsløgne, tabuerne og forstillelserne, der bliver udstillet i Jane Aamunds nye erindringsbog med titlen ”Mine egne veje – i overklassen, der forsvandt”.

De såkaldt fine mennesker i samfundets højere sociallag får skrællet den stivnede glasur af, og Jane Aamund fortæller med humor og kærlig observatørstatus om alt fra forkælede overklassepiger med dårlige manerer til ægteskabelige intriger og jetsettets pludselige interesse for østlige guruer og indisk mystik.

Jane Aamund er på den måde endnu en gang i færd med at nedbryde et tabu og rokke ved vores forestillinger om hinanden.

”Det er den røde tråd i den bog. Og i mine bøger generelt. At jeg siger tingene, som de er. Vi tror, at det os og dem, vi oplever i de her år på grund af flygtningestrømmen, er noget nyt. At den voksende intolerance er ny. Men vi har aldrig været tolerante. Der har altid været skel i Danmark. Sociale, geografiske og religiøse skel. På Strandvejen rynkede den gamle overklasse på næsen af de nyrige, der begyndte at købe sig ind i nabohusene. Dem ville man ikke bo ved siden af. I Thyborøn kan man ikke så godt lide dem, der kommer fra nabobyen Harboøre. For sådan er det. Som jeg skriver i bogen, så har alle områder og små samfund deres egne normer og regler. Det handler bare om at kender dem og respektere dem – så kan man færdes overalt.”

Selv færdes hun bedst, hvor vejret fylder så meget, at man nærmest selv bliver til vejr, som hun formulerer det i sin nye bog.

Det er her, hun føler sig hjemme. Og her hun kan lide at være alene. Selvfølgelig er der også Vicky, den to år gamle cocker, og de to sygeplejersker, der kommer hos hende morgen og aften.

”Men helt grundlæggende er jeg alene. Det er man jo. Og det værste, jeg har oplevet de gange, jeg har været alvorligt syg, er det heppekor, der står ved siden af og siger, at det hele nok skal gå godt. Det ved de jo ikke noget om. Og de kan ikke hjælpe dig. Du har kun dig selv, og det er virkelig noget, jeg har lært gennem alle de her år med sygdom: Du skal ikke søge hjælpen uden for dig selv. Men inden i dig selv. Jeg beder mit fadervor og læser i Salmebogen, og så beder jeg Gud om at være der, at styrke mig og hjælpe mig – og om, at han vil tage mig op, når det en dag er min tur.”

Faktisk ønskede Jane Aamund ikke at blive genoplivet den nat for to måneder siden. I dag er hun lykkelig for, at det alligevel skete.

”Jeg har meget at takke personalet på sygehuset i Holstebro for. De fik ikke liv i mig på grund af ressourcer, men på trods af mangel på samme. Der foregår simpelthen så ufattelig meget uværdigt i forhold til behandlingen af syge mennesker på vores sygehuse i dag, hvor personalet er alt for presset. Og havde jeg haft flere kræfter, da jeg var indlagt, havde jeg kontaktet pressen for at gøre opmærksom på det urimelige i, at medicinske patienter nu ligger sammen med psykiatriske patienter på grund af nedskæringer.”

For et par år siden kom det frem, at Jane Aamund var i gang med at planlægge en rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø. Hun droppede dog planerne, da hun efter grundig research fandt ud af, at forholdene i Schweiz ikke var forenelige med hendes egne ønsker om en værdig død, men mere havde karakter af en lidt for smart pengemaskine. Hun er dog stadig tilhænger af aktiv dødshjælp og mener, at det burde være ethvert menneskes egen ret at vælge døden som udgang, når smerterne bliver uudholdelige og livet ubærligt.

”Jeg har siddet ved dødslejer og hørt folk tigge og bede om at få lov til at dø. Folk der føler sig ydmygede over, at den sidste rest af deres værdighed er væk. Folk, der føler sig umyndiggjorte og kede af, at andre skal hjælpe dem med alt, selv det mest private. Vi har ikke problemer med fri abort, som jeg selvfølgelig også går ind for. Men hvorfor kan vi så ikke tillade tiggende og skrigende kræftpatienter eller ALS-ramte, at de kan få lov til at sove ind? Jeg tror, det bliver tilladt en dag, men der kommer nok til at gå en del år, før det sker.”

Jane Aamund er ved at være træt, og stemmen trænger til hvile. Men inden hun siger tak for i dag, fortæller hun om alt det, hun glæder sig til. Lige nu skal hun fejre fødselsdag med familie og venner. Både fra Vestjylland og Sjælland. Og så er der den nye bog, som hun også er spændt på modtagelsen af.

”Og når hele denne virak har lagt sig, så skal jeg igen til at gå til klaverundervisning i klassisk musik og til at danse tango. Det har jeg virkelig savnet.”

Jane Aamund fylder 80 år den 8. november. Det er i sig selv et mirakel, at hun bliver så gammel. Hun fik konstateret kræft allerede som 33-årig og har flere gange været ved at dø – senest for et par måneder siden. Foto: Jens Bach
Jane Aamund har en trofast følgesvend i den to år gamle amerikanske cocker, Vicky, der følger alle hendes bevægelser. Foto: Jens Bach